Varicocele (årebrok) - operation

Information om operationen og tiden efter operationen.

Hvorfor skal du opereres?

Varicocele (årebrok) kan blive stort og spændt. Hvis det generer dig på grund af størrelse, tyngde eller smerter, kan det opereres. En anden grund til at få det opereret, kan være dårlig sædkvalitet, idet store årebrok bevirker en lille temparaturforhøjelse i pungen, som kan påvirke sædproduktionen negativt.

Dagen inden operation

  • Du skal møde på afsnittet, dagen før du skal opereres. Her vil du blive modtaget af en sygeplejerske, der vil guide dig gennem dagen, gennemgå operationsforløbet med dig og vil kunne besvare evt. spørgsmål.
  • Du skal også have optaget journal af en læge, som vil informere nærmere om operationen.
  • Du skal have taget blodprøver, samt aflevere en urinprøve.
  • Du skal tale med narkoselægen, som vil gennemgå, hvordan du bliver bedøvet.
  • Du skal faste fra kl. 02, men du må drikke 1-1½ glas vand eller saft indtil kl. 06.

Du er velkommen til at tage hjem og sove og møde ind på afsnittet på operationsdagen kl. 6.30.

Operationsdagen

  • Du vil blive vækket om morgenen, hvor der måles blodtryk, puls og temperatur.
  • Du vil blive tilbudt 2 glas sød saft. Herefter skal du i bad, have rent tøj og støttestrømper på.
  • Portøren vil komme og hente dig og køre dig ned på operationsgangen.

Operationen

Operationen varer ca. 1 time. Der er i forbindelse med operationen risiko for blødning, hvorfor blodtransfusion kan blive nødvendigt. Dette skal du acceptere.

Efter operationen

Du bliver kørt tilbage på afsnittet, hvor du vil blive taget imod af en sygeplejerske, som vil måle blodtryk, puls og temperatur samt tilbyde dig mad og drikke. Du vil have en lille kanyle i hånden, som under operationen har været brugt til at give medicin og væske.

Du vil have en forbinding i lysken, hvor du er blevet opereret. Den ser vi til efter operationen, for at kontrollere en evt. blødning. Du vil desuden få lagt gaze under pungen og få nettrusser eller stramme underbukser på, som løfter pungen, for at undgå hævelse. Du vil opleve lette smerter efter operationen, som almindelig hånskøbsmedicin vil kunne klare.

Udskrivelse

Du vil sædvanligvis kunne gå hjem samme aften eller dagen efter. Vi fraråder at du tilbringer den første nat alene efter operationen og det er ikke tilladt at køre bil samme dag på grund af narkosen.

Trådene, hvor du er opereret, opløses af sig selv efter ca. 2-3 uger. Hvis andet er tilfældet, informerer vi dig om det.

Ca. 3 måneder efter operationen skal du komme til kontrol i vores klinik.

Komplikationer

Det første døgn efter operationen skal du kontakte Afdeling for Urinvejskirurgi, hvis du oplever følgende:

  • Feber over 38 grader C
  • Rødme, hævelse
  • Stærke smerter
  • Sivning/blødning fra operationssåret.

Hvis der opstår komplikationer efter det første døgn, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge/1813.

I sjældne tilfælde (5%) kan der efter operationen opstå blodansamling i såret eller pungen. Den vil sædvanligvis forsvinde inden for 4-6 uger.

Vandbrok forekommer hos 1-2 % efter operationen. Selve årebrokket bliver mindre men forsvinder ikke, før der er gået 6-12 måneder. I nogle tilfælde forsvinder det ikke. I langt de fleste tilfælde vil symptomerne som trykken, tyngdefornemmelse og ubehag forsvinde.

Levevis efter operationen

Ved badning skal du blot skylle hen over såret med bruseren. Husk at fjerne forbindingen før badet. Du må ikke gå i karbad, svømmehal eller bade i havet før efter trådene har opløst sig. Det vil sige efter 3-4 uger.

Den første uge efter operationen skal du fortsat gå med nettrusser/stramme underbukser og gaze. Du får udleveret materialer, inden du bliver udskrevet.

Du skal undgå tunge løft over 5 kg de første 2 uger. Du skal være seksuelt afholdende de første 14 dage efter operationen.

Det er vigtigt at du spiser en sund og varieret kost. Gerne rig på proteiner, da det fremmer kroppens helingsproces.

Redaktør