Migræne

Basisbehan​dling

Paracetamol er førstevalg ved migræneanfald. Virker dette ikke godt nok, kan ibuprofen forsøges. 

Supplerende behandling

Virker hverken paracetamol eller ibuprofen tilstrækkeligt, behandles med sumatriptan tabletter 50 mg.

Hvis sumatriptan 50 mg ikke virker godt nok ved to af de første tre migræneanfald, kan dosis øges til 100 mg eller  ibuprofen tilføjes.

Hvis dette ikke virker, kan man skifte til en anden medicin af triptan-typen, fx rizatriptan eller zolmitriptan.

Ved behov for forebyggende behandling anbefales beta-blokkeren metoprolol.

Tag ikke hovedpinemedicin hver dag, da det i sig selv kan give hovedpine.

Læs mere om medicinsk behandling af migræne i Glostrup Hospitals pjece om hovedpines​ygdomme.

Anbefalet medicin*

Ved migræneanfald

  • Paracetamol (fx Pamol)
  • Ibuprofen
  • Sumatriptan tabletter

Forebyggende

  • Metoprolol (fx Mepronet) 

* Den anbefalede medicin er angivet med navnet på det virksomme indholdsstof først. Derefter kan der i en parentes være angivet et eksempel på et handelsnavn, hvis der ikke findes en medicin, hvor handelsnavnet er mage til navnet på det virksomme indholdsstof. Der kan findes flere handelsnavne med det samme virksomme stof. Navnene kan du finde på www.medicinpriser.dk ved at skrive det virksomme stof i søgefeltet.

Prisen på medicin kan skifte hver 14. dag. Apoteket oplyser om det til enhver tid billigste handelsnavn i en medicingruppe. Priser kan også ses på www.medicinpriser.dk.

Hvis du får medicin, som ikke er på Medicinlisten

Måske ordinerer din læge medicin, som ikke er på Medicinlisten. Det kan fx skyldes, at du bruger anden medicin, er gravid eller lider af en sygdom, hvor den foreslåede medicin ikke må bruges. Det kan også skyldes praktiske årsager, som fx hvor tit medicinen skal tages. Drøft det med din læge, hvis du er i tvivl.
 

Siden er sidst revurderet 16. september 2015 © Medicinfunktionen, Region Hovedstaden.

Redaktør