Nightingale-prisen 2015

​Klinisk sygeplejespecialist og sårsygeplejerske Alexandra Iuel, Rigshospitalet modtog den 10. juni Nightingale-prisen 2015, der blev uddelt for 21. gang ved det årlige sygeplejesymposium på Rigshospitalet, hvor flere hundrede sygeplejersker var samlet​

Alexandra Iuel modtog prisen for en professionel, engageret og vedholdende indsats inden for forebyggelse, opsporing og behandling af tryksår – og for med fokus på høj faglig kvalitet i plejen og omsorgen for patienterne gennem undervisning og uddannelse at formidle ny viden til sygeplejersker på tværs af hospitalet på en både pædagogisk, inspirerende og fornyende vis. ​

Markante resultater

Og resultaterne taler for sig selv: Antallet af tryksår på Rigshospitalet fra 2012-2014 er halveret på bare 2 år. Ved en såkaldt prævalensmåling i regionalt regi i 2012 pådrog 25 % af patienterne på Rigshospitalet sig tryksår under indlæggelsen. I 2013 var tallet faldet til 19 %, og i 2014 var tallet faldet til 12 %.

- Det er en både glædelig og helt nødvendig udvikling, og det har krævet et intensivt fagligt fokus blandt sygeplejersker overalt på Rigshospitalet - suppleret med forskellige tilbud om uddannelse og undervisning i klinikker og centre og en række praktiske værktøjer til brug i hverdagen for at sikre en ensartethed i den faglige kvalitet, siger en glad og stolt Alexandra Iuel og fortsætter:​

Ny viden og ændret adfærd

- Tryksår er vedvarende et problem på landets hospitaler. Tryksår er smertefulde og invaliderende for patienten, som i forvejen er svækket på grund af sygdom. Derfor får tryksår også konsekvenser for det samlede patientforløb i form af komplikationer, der forlænger det samlede patientforløb og indlæggelsestiden. Tryksår er desuden forbundet med store omkostninger for sundhedsvæsnet. Derfor er opsporing, forebyggelse og korrekt behandling af tryksår et vigtigt fokusområde, der kalder på øget bevidsthed, ændret adfærd, aflæring af gammel viden og ibrugtagning af nyeste dokumenterede viden, siger Alexandra Iuel.

Viden om og ensartethed i den faglige kvalitet af sårpleje og i anvendelsen af de mange forskellige former for hjælpemidler som fx trykaflastende madrasser og produkter til sårbehandling kræver en sygeplejespecialist – og det er Rigets sårsygeplejerske Alexandra Iuel. 

- Pleje og omsorg for de syge og de sårede er kernen i al sygepleje, og for mig er der koblet en særlig faglig og professionel tilfredsstillelse ved at være dygtig til det manuelle ”håndværk”.  Sår kan på mange måder få livet til at vælte for en patient. Sår kan give synlige ar - også på sjælen, bl.a. fordi sår er stigmatiserende i forhold til patientens omverden. Derfor gør du en forskel, når du sætter patientens perspektiv for øje - før du ser på sårene - og skifter, plejer og passer sårene for at lindre og sikre patientens velbefindende og liv.​

Engagement og vedholdenhed

Det er da også med stort engagement og stædig vedholdenhed, at Alexandra Iuel gennem mange år har været ”Rigshospitalet sårsygeplejerske”; tillige faglig tovholder og frontfigur i diverse råd og udvalg, der har fokus på arbejdet med sår. Det gælder både på tværs af hospitalet og også i regionalt regi. Prismodtageren har fx været med til at udarbejde en elektronisk sårhåndbog med fotos, lommekort og produktlister opsat i farvekombinationer. Alt sammen for at sikre patienter i risiko for at udvikle tryksår – eller med behov for behandling af sår - en ensartet og høj faglig kvalitet i sygeplejen baseret på ny viden. 

- Meget handler om at aflære gammel viden fx ikke bruge sæbe i såret og om at anvende ny viden fx vide at fugtig sårbehandling er den bedste behandling. Sygeplejersker skal kunne stille en diagnose på et begyndende tryksår, og de skal kunne behandle og pleje med afsæt i ny viden og samarbejde og videndele med kolleger i netværk på tværs af hospitaler for hele tiden at udvikle og generere ny viden. 

De mange vejledninger og materialer, der er let tilgængelige i elektronisk form på Intranet på hospitalet og på tværs af hospitalerne i Region Hovedstaden, er derfor udarbejdet med det formål at gøre det let og sikkert for sygeplejersker at arbejde med de mange problematikker, der er forbundet med tryksår og sår generelt. Patienten skal lejres korrekt på en trykaflastende madras – og det er ikke ligegyldigt hvilken - og sygeplejersken skal fx vide, hvordan hun i rette tid vælger det bedste sårprodukt til den enkelte patient.​

Næste step - brugerinddragelse

Og kunne årets modtager af Nightingale-prisen ønske, så skulle det være, at hun fik tildelt flere timer til arbejdet med at forebygge og opspore tryksår, for næste step er allerede i støbeskeen.

- Vi skal blive bedre til at informere og inddrage patienter og pårørende og til at fortælle, at de også selv kan være aktive i arbejdet med at forebygge tryksår fx ved at være opmærksom på røde mærker på huden og ved at bruge sengens fjernbetjening, så patienten ikke ligger og glider ned i sengen, slutter Alexandra Iuel.

Årets prismodtager er uddannet sygeplejerske i 1985 fra Rigshospitalets daværende sygeplejeskole. Fra 1990 har Alexandra Iuel arbejdet i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling – først som klinisk sygeplejevejleder, siden som udviklingssygeplejerske og fra 2009 som klinisk sygeplejespecialist. Alexandra Iuel har en diplomuddannelse inden for pædagogik og en master i klinisk sygepleje. 

Redaktør