​​

Børn skal have en stemme på hospitalet – så de kan evaluere det de oplever

​Ph.d.-projektet Min HospitalsStemme på Mary Elizabeths Hospital vil udvikle et digitalt evalueringsværktøj til at måle børns oplevelser på hospitalet. 

​Det kan være overvældende for børn og unge at komme på hospitalet, og der er mange, der meget gerne vil vide mere om, hvad børn og unge synes er vigtigt i mødet med hospitalet og de sundhedsprofessionelle. Er det følelsen af tryghed eller at forstå, hvad der bliver sagt? Eller er det snarere omgivelserne, muligheden for at lege, at kunne koble sig på WIFI – eller er det maden eller noget helt andet?

I Danmark har vi i dag ikke et evalueringsværktøj til patientoplevelser, der er målrettet børn og unge. Når vi evaluerer, er det ofte forældre, der svarer – og forældre vurderer måske ofte oplevelserne bedre, end deres børn gør – eller værre?  

Et nyt ph.d.-projekt med titlen ’MinHospitalsStemme’ vil udvikle et nyt digitalt evalueringsværktøj, der skal være med til at give børn og unge en "hospitalsstemme" og et værktøj til, at de selv kan evaluere det, de oplever.

Det er ph.d.-studerende Jane Hybschmann fra Mary Elizabeths Hospital, der står i spidsen for projektet, og hun skal sammen med en projektgruppe udvikle det digitale evalueringsværktøj, der skal være med til give børn og unge en hospitalsstemme.

​​Ph.d.-studerende Jane Hybschmann

Jane Hybschmann glæder sig til at komme i gang med arbejdet og forklarer:

- For mig er det her projekt et vigtigt skridt på vejen mod en fremtid, hvor vi giver mere plads og vægt til børn og unges stemmer – også på hospitalet. Jeg tror og håber på, at den viden, vi får gennem projektet, vil give os endnu bedre forudsætninger for at møde og forstå børn og unge og imødekomme deres behov på hospitalet. Som patient – og især som barn eller ung – kan mødet med hospitalet og sundhedsprofessionelle føles svært og uoverskueligt, og man kan i høj grad kan føle sig på udebane. Men hvis vi ved mere om, hvad børn og unge synes er vigtigt i mødet med hospitalet og sundhedsprofessionelle, så har vi bedre forudsætning for at gøre noget og iværksætte initiativer der, hvor der er brug for dem og at skabe gode oplevelser for børn og unge på hospitalet. 

Børnene og de unges stemmer er naturligvis også tænkt ind i selve ph.d.-projektet MinHospitalsStemme; 

- Vi vil invitere 3-5 børn og unge til at indgå i selve projektgruppen bag ph.d.-projektet. Når vi planlægger workshops, kan vi således i fællesskab finde ud af, hvad der skal til for at lave en sjov og spændende workshop, som børn og unge har lyst til at deltage i. Derudover vil vi også gerne have børnene og de unge i projektgruppen til at hjælpe os med at forstå og fortolke de temaer, vi finder frem til på vores workshops, forklarer Jane Hybbschmann.

Fleksibelt, digitalt e​valueringsværktøj 

Ambitionen med evalueringsværktøjet MinHospitalsStemme er at gøre det muligt for både små og store at evaluere. Målet er derfor at udvikle et digitalt værktøj med en brugerflade, der tilpasser sig den alderskategori, som barnet eller den unge tilhører, og hvor spørgsmål og svarmuligheder vil være forskellige for de forskellige aldersgrupper. 

- Vores mål er, at børn og unge i højere grad vil føle sig inddraget i deres hospitalsforløb, når de, via MinHospitalsStemme bliver hørt og mødt og får mulighed for at evaluere deres hospitalsoplevelse. Besvarelserne skal også være til gavn for sundhedsprofessionelle, som kan bruge dem i afdelingerne som en markør for, hvad der fungerer særligt godt i afdelingen, eller hvor der med fordel kan sættes ind med initiativer og indsatser. Sidst kan MinHospitalsStemme, også bruges til at inddrage børn og unges stemme, når der på organisatorisk niveau skal laves prioriteringer, som berører børn og unge patienter, forklarer Jane Hybschmann.

Fakta om MinHospitalsStemme – et digitalt evalueringsværktøj om de oplevelser børn og unge har på hospitalet

  • Udviklingen sker i fire faser: indsamling af viden, formulering af spørgsmål og svar, integrering i digital brugerflade og tests
  • Målet er at de indsamlede svar kan bruges direkte i afdelingerne til at kortlægge og forbedre børn og unges oplevelser på hospitalet

Projektet har modtaget fondsmidler fra Trygfonden, Helsefonden og Paulsens Mindefond 

Projektteamet består af: 3-5 børn/unge, Jane Hybschmann samt vejlederteamet som​ består af Jette Led Sørensen, Helle Pappot, Line Klingen Gjærde og Thomas Leth Frandsen.​


Redaktør