Dorte Chabert stod på venteliste til lungetransplantation i næsten syv år. Nu har hun, som den første i Norden, fået et sæt donorlunger efter en ny metode fra Toronto.
Livet hænger i en tynd tråd for Dorte Chabert. Hendes lunger svigter, og udsigten til en lungetransplantation synes mikroskopisk. Ifølge lægerne har hun allerede levet længere end forventet med sin arvelige lungesygdom, alfa-1-antitrypsin-mangel. Hun har stået på venteliste til nye lunger i seks år og er ved at miste modet. Hendes blod indeholder så mange antistoffer, at næsten ingen donorer er egnede.
Så sort ser det ud, indtil vendepunktet kommer i 2019, da overlæge Michael Perch tilfældigt falder over en artikel fra canadiske kolleger, der har indført et nyt princip for transplantation.
– Jeg har på det tidspunkt haft Dorte som patient i flere år uden at finde en egnet donor, så jeg tænker straks på hende. Her var hendes chance. Så vi er ikke længe om at sætte gang i forberedelserne for at afprøve metoden fra Toronto, der går ud på at fjerne antistoffer i blodet samtidig med transplantationen. Men ventetiden bliver alligevel længere end forventet, fortæller Michael Perch, der er ansvarlig for lungesektionen på Rigshospitalet.
I juni 2020 sker der endelig noget. Der er et sæt lunger på vej fra en donor, som vel og mærke ikke er et perfekt match efter vanlige standarder, men velegnet efter de nye kriterier.
Transplantationsholdet går i gang, og seks timer efter ankomst til operationslejet, bliver Dorte Chabert kørt til opvågningen med nye lunger. Tiden må nu vise, hvordan kroppen reagerer.
Slut med iltslanger
Otte uger efter operationen er Dorte Chabert tilbage til endnu en kontrol på Rigshospitalet, og der er ingen tegn på, at de nye lunger bliver afstødt. Hun har smidt iltslangerne, der har forsynet hendes lunger med ilt gennem næsen i årevis, og har efterhånden vænnet sig til ’luftforandringen’:
- I starten fik jeg panikanfald bare ved tanken om at blive forpustet. Det hele er forandret nu. Jeg kan hjælpe med at lave mad, jeg kan gå ud til postkassen, jeg behøver slet ikke ilt mere. Før skulle jeg have 15 liter i minuttet. Jeg havde tre apparater stående, så der var lyd hele tiden. Jeg fik også ilt, når jeg sov. Og til sidst var de 15 liter heller ikke nok, siger Dorte Chabert.
Dorte Chabert går til genoptræning i kommunen, og der sker fremskridt hver dag. Sammen med sin mand har hun fire voksne sønner, et barnebarn og et til på vej.
- Jeg har lidt væske i benene, og det kan godt stramme lidt i arret, hvor jeg er syet sammen foran på brystbenet. Ellers har jeg det godt og er lykkelig for at have fået chancen for at se mine børnebørn vokse op, siger Dorte Chabert.
Svært at finde en donor
Et velfungerende immunforsvar går til angreb på alt, der er fremmed, og det er med til at holde os sunde og raske. Ved en transplantation kan immunforsvaret ikke genkende organet og vil forsøge at bekæmpe det. For hovedparten af transplanterede kan immundæmpende medicin holde immunforsvaret i skak og dermed forhindre kroppen i at afstøde donororganet. Det gælder bare ikke i Dorte Chaberts tilfælde. Hun har dannet for mange antistoffer i blodet mod fremmede vævstyper, formentlig på grund af at hun har fået fire børn. Det gør arbejdet med at finde en egnet donor ualmindeligt svært.
- I Toronto siger de, at hvis chancerne for at finde en egnet donor er meget små på grund af antistoffer, går vi en anden vej og fjerner antistofferne i blodet samtidig med transplantationen. I et traditionelt forløb kunne vi teste Dortes vævstype og antistoffer op mod et panel på 98 ud af 100 donorer uden at finde et match. Samtidig blev hendes lunger dårligere og dårligere, så vi var oppe mod tiden, siger Michael Perch, der er glad for, at operationen er lykkedes.
- Det var ikke sket uden en forbilledlig indsats fra hele det tværfaglige hold af eksperter fra Rigshospitalets transplantationsprogram. Nu håber vi på, at det kan blive en mulighed for andre patienter som Dorte, når det ikke er muligt at finde en egnet donor, siger Michael Perch.
Sådan virker Toronto-metoden
Toronto-metoden baserer sig på en ny behandlingsstrategi. I stedet for at vente på, at en donor med rette vævstype, blodtype og immunologisk profil dukker op, fjerner lægerne antistofferne, der fører til afstødning af donororganet, simultant under operationen. Det sker ved hjælp af en oprensning af blodvæsken, plasmaferese. Det er en procedure, der er helt almindelig, men ikke uden risiko.
På operationsbordet afviger metoden ikke meget fra den traditionelle. Den primære forskel er, at plasmaferesen foregår samtidigt med operationen. Derfor er der personale fra nyreafdelingen til stede under transplantationen. De udfører plasmaferesen og fjerner på den måde de farlige antistoffer. Samtidig gives der medicin, der neutraliserer immunforsvaret. Alt imens transplantationsteamet bestående af lungekirurger, anæstesilæger, operations- og anæstesisygeplejersker samt perfusionister går i gang med at fjerne modtagerens egne, syge lunger og gør klar til at sætte de nye lunger fra donor ind i patienten.
Plasmaferesen gentages fem gange i tiden efter transplantationen, og patienten skal tage immundæmpende medicin resten af livet.