Hvad er en blodprop i hjertet?
En blodprop i hjertet skyldes oftest åreforsnævring i kranspulsårerne. Kranspulsårerne løber uden på hjertet og forsyner hjertemusklen med blod og ilt. Åreforsnævring sidder i væggen af en eller flere af kranspulsårerne og består af aflejringer af kolesterol fedt), kalk og andre bestanddele fra blodet.
Blodproppen opstår, hvis der går hul på aflejringen i karvæggen indvendigt i en kranspulsåre. Blodpladerne vil straks forsøge at udbedre skaden på samme måde, som hvis der var en rift på huden. Når blodpladerne klumper sig sammen, dannes en prop af blod, der lukker kranspulsåren.
Det område i hjertemusklen, som kranspulsåren før forsynede med blod, får nu ikke længere tilført ilt med blodet. Det begynder derfor at gå til grunde efter en halv til halvanden time. Muskelvævet dør endeligt, hvis blodproppen ikke fjernes.
Det døde muskelvæv erstattes af bindevæv (arvæv). Bindevæv er stærkt, men det kan ikke trække sig sammen ligesom muskelvæv. Jo mere muskelvæv, der er dødt, jo dårligere bliver hjertets evne til at pumpe.
Åreforsnævring er den hyppigste årsag til blodpropper, men der kan være andre årsager, eller det kan opstå helt uden en forklaring.