Bunker af papirjournaler digitaliseres på Afdeling for Genetik

I starten af 2023 har MedTek Huset hjulpet Afdeling for Genetik på Rigshospitalet med digitalisering af deres papirarkiver, der indeholder prøvesvar fra mange år tilbage. Afdelingen har længe haft ønske om at få gjort journalerne digitale, så man i fremtiden hurtigt kan finde relevant patientdata.

Udfordringen har dog været, at det ville kræve, at dele af journalerne blev indtastet manuelt, og det havde afdelingen ikke ressourcer til. 

Efter drøftelser med afdelingen udviklede MedTek Huset en løsning, hvor afdelingen kunne komme udenom den manuelle indtastning. Løsningen bruger en AI løsning, som automatisk finder information i indscannede pdf-filer, og derefter uploader dem til databasen (OnBase) med tags, så de er søgbare. 

Nu skal vi bare indtaste et CPR-nummer, og så har vi de data, der ligger på patienterne. Vi skal ikke længere ned i kasser og rode efter dem. Vi har det vi skal bruge sekundet efter, at vi efterspørger det. Og det er den vigtigste parameter her, siger Peter Böhm, chefbioanalytiker på Afdeling for Genetik. 

Han mener, at der er et stort behov for sådanne løsninger på hospitalerne i dag.

MedTek Huset har nogle kompetencer, som efterspørges i klinikken, og de præsenterer løsninger for digitaliseringen vi andre ikke kan komme på. Jeg tror, der er rigtig mange, som har behov for, at der bliver læst et eller andet på en pdf-fil som indeholder patientdata, som bliver lagt over på et drev eller database, siger Peter Böhm

På billedet ses chefbioanalytiker, Peter Böhm sammen med sin kollega, overlæge, Mette Klarskov Andersen, som også har været med til at facilitere processen. 




Redaktør