I Infektionsmedicinsk Klinik har vi oplevet udfordringer som fx pladsproblemer, ombooking af kurtider, omrokering af indlæggelser og ventetider. For at sikre bedre patientforløb har vi derfor taget initiativ til at ændre i den måde, vi arbejder på, som vi mener, både kan afhjælpe de praktiske udfordringer, og samtidigt gøre Cystisk Fibrose mere robust som område fremover.
Vi vil modtage CF patienter i hele klinikken
Fordele:
- Vi uddanner hele klinikkens personale indenfor Cystisk Fibrose, og sikrer at flere vil kende til de særlige behov, CF patienter har
- En større del af personalet bliver fagligt rustet til at tage sig af CF patienter, og det vil give større fleksibilitet og tryghed for alle patienter på langt sigt ved fx ferier og fravær
- Vi kan bedre udnytte kapaciteten af de stuer, vi har til rådighed, og der vil være mindre omrokering af indlæggelser.
Ulemper:
- Patienter, der hidtil har været indlagt på 4. sal vil fremover blive fordelt på to etager – både 4. og 5. etage
- I vil møde nyt personale, og nogle af jer vil skulle skifte kontaktlæge og/eller kontaktsygeplejerske.
Vi vil sikre, at alle i personalegruppen er klædt fagligt på til at give jer den bedst mulige behandling. Vi er i gang med uddannelsesforløb til det personale, som har behov for en genopfriskning af specialet. For at sikre en god overgang vil patientrepræsentanter være med til at undervise personalet i, hvad det vil sige at være CF patient.
Film 1 og 2
I film 1 og 2 på denne side kan du høre Tacjana Pressler og Terese Katzenstein fortælle om ændringerne i Infektionsmedicinsk Klinik.
Vi styrker kontaktlægeteamet fra 2 til 3 kontaktlæger
Fordele:
- Patienterne bliver fulgt tættere af den samme læge, som bedre kan supervisere og oplære de andre læger, der behandler CF patienter
- Gruppen af speciallæger bliver større og det gør området mindre sårbart.
Ulemper:
- Vi vil omfordele alle patienter på de 3 kontaktlæger, hvilket vil betyde at nogle af jer skal skifte kontaktlæge.
Vi vil sørge for, at du som minimum møder din kontaktlæge en gang om året og vil sikre at alle større beslutninger omkring din behandling vil ske i samråd med din kontaktlæge.
Film 3
I film 3 her på siden kan du møde den tredie og nyeste kontaktlæge Jannik Helweg-Larsen.
Vi udvider ambulatoriet og danner et nyt hovedkvarter på 2. etage
Fordele:
- Med det nye hovedkvarter på 2. sal, som bliver indrettet ud fra patienternes behov, kan vi tilbyde behandling i mere rolige omgivelser
- Vi kan sikre bedre booking af tider, så kure er klar, når I kommer og dermed nedbringe ventetiden
- Vi udvider kapaciteten for ambulant indledte ”hjemmekure” og kan på denne måde afkorte den tid, den enkelte patient skal bruge på hospitalet i forhold til når kurene indledes i sengeafdelingen.
Ulemper:
- Nogle af jer vil skulle skifte kontaktsygeplejerske.
For at sikre en god overlevering, for de af jer der skal skifte kontaktsygeplejerske, vil vi bestræbe os på at begge sygeplejersker er til stede ved det første møde.
Film 4
I Film 4 her på siden kan du høre Lone Grotenborg fortælle om det nye hovedkvarter.