Prionsygdomme
Prionsygdomme er neurodegenerative sygdomme forårsaget af misfoldning af det cellulære prionprotein til fibrildannende patologiske isoformer, der anses for at være det infektiøse agens. Misfoldning af prionprotein kan opstå sporadisk (uden kendt årsag) eller genetisk som følge af mutationer i PRNP-genet. Omtrent 85 % af tilfældene er sporadiske, hvor Creutzfeldt-Jakobs sygdom (CJD) er den hyppigste form, mens ca. 15 % er genetiske. I sjældne tilfælde (<1 %) kan sygdommen være iatrogen eller forekomme som variant Creutzfeldt-Jakobs sygdom efter indtagelse af kontaminerede fødevarer 1.
Den estimerede livstidsrisiko for at udvikle sporadisk prionsygdom er 1: 5000 for personer over 50 år 2. Siden 2019 er diagnostikken af sporadisk CJD forbedret ved introduktion af RT-QuIC Seeding Amplification Assay, som muliggør påvisning af patologisk prionprotein i cerebrospinalvæske hos levende patienter. Etableringen af prion RT‑QuIC assay har medført øget detektion af sporadisk CJD i Danmark, hvor den observerede incidens er steget fra ca. 1,5 til 2,5 tilfælde per million indbyggere årligt. Løbende national overvågning baseret på diagnostik og forskning er central for monitorering af sygdomsforekomst, identifikation af nye sygdomsvarianter og understøttelse af folkesundheden.
Prionlignende sygdomme
Det er påvist, at neurodegenerative sygdomme karakteriseret ved mislfoldning og aggregering af proteiner deler centrale patofysiologiske mekanismer med prionsygdomme og bør betragtes som prionlignende sygdomme 3. Denne sygdomsgruppe omfatter blandt andet Lewy body sygdomme forbundet med patologisk alfa-synuklein, der kan manifestere sig med både kognitive symptomer (demens med Lewy bodies og Parkinsons sygdom med demens) og motoriske symptomer (Parkinsons sygdom). Gruppen omfatter desuden Alzheimers sygdom, som er karakteriseret ved patologisk beta-amyloid og tau og er den hyppigste årsag til demens.
Som følge af den fælles sygdomsmekanisme er RT-QuIC Seeding Amplification Assay også etableret til påvisning af patologisk alfa-synuklein i cerebrospinalvæske og hudbiopsier4. Analyserne understøtter diagnostik af Lewy body sygdomme og bidrager til differentiering fra andre neurodegenerative tilstande, herunder Alzheimers sygdom 5.
Referencer
1. Ironside, J.W., D.L. Ritchie, and M.W. Head, Prion diseases. Handb Clin Neurol, 2017. 145: p. 393-403.
2. Jones, E., et al., Identification of novel risk loci and causal insights for sporadic Creutzfeldt-Jakob disease: a genome-wide association study. The Lancet Neurology, 2020. 19(10): p. 840-848.
3. Peggion, C., M.C. Sorgato, and A. Bertoli, Prions and prion-like pathogens in neurodegenerative disorders. Pathogens, 2014. 3(1): p. 149-63.
4. Bsoul, R., et al., Accurate detection of pathologic alpha-synuclein in CSF, skin, olfactory mucosa, and urine with a uniform seeding amplification assay. Acta Neuropathol Commun, 2025. 13(1): p. 113.
5. McWilliam, O.H., et al., alpha-Synuclein seed amplification assay in Lewy body dementia versus Alzheimer's disease. Alzheimers Dement (Amst), 2025. 17(4): p. e70203.