Gå til hovedindhold

Silikoneudsivning fra brystimplantater

​Der siver silikone ud fra brystimplantater selv om det ikke er rumperet, men hvor meget migrerer til den omkringliggende bindevævskapsel, og hvilken betydning har silikonen for patienters risiko for udvikling af kapselskrumpning? Hvilket brystimplantat skal man vælge, hvis man vil minimere risikoen for silikonelækage, og hvornår bør det udskiftes?

Formål

Projektets formål er at undersøge udsivning af silikone fra intakte brystimplantater til den omgivende bindevævskapsel over tid, og hvilken rolle silikonelækagen spiller i udviklingen af kapselskrumpning. Derudover sammenlignes forskellige silikonetyper og implantatskallers betydning for graden af silikoneudsivning over tid.

Baggrund for studiet

Størstedelen af kvinder, som får rekonstrueret deres bryst, får indopereret et silikoneimplantat. Desværre udvikler 10-20% af patienterne kapselskrumpning, der er en form for implantatafstødning, hvor den omkringliggende bindevævskapsel fortykkes og kontraherer sig omkring implantatet. Kapselskrumpning gør brystet hårdt og deformt og kan være smertefuldt for patienten. Behandlingen er kirurgisk fjernelse af implantat og kapsel. Udsivning af silikone fra brystimplantatet er mistænkt for at øge risikoen for udvikling af kapselskrumpning. Silikone kan sive ud i kapslen, hvis implantatet går i stykker, men forskning tyder på at silikone også kan sive ud gennem implantatskallen fra intakte implantater. Der mangler derfor mere viden omkring silikoneudsivning fra brystimplantater, hvilket immunologisk respons det medfører i det omkringliggende væv, og om der kan påvises en sammenhæng med udvikling af kapselskrumpning.

Metode

Vi har siden 2019 etableret verdens største biobank af brystimplantater og vævsbiopsier fra den fibrøse kapsel som dannes rundt om brystimplantatet fra patienter med og uden kapselskrumpning. Over 750 patienter har indtil nu bidraget til biobanken. Mængden af silikone i bindevævskapslen undersøges ved patologisk analyse af vævsbiopsien, og det lokale immunrespons på silikonelækage undersøges med proteinanalyse, genekspressionsanalyse og immunhistokemisk analyse.

Perspektiv

Projektet vil bidrage med vigtig viden til valg af implantattype forud for brystrekonstruktion med silikoneimplantater, og bidrage med viden til retningslinjer for hvornår et implantat bør udskiftes for at minimere risiko for senere komplikationer.

Samarbejdspartnere og finansiering

Projektet udføres i samarbejde med Professor Jesper Olsen fra Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, KU, Professor Thomas Litman fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi, KU, Professor Anders Woetmann fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi, KU, Professor Thomas Bjarnsholt fra Costerton Biofilm Center, KU og Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet, Overlæge Anne Roslind fra Patologisk afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, Professor Lisbet Rosenkrantz Hölmich fra Plastikkirurgisk afdeling, Herlev og Gentofte Hospital og privatklinikkerne Amalieklinikken, Aleris-Hamlet og AK Nygart.​

​​​




Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden