Det drejer sig først og fremmest om patienter med åreknuder, som er udposninger med blod i de overfladiske vener pga. defekte veneklapper. Sygdommen er kronisk, oftest arvelig og en meget almindelig sygdom i benene.
Hvem får venesygdom?
Sygdommen kan begynde i tidlig voksenalder, men hyppigheden stiger med alderen og ses lidt hyppigere hos kvinder.
Hvilke tegn kan der være?
Symptomerne er oftest uro, træthed og tyngdefornemmelse i benene samt ikke sjældent hævelse af benene. Desuden får ca. 5-10 % eksem og/eller sår i ankelområdet eller på skinnebenene. Herudover kan man i sjældne tilfælde få årebetændelse og blødning fra åreknuderne.
Hvordan undersøges og behandles benet?
Patienter med åreknuder tilbydes ultralydsskanning for at fastslå præcis, hvor årsagen til sygdommen er lokaliseret, hvilket oftest er i lysken og sjældnere i knæhasen. Herefter tages stilling til behandling, som omfatter kirurgisk fjernelse i fuld bedøvelse, behandling med varmekatetre (laser og radiobølger) samt andre skånsomme metoder med mekanisk og kemisk behandling, som alle foregår i lokal bedøvelse.
Speciallægen informerer og rådgiver den enkelte patient om de mulige behandlingsmetoder ud fra symptomer, åreknudernes beliggenhed i huden, resultatet af ultralydsundersøgelsen samt ud fra patientens ønsker og forventninger.
Alle behandlinger foregår i dagkirurgisk regi, hvilket betyder, at man kommer hjem samme dag. Alle behandlinger er meget skånsomme, således at sygefravær er begrænset til ingen eller få dage.
Læs mere om behandlinger