Rigshospitalets solide fundament er indtænkt i byggeriet af Mary Elizabeths Hospital, der vil understøtte fremtidens faglige paradigme, nemlig at eksperterne kommer til patienterne, ikke omvendt. I dag behandles cirka en tredjedel af børn og unge på Rigshospitalets voksenafdelinger.
Målet er at samle alle kompetencer og specialer i forhold til børn i én bygning for at opnå en symbiose mellem behandling, forskning, udvikling og uddannelse.
MARYS er bygget omkring en kerne af centrale funktioner på anden, tredje og fjerde sal: De intensive afsnit (PICU og NICU), en fælles børnediagnostisk enhed og 15 operationsstuer.

Alle med korte afstande der mindsker geografiske afstande, afkorter kritiske overgange og minimerer risici. Med én central og velfungerende kerne har de kirurgiske og medicinske afsnit tryghed og ro til at koncentrere sig om effektive og optimerede patientforløb med patienten og familien i centrum.
Forskningsfaciliteter og kontorer samles centralt i bygningen på en faglig etage for at skabe kliniknær forskning og tværfaglig vidensdeling. Den centrale placering i bygningen gør det nemt for klinikere at gå til og fra.
Et byggeri, et hospital og et personale, hvor kombinationen af højt specialiseret behandling og et fokus på sammenhængende forløb og familiernes oplevelser bringer familierne bedst muligt hjem til livet igen.