Veneblodpropper - værd at vide om

Veneblodpropper er blodpropper, der dannes i overfladiske eller dybe vener.

Patientvejledning

Hvad er veneblodpropper?

Der findes tre slags blodkar: 

  • pulsårerne, hvor blodet pumpes fra hjertet ud til kroppens organer. Pulsårerne ender i:
  • hårkarrene, hvor organerne optager næringsstoffer fra blodet. Fra hårkarrene løber blodet til:
  • venerne, hvor veneklapper sørger for, at blodet kun kan løbe én vej: tilbage til hjertet. 

Der findes overfladiske vener, som ligger lige under huden, og dybe vener, som ligger længere inde i kroppen. Veneblodpropper er blodpropper, der dannes i overfladiske eller dybe vener. Veneblodpropper opstår hyppigst i benene, undertiden i armene og i sjældne tilfælde i vener andre steder i kroppen. Veneblodpropper har man før i tiden kaldt årebetændelse, fordi blodpropperne tit medfører irritation af vævet omkring den tilstoppede vene. Der er dog normalt ingen bakterier til stede, og årebetændelse er derfor en dårlig betegnelse for sygdommen.

Hvem rammer sygdommen

Der er ca. 10.000 nye tilfælde om året i Danmark. I ca. 90% af tilfældene drejer det sig om blodpropper i benenes vener. Mænd rammes lidt hyppigere end kvinder.

Årsag

Ca. en tredjedel af veneblodpropperne opstår efter større operationer eller tilskadekomst med benene. I den anden halvdel af tilfældene kan man ikke påvise nogen udløsende faktor, men der kan tit påvises forskellige risikofaktorer:

  • Høj alder. Risikoen fordobles for hvert 10. leveår.
  • Nedsat bevægelse af benene, f. eks. ved sengeleje, lammelser, smerter, svær fedme, lange rejser
  • Nedsat strømning af blodet i venerne på grund af utætte veneklapper eller forsnævringer i vener eller pulsårer. 
  • Ændret hormonbalance, f. eks. p-piller, graviditet, østrogenbehandling.
  • Øget størkningstendens af blodet. (se eventuelt ”Værd at vide om BLODPROPTENDENS”).
  • Væskemangel ved utilstrækkelig væskeindtagelse eller efter overdreven alkoholindtagelse.
  • Kræftsygdomme.

Forhøjet kolesteroltal, forhøjet blodtryk, sukkersyge og rygning øger risikoen for pulsåreblodpropper, men ikke for veneblodpropper og blodpropper i lungerne (se eventuelt ”Værd at vide om PULSÅREBLODPROPPER”).

Symptomer

Overfladiske veneblodpropper kan ses som røde streger på huden og mærkes som ømme, faste strenge svarende til de tilstoppede veners forløb under huden. Overfladiske veneblodpropper er generende, men ufarlige, og kræver normalt ingen medicinsk behandling, da ømheden forsvinder af sig selv i løbet af 1-2 uger. Eventuelt kan man tage smertestillende tabletter eller bruge Hirudoid gel eller salve (fås i håndkøb), der får ømheden til at forsvinde hurtigere.

Dybe veneblodpropper medfører ligesom de overfladiske også ømhed i området omkring den tilstoppede vene. En dyb veneblodprop i et ben vil desuden ofte føre til hævelse af benet, da blodets normale vej ud af benet er spærret. Stasen i det ramte ben kan føre til, at benet bliver varmt, og at huden i området bliver rødlig eller blålig misfarvet. 

Tilsvarende forandringer kan ses i en arm, hvis blodproppen sidder i en dyb armvene. Symptomerne kan hos nogle være meget udtalte med svær ømhed, hævelse, feber og hudmisfarvning. Hos andre kan symptomerne være forsvindende, og blodproppen opdages da kun, hvis man foretager undersøgelse af sygdomme, der kan optræde som følgesygdomme til dybe veneblodpropper. De vigtigste følgesygdomme er blodpropper i lungerne (lungeemboli) (se eventuelt ”Værd at vide om BLODPROPPER I LUNGERNE”) og kroniske bensår (ulcus cruris).

Undersøgelser

Overfladiske veneblodpropper giver så karakteristiske hudforandringer, at diagnosen normalt kan stilles direkte uden supplerende undersøgelser. Ved mistanke om dybe veneblodpropper foretages ultralydundersøgelse eller en røntgenundersøgelse, hvor der indsprøjtes kontraststof i en vene. Kun herved kan man sikkert fastslå diagnosen. Hvis der er mistanke om, at dybe veneblodpropper efter dannelsen har løsnet sig og er blevet ført med blodstrømmen til lungerne, foretages endvidere scanning af lungerne enten efter indsprøjtning af en lille mængde radioaktivt stof eller ved en særlig røntgenundersøgelse (spiral CT-scanning). Hos yngre personer med uforklarede veneblodpropper tages blodprøver, så man kan undersøge, om personen har særlig blodproptendens. 

Sygdomsforløb

Overfladiske veneblodpropper vil normalt ende som en uøm, fast streng under huden. Dybe veneblodpropper kan have forskelligt forløb:

  1. Hele blodproppen eller en del af den kan løsne sig og ende som blodprop i lungerne. Lungeblodpropper kan vise sig ved pludseligt indsættende vejrtrækningsbesvær, eventuelt ledsaget af stingsmerter ved vejrtrækning. Risikoen for lungeblodpropper er størst de første dage efter, at veneblodproppen er dannet. Risikoen falder betydeligt, så snart man starter blodprophæmmende behandling.
  2. Blodproppen kan vokse fast til venen, som herefter vil forblive lukket resten af livet. Blodpropdannelse i en stor, dyb vene, f. eks. i bækkenet, låret eller skulderen, fører ofte til blivende aflukning af venen. Omdirigering af blodstrømmen til mindre venesidegrene kan i starten føre til kraftig hævelse og ømhed af det ramte ben eller den ramte arm. Ømheden fortager sig normalt i løbet af 1-2 uger.  De små vener vil i løbet af de følgende uger og måneder gradvis blive udvidet, så trykket og dermed også hævelsen falder. Hvis en blodprop i et ben fører til vedvarende hævelse af benet, er der risiko for udvikling af eksem og eventuelt sår på underbenet. 
  3. Blodproppen kan blive nedbrudt af enzymer i blodet, så der igen er passage gennem venen. Blodpropper i mindre, dybe vener, f. eks. venerne i underbenet, opløses ofte helt eller delvis i løbet af uger til måneder. Hvis opløsningen sker langsomt vil veneklapperne i den ramte vene ofte være beskadiget, når der igen kommer gennemstrømning i karret. Dårlig veneklapfunktion kan medføre vedvarende tendens til hævelse af benet og øget risiko for nye blodpropper. Blodpropper i underbenene eller i armene medfører dog sjældent problemer på længere sigt.

Så længe der er hævelse af benet, vil løb og gang kunne medføre tyngdefornemmelse og eventuelt smerter i benet. Samme problemer kan man have, hvis man står op meget af dagen og ikke får bevæget benene. Med anvendelse af kompressionsstrømpe på benet kan man ved gang og løb gradvis træne benet til bedre funktion.

Behandling

Dybe veneblodpropper behandles med medicin mod blodpropper, og ved blodpropper i benene, endvidere med støttende forbinding eller strømpe på det syge ben. Man kan normalt være oppegående under behandlingen, og indlæggelse er sjældent påkrævet, når først behandlingen er påbegyndt. Indlæggelse er dog påkrævet i de tilfælde, hvor der gives blodprop-opløsende medicin (se eventuelt ”Værd at vide om TROMBOLYSEBEHANDLING”).

Den medicinske behandling indledes normalt med daglige indsprøjtninger i huden af heparin, der straks standser væksten af blodpropper (se eventuelt ”Værd at vide om HEPARINBEHAND-
LING”). Samtidig startes antikoagulationsbehandling (AK-behandling) med tabletter (Marevan eller Marcoumar) (se eventuelt ”Værd at vide om AK-BEHANDLING”). Tabletterne hæmmer blodets størkningsfaktorer, men virkningen kommer først i løbet af nogle dage. Virkningen af tabletterne på blodets størkning kontrolleres ved blodprøvetagning, som i starten af behandlingen sker med få dages interval. 

Blodanalysen kaldes INR. I blodprøven måler man blodets størkningstid og beregner forholdet mellem patientens størkningstid og normal størkningstid. INR er normalt 1. Under AKbehandlingen stiler man efter at få INR til at stige til mellem 2 og 3. Når blodprøverne viser tilfredsstillende virkning af tabletterne, kan man ophøre med de daglige heparin-indsprøjtninger. Tabletbehandlingen gives normalt i 3-6 måneder. 

Behandlingen gives i længere tid, hvis der tidligere har været veneblodpropper, eller hvis man af anden grund vurderer, at risikoen for nye blodpropper fortsat er høj efter 6 måneders behandling. 
Hvis et ben er hævet på grund af dybe veneblodpropper, bør der, så snart diagnosen er stillet, lægges støttende forbinding eller støttestrømpe på det syge ben. Lægen skriver herefter henvisning til en bandagist, der tager mål til en kompressionsstrømpe. 

I de fleste tilfælde anbefales en knælang kompressionsstrømpe, trykklasse 2 (se eventuelt ”Værd at vide om KOMPRESSIONSSTRØMPER”). Kompressionsstrømper anvendes, så længe benet har tendens til at hæve. Herved kan man i betydelig grad nedsætte risikoen for, at hævelsen af benet fører til eksemdannelse og kroniske bensår. Udgiften til kompressionsstrømper betales af kommunen, hvis man henvender sig i Social- og Sundhedsforvaltningen med henvisningen, inden man går til bandagisten. 
 

Redaktør