Enhed for Synsnerveforskning forsker i synsnervesygdomme med fokus på bagvedliggende mekanismer samt kliniske konsekvenser og
behandlingsmuligheder for patienterne.
Sygdom i synsnerven er en af de vigtigste årsager til svagt syn og blindhed i den vestlige verden. Synsnervesygdom kan
forårsages af afbrudt blodforsyning, infektion eller inflammation, kompression eller infiltration samt forhøjet tryk i
øjet eller i hjernen. Der kan også være tale om genetiske synsnervesygdomme samt degenerative øjen- eller
hjernesygdomme med sekundær ødelæggende effekt på synsnervefunktionen.
Den oftalmoskopisk synlige del af synsnerven kaldes for synsnervehovedet, eller papillen. For langt de fleste af
synsnervesygdommene gælder det, at udseendet af papillen bedømt alene ved oftalmoskopi langt fra er tilstrækkeligt
til med sikkerhed at kunne udtale sig om tilgrundliggende årsager. Dette vanskeliggør både diagnostikken og
behandlingen, og en tværfaglig, neurooftalmologisk forskningsindsats er derfor nødvendig.
Resultater
Enheden udfører og deltager i kliniske studier, som især omhandler tilstande med synsnervekompression og/eller -
iskæmi, særligt hvad angår sygdommene idiopatisk intrakraniel hypertension (IIH), papildruser (optic disc drusen,
ODD), og iskæmisk opticusneuropati (AION og NAION).
Forskningen har blandt andet ført til:
- Udvikling af højteknologiske analyseværktøjer og nye guidelines til avanceret billedbehandling af synsnerven
med henblik på tidligere og mere præcis diagnostik af synsnervesygdomme
- Udvikling af nye metoder til undersøgelse af synsnervens hæmodynamik
- Bedre forståelse af cerebrospinalvæskens biokemi hos patienter med forhøjet tryk i hjernen og deraf
følgende synsnervesygdom
- Database-baseret og protokolleret monitorering af de kliniske konsekvenser af synsnervesygdomme
Forskningsmål
Vi arbejder målrettet på, via nationale og internationale samarbejder, at øge den grundlæggende forståelse af
sygdomsprocesser i synsnerven og samtidig udvikle nye strategier til diagnosticering og behandling af
synsnervesygdomme med henblik på at kunne reducere forekomsten af synsnerverelateret synsnedsættelse og
blindhed.
Netværk og samarbejde
Vi er knyttet til Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet.
Samarbejdspartnere:
Links
- ERN-EYE:
Du finder link til hjemmesiden for European Reference Networks i linket på næste linje:
https://www.ern-eye.eu/
- ODDS-konsortiet:
Du finder link til hjemmesiden for ODDS-konsortiet i linket på næste linje:
www.opticdiscdrusen.com