VATS-lobectomi (kikkertoperation i brysthulen)

Ved VATS-operation føres en kikkert ind gennem et lille hul mellem ribbenene. Gennem yderligere to små huller kan kirurgen fjerne ungelappen. 

Denne pjece omhandler information omkring fjernelse af en lungelap ved en kikkertoperation.

Pjecen indeholder information om selve operationen, jeres indlæggelsesforløb og den første tid efter operationen. 

VATS er en forkortelse for video-assisted thoracic surgery, som på dansk betyder en kikkertoperation i brysthulen. Ved denne operation føres en kikkert ind gennem et lille hul mellem ribbenene. Gennem yderligere to små huller kan kirurgen fjerne ungelappen. 

Forundersøgelse på afdeling 4144

Dagen før operationen skal I møde til forundersøgelse på sengeafsnit for Børn og Unge med Hjertesygdomme, hvor I her skal:  

  • Tale med en lungekirurg  
  • Tale med en narkoselæge  
  • Tale med en børnelæge 
  • Tale med en sygeplejerske 
  • Have målt blodtryk, temperatur og iltmætning 
  • Vejes og måles 
  • Have taget blodprøver 
  • Evt. have taget et røntgenbillede af hjerte og lunger 

Operationsdagen 

I får udleveret Hibiscrub svampe i afdelingen, som jeres barn skal vaskes med aftenen inden operationsdagen og på selve dagen. Når I kommer på afdelingen, vil I få tildelt en stue og udleveret hospitalstøj. Jeres barn kan få beroligende medicin omkring en halv time før operationen, hvis dette er aftalt med narkoselægen. 
  
Umiddelbart inden operationen, vil en sygeplejerske og portør følge jer til operationsgangen. Det har stor betydning for jeres barns tryghed, at I er hos barnet indtil barnet sover. Sygeplejersken følger jer tilbage til afsnit 4144.  

Under operationen 

Som forældre er det helt naturligt at være nervøse og bekymrede. Ventetiden omkring operationen kan føles lang, og det kan derfor være en god idé at gå en tur eller foretage jer andre ting som kan adsprede.   

Operationen 

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Der lægges et dræn (tynd plastikslange) i siden af brystkassen ved afslutningen af operationen. Dette for at få lungen til at folde sig ud samt for at lede overskydende væske ud. Samtidig med at drænet lægges, placerer kirurgen et tyndt smertekateter, som ligger ved siden af drænet. Smertekateteret indeholder lokalbedøvende medicin, som virker i området omkring lungen, hvor der er blevet opereret. Smertekateter og dræn fjernes som regel samtidig - typisk dagen efter operationen. 

Der kan være behov for at anlægge et blærekateter (en tynd plastikslange i urinrøret), hvor urinen løber ned i en pose. Blærekateteret fjernes samme dag eller dagen efter operationen.  

Efter operationen 

Efter operationen vågner jeres barn op på en af vores opvågningsstuer på afsnit 4141 til overvågning i nogle timer eller evt. natten over. Der er desværre ikke mulighed for, at forældre kan overnatte på 4141. Når jeres barn kommer på 4144, er det kun muligt for én forældre at overnatte med barnet.  
Det tilstræbes at lungekirurgen altid kommer efter operationen for at forklare forløbet. 

Smerter kan ikke helt undgås efter operationen, men de fleste børn har god smertedækning af smertekateteret, paracetamol, Ibuprofen og morfin. Det er vigtigt, at jeres barn er godt smertedækket for at kunne trække vejret dybt, hoste samt komme ud af sengen. Kvalme og opkastning kan forekomme lige efter operationen, men kan afhjælpes med kvalmestillende medicin.  

Aktivitet 

Efter operationen er det vigtigt at jeres barn hurtigt kommer i gang med at lege og bevæge sig. Når jeres barn skal ud af sengen de første gange, er det vigtigt, at I forældre udstråler ro og beslutsomhed, så I er med til at sikre, at barnet er trygt og får en god oplevelse. 

Udskrivelse 

I kan forvente at blive udskrevet 2-3 dage efter operationen. Når jeres barn bliver udskrevet, får I smertestillende medicin med hjem til de første dage. Der må forventes nogen ømhed i 1-2 måneder efter operationen.  
 
Barnet må gerne komme i brusebad efter operationen, der skal sættes badeplaster på så længe der sidder tråde. Dræntrådene skal fjernes 10 dage efter at drænet er fjernet, og foregår som udgangspunkt hos egen læge. Sårene efter kikkerthullerne sys med tråd, der opløses af sig selv. Karbad og svømmehal frarådes, indtil såret er helet og dræntrådene er fjernet.

Komplikationer efter VATS 

Der opstår sjældent komplikationer efter VATS, men I skal være opmærksomme på, hvordan jeres barn har det. Hvis I oplever, at jeres barn bliver gradvist mere forpustet, får feber (temperatur over 38o) eller hvis der ses rødme, varme og/eller hævelse omkring sårene skal I henvende jer til Akutmodtagelse for Børn og Unge på telefonnummer 35 45 50 62.  
Det kan være et tegn på betændelse i huden, begyndende lungebetændelse eller dannelse af væske omkring lungen, som evt. skal tømmes ud.

Restriktioner 

Barnet kan komme i institution og skole 10 dage efter operationen. Der frarådes vild leg, kontaktsport, slåskampe med uhensigtsmæssige bevægelser og belastning af overkrop i 4 uger efter indgrebet. 

Opfølgende kontrol  

I vil blive indkaldt til kontrol i børneambulatoriet på Rigshospitalet afsnit 5003, hvor I vil tale med en læge med speciale i børnelunger. Tidspunktet for den opfølgende kontrol vil som regel være 3-4 uger efter operationen, men den udskrivende læge kan vurdere at det er nødvendigt med en tidligere kontrol.  
Der tages som hovedregel et almindeligt røntgenbillede, men en CT-scanning er nogle gange ønskeligt. Eventuelt tages også blodprøver. Forløbet omkring operationen og frem til kontrollen gennemgås, og der udføres almindelig undersøgelse af brystkassen. Billederne af lungerne ses igennem og resultatet af undersøgelsen, af det fjernede lungevæv, forklares.  
Det videre forløb samt eventuelle behov for yderligere kontroller aftales individuelt. 

Redaktør