"Per var ikke syg, faktisk fejlede han ingenting, og alting var fuldstændig normalt, da vi gik i seng. Jeg vågnede ved 6-tiden ved, at han sagde en mærkelig lyd, så jeg rakte ud efter ham og lagde hånden på hans bryst. Og så kunne jeg mærke, at han ikke trak vejret.
Jeg fik ringet 112, og jeg og mine børn prøvede at give ham hjertemassage. Der kom også en hjerteløber oppe fra vejen, som hjalp til, indtil ambulancen kom, og det lykkedes at få hans hjerte i gang igen. Inde på Rigshospitalet gjorde lægerne alt, hvad de kunne, men Per vågnede ikke. Det viste sig, at han havde fået en hjernehindeblødning, og vi fik at vide, at der ikke var noget at gøre. Han var hjernedød. Så sad vi der og tænke: Hvad sker der her?'. Det var helt uvirkeligt.
En hjernehindeblødning var skyld i, at Lotte Aabye pludseligt mistede sin mand gennem et kvart århundrede og faren til sine børn.
Vi havde talt rigtig meget om organdonation, for Per mistede selv sin far, da han var ung, og dengang var de ikke i stand til at tage en beslutning. Jeg ved, at det pinte ham, og han blev ved med at sige: "Det må aldrig være sådan, at du eller børnene sidder en dag og er i tvivl om, hvad jeg gerne vil". Det var vigtigt for ham at passe på sin familie og ikke bringe os i sådan en situation. Af den grund var både han og jeg registreret som organdonorer.
På det tidspunkt på hospitalet var der ikke rigtig nogen af os, der kunne rumme, at organerne skulle bruges til noget andet. Det var for abstrakt i den situation, tror jeg, og ingen af os havde måske reelt forstået, at han var død. Hvad betyder det at være hjernedød? Måske vågner han op, måske går der bare lidt længere tid? Det var svært at give slip. Hvordan skal man kunne sige ja til, at nogen går med noget af det kæreste, man har? Det er som om, det ikke kan være inde i hovedet, i hjertet eller i maven.
Jeg går normalt aldrig nogen steder, uden jeg har været i bad, taget make-up på og så videre. Den eftermiddag, da vi skulle tage hjem efter en helt uvirkelig dag på hospitalet, kommer jeg til at kigge ned ad mig selv – jeg står i en herreundertrøje og klipklapper. Det siger noget om, hvordan vores normale måde at være på bliver sat fuldstændigt ud af spil, når man bliver væltet omkuld på den måde. Så at tage den slags store beslutninger i den situation, det er næsten umuligt. Men Per havde jo taget beslutningen, og vi holdt fast i den, for vi vidste, at det var vigtigt for ham. Og for ungerne var det helt klart en lettelse, for de behøvede ikke tage stilling til det eller mene noget om det. Det er så meget lettere at være pårørende, hvis der er nogen, der har taget stilling.
Per havde givet tilladelse til, at alle hans organer måtte blive doneret. Vi fik blandt andet at vide, at hans lunger blev transplanteret til en svensk dame, og hans hjerte til en mand i 50'erne – som Per selv. Jeg vil ikke sige, at den viden gør sorgen eller savnet mindre – jeg har været sammen med ham hele mit liv, vi er vokset op sammen og har fået børn sammen, og vi skulle have haft sølvbryllup kort efter. Pludselig så er han der bare ikke. Og det hjælper organdonation ikke på. Men når nu tingene er sådan, er det faktisk rigtig rart for mig at vide, at der er nogle andre, som har fået et godt liv af det, og nogle andre familier, som er blevet glade. Og jeg ved, det ville have glædet Per, hvis han vidste, at hans organer er et andet sted, hvor de gør gavn."