- Jeg er overlæge på Neurointensiv, hvor vi behandler patienter med meget svære skader på hjerne og nerver. Det kan være en ung mand, der er kørt galt på motorcykel, en ældre med en hjerneblødning eller et barn med en livstruende skade i hovedet. Vi får kun de allermest kritisk syge patienter, som vil dø eller bliver svært skadede, hvis de ikke får korrekt behandling.

- Tiden er afgørende. Få minutter uden ilt til hjernen eller med for højt tryk i kraniet kan betyde forskel på skidt eller godt outcome for patienten. Hos os får de højt specialiseret behandling i tæt samarbejde med neurokirurger, neurologer og andre specialer og ikke mindst vores dygtige sygeplejersker. Det er et super spændende speciale, for vi har en stor viden om hjernen, men lærer også hele tiden noget nyt.

- Vi kan få patienter ind, hvor vi ser på en hjerneskanning og tænker, at det ser rigtig sort ud. Men så kæmper vi hele natten og de følgende døgn for at give præcis den behandling og overvågning, der er brug for, og et år senere ser vi dem komme gående ind til kontrol efter et rehabiliteringsforløb, og de er tilbage på arbejde på fuld tid. Så er det verdens mest meningsgivende arbejde.

- Vi har også mange patienter, der ikke klarer den. Når alle muligheder for behandling er udtømt, og vi ikke kan gøre mere, er det blandt andre mig, der skal fortælle en familie, at deres pårørende skal dø. Så sætter jeg mig med dem i et lokale og fortæller, at det er alvorligt, og at deres pårørende nok ikke vil overleve.

 

- Folk reagerer meget forskelligt. Nogle falder ned på gulvet og skriger. Andre sidder helt stille og lader beskeden synke ind. Tit tier jeg bare stille. Måske er der behov for, at jeg holder i hånd eller krammer. Man er nødt til at bryde samtalen op i mindre stykker, for folk i krise kan ikke tage meget information ind på en gang. Man skal turde være i stilheden.

- Der er ingen manual til de samtaler. Jeg befinder mig i det uvisse. Jeg ved ikke, hvordan folk reagerer, men skal forsøge at aflæse situationen og de mennesker, jeg sidder overfor. Patienten er mit hovedfokus, men de pårørende følger med. De skal leve videre med det, der er sket. Vi er altid en læge og en sygeplejerske sammen til samtalerne, og vi har aftalt dagsordenen for samtalen, inden vi møder de pårørende.

- Hvis en patient er i risiko for at hjernedø, spørger jeg de pårørende, om de tidligere, sammen med patienten, har talt om organdonation. Jeg har før samtalen undersøgt, om patienten er registreret i donorregistret. Er patienten det, er det ofte en stor hjælp for de pårørende. Hvis ikke, skal de pårørende tage stilling til, om deres kære skal have mulighed for at donere sine organer og hjælpe andre mennesker i nød.

- Det giver dem ikke deres datter eller far tilbage, og i samtalen kan det for de pårørende virke uoverskueligt, men det kan give lidt mening i meningsløsheden. Nogle få siger nej med det samme. Andre har brug for tid, og det giver jeg dem. Siger, at de kan tænke over det, og at jeg vil komme tilbage. Der er ikke noget hastværk – alle skal kunne følge med.

- For mange pårørende har det meget stor værdi, at deres kære har mulighed for at donere sine organer. Nogle gange hjælper det de efterladte til at finde en smule mening i det, der er sket. Det kan være en lille trøst i den store sorg, at mor har været med til at redde flere menneskeliv. Det kan give den afdøde et smukt eftermæle. Jeg takker dem altid og siger, at det er en gave, vi vil værne om.

- Selvfølgelig bliver jeg selv påvirket af at se mennesker dø og deres familier efterladt i stor sorg. Det er ikke sådan, at jeg går hjem og græder, men det sidder i mig. Hvis jeg en dag ikke bliver påvirket af det længere, skal jeg finde noget andet at lave. Vi er heldigvis gode til at tale sammen i afdelingen samt blive og drikke en kop kaffe efter hårde vagter. Vi har også mulighed for samtaler med en psykolog hver måned.

- Organdonation er for mig noget meget meningsfyldt. Man har mulighed for at give livet videre til andre. Derfor tager jeg også ud til andre hospitaler og holder oplæg om, hvordan vi sikrer, at vi som læger ikke afslutter behandlingen af mulige donorer, uden at der er taget stilling til donation. Desværre har vi set, at patienter, der gerne ville donere organer, ikke kommer til det, fordi der ikke er opmærksomhed på det.

- Det handler ikke kun om, at vi vil bruge organerne til andre. Det er lige så vigtigt for mig, at de mennesker, der har truffet et valg om, at de gerne vil donere deres organer som en sidste ting her på jorden, også får mulighed for det.