Gå til hovedindhold

Rift i kranspulsåren

​Undersøgelse og behandling for rift i kranspulsåren (spontan coronar arteriedissektion - SCAD).


Hjertets kranspulsårer (arterier) transporterer iltet blod til hjertet.

I nogle tilfælde kan der opstå en lille rift i kranspulsårens væg, så blodet fra kranspulsåren løber ind i væggen, eller de små blodkar inde i kranspulsårevæggen kan give sig til at bløde. Tilstanden kaldes en spontan coronar arteriedissektion (SCAD). 

I begge tilfælde vil der opstå en blodansamling i kranspulsårens væg. Denne blodansamling kan lukke kranspulsåren helt eller delvist til, så der ikke kommer nok iltet blod frem til hjertemusklen. Det giver en større eller mindre skade på hjertets muskulatur, som kan føre til nedsat pumpefunktion af hjertet.  

Hvis blodprøver eller hjertediagram giver mistanke om SCAD, vil du i de fleste tilfælde få lavet en røntgenundersøgelse af kranspulsårerne. Det er først under røntgenundersøgelsen, at diagnosen SCAD kan stilles. 

Behandlingen vil i langt de fleste tilfælde være medicinsk, da kranspulsåren i de fleste tilfælde heler op inden for 3 måneder. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at lave en akut ballonudvidelse af kranspulsåren eller en omkørselsoperation (bypassoperation). I de fleste tilfælde vil du få blodfortyndende behandling, der gives som tabletter.  

Du vil under indlæggelsen få foretaget en ultralydsskanning af hjertet. Den viser, om hjertets muskulatur har taget skade, så hjertets pumpefunktion er blevet nedsat.

Det er svært at sige præcis, hvor længe du skal være indlagt. Indlæggelsesforløbet vil dog typisk være fordelt over flere hospitaler, først på Rigshospitalet og herefter på dit lokalsygehus. 

Indlæggelsestiden er afhængig af flere faktorer fx hvilken behandling du har fået, dit hjertets pumpefunktion, og om du fortsat har smerter.

Det er meget forskelligt, hvordan man oplever tiden efter SCAD. 

Som ved alle andre hjertesygdomme kan du opleve psykiske reaktioner som angst og depression. Du kan få tanker om, hvorvidt sygdommen kommer igen, og hvad du selv kan gøre for at undgå dette. Vi anbefaler, at du taler med personalet om disse oplevelser, når du kommer til kontrol på dit lokalsygehus. Du kan også kontakte din egen læge. 

Vi anbefaler, at du ikke deltager i sport med ekstrem belastning de første 3 måneder efter udskrivelsen. Dog bør almindelig fysisk træning og motion være en naturlig del af din efterbehandling. 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden