Udskrivelse efter cystektomi - med og uden urinafledning

Du skal forvente at være indlagt ca. 5 dage i alt. Det vil sige 3 dage efter operationen.

Du skal forvente at være indlagt ca. 5 dage i alt. Det vil sige 3 dage efter operationen. Hvis du har fået en tarmblære eller Indiana Pouch, skal du gå med kateter i ca. 2-3 uger, hvorefter kateteret fjernes ambulant.

Søvn/hvile

En almindelig følgetilstand efter større kirurgisk behandling er udtalt træthed, som først fortager sig i løbet af 2-3 måneder. Tag et hvil i løbet af dagen.

Fysisk aktivitet

I de første 2-3 måneder er det vigtigt at motionere dagligt, men du skal respektere kroppens signaler om træthed og sørge for at hvile ind imellem. Du må i de første 3 måneder kun løfte hvad der svarer til 5 kg. Efter 3 måneder er der ingen fysiske restriktioner.

Ernæring

Det er vigtigt at få en varieret proteinrig kost, som kan hjælpe dig til at genopbygge musklerne igen. Proteiner findes især i: kød, fisk, mælkeprodukter, æg og nødder. Formentlig har du tabt dig i forbindelse med indgrebet. Dette vægttab skyldes først og fremmest tab af muskelmasse og skal derfor ikke genskabes af ekstra kalorier i form af fedt, men genvindes efterhånden som fysikken genoprettes.

Der er ingen andre kostmæssige restriktioner. Har du kvalme eller madlede er det vigtigt at du indtager hvad der frister, det kan være en idé at fordele flere små måltider ud over hele dagen.

Med mindre andet er oplyst under indlæggelsen, skal du bestræbe dig på at indtage 1,5 – 2 liter væske dagligt. Nogen finder det gavnligt at holde regnskab med væskeindtaget den første tid efter udskrivelse.

Rygning

Tobaksrygning må generelt frarådes.

Vægt

Når du kommer hjem skal du veje dig på din egen vægt dagligt gennem de første uger efter udskrivelsen. Det er vigtigt at vægten er stabil. Et pludseligt vægttab kan skyldes at du ikke har drukket nok i forhold til dit behov. Du skal derfor forsøge at sætte dit væskeindtag op.

Afføring

Du skal gerne have afføring hver eller hver anden dag. Hvis maven ikke er i gang hver eller hver anden dag - skal du reagere. Motion kan hjælpe til at stimulere tarmens bevægelse. Er dette ikke nok, kan du købe afføringsmiddel i håndkøb på apoteket. Prøv fx 1 gr. Magnesia 1-2 gange dagligt. Det er normalt, at have behov for at anvende afføringsmiddel i de første måneder efter operationen.

Urinafledningen

Det er vigtigt at du holder øje med at din nye urinafledning fungerer. Dvs. at der kommer urin svarende til hvad du indtager af væske. Urinen skal gerne være lysegul, en mørkere gul nuance er tegn på at du skal drikke mere.

Hævelse af pungen

Du kan efter operationen opleve hævelse og misfarvning af pungen, dette foretager sig med tiden. Du kan lette symptomerne ved at elevere pungen med en lille ble.

Sivning af væske fra vagina

Du kan i en periode efter operationen opleve, at der siver rødlig eller klar væske fra vagina. Dette er helt normalt. Sivningen aftager med tiden.

Hvad sker der seksuelt?

Fjernelse af blæren påvirker det seksuelle hos begge køn.

Hos mænd vil indgrebet påvirke potensen således, at der kun kan opnås minimal rejsning. Evnen til at få udløsning bliver normalt ikke påvirket, men der kan ikke forekomme udtømmelse af sædvæske, da prostata og
sædblærer er fjernet. I særlige tilfælde, hvor kræften ikke er fremskreden kan indgrebet foretages nervesparende, således at potensen forsøges bevaret.

Når lysten til sex vender tilbage efter indgrebet, bør du tale med lægerne i klinikken ved et af kontrolbesøgene. Der er god mulighed for at kunne opnå rejsning med injektionsbehandling, og du vil blive tilbudt oplæring i selvinjektion. Andre hjælpemidler kan komme på tale, men chancen for at løse problemet med f.eks. Viagra eller Cialis er desværre minimal.

Hos kvinder kan indgrebet også påvirke sexlivet, idet det kan være nødvendigt at fjerne en del af vagina for at gøre kræftoperationen tilstrækkelig sikker. Normalt fjernes der kun ca. 1 cm af vaginas længde. Arvæv i det lille bækken vil evt. kunne give smerter under samleje, men disse smerter plejer at fortage sig efter nogle måneder.

Er man interesseret, og er der problemer med at få det til at fungere, er der mulighed for samtale ved en specialuddannet klinisk sexolog, som er ansat i afdelingen.

Alvorlige symptomer, du skal reagere på

Feber, smerter i nyren / flanken, utilpashed, kvalme og opkast, svimmelhed, smerter, stakåndethed, o. lign er tegn på, at der kan være problemer, der går ud over hvad du selv kan løse derhjemme. Det er vigtigt at du reagerer ved at ringe ind til afdelingen. Du skal ikke først kontakte det lokale sygehus eller vagtlæge, så går der ekstra tid før du kan få hjælp, og ikke alle har ekspertise indenfor håndtering af problemer, når patienten er urinafledt.

7 gode råd når du kommer hjem:

  • Hold øje med at maven fungerer
  • Sørg for at drikke rigeligt – dvs 1,5 – 2 liter dagligt
  • Spis en varieret proteinrig kost. Gerne flere små måltider fordelt ud over hele dagen
  • Hold øje med din vægt
  • Hold øje med at din stomi/neoblære/pouch fungerer
  • Hold øje med om du har fået infektion i urinvejene. Har du mistanke om dette – kontakt afdelingen
  • Reager hvis der er noget, der ikke er, som det skal være – Kontakt afdelingen

Inden for en uge efter du er kommet hjem, bliver du ringet op af en sygeplejerske, som vil spørge til, hvordan det går derhjemme. Her vil der være fokus på mave/tarm funktion, fysisk aktivitet, ernæring, vægt mm. Du kan forberede dig til samtalen ved bl.a. at have skrevet spørgsmål ned og have vejet dig.

10 dage efter operationen skal du have fjernet trådene eller clips fra operationssåret. Det kan du få gjort hos din egen læge eller ved en hjemmesygeplejerske d. ______________

Har du fået en stomi, skal du på 10. dagen også have fjernet de 2 ureterkatere, der kommer fra nyrene og ud gennem din stomi. Dette kan egen læge eller hjemmesygeplejersken gøre d. ______________

Du får alle materialer, vejledning og antibiotika (der skal tages på dagen) med hjem. Du skal have kontrolleret dit nyretal (kreatinin) ved en blodprøve ca 1-2 dage herefter. Dette kan gøres hos egen læge.

Du skal have en blodfortyndende indsprøjtning (Innohep) 30 dage efter operationen.

2-3 uger efter udskrivelsen kommer du i klinikken til kontrol. Tiden bliver sendt i E-boks. Hvis du fået Indiana pouch eller neoblære, får du fjernet dit kateter i afdelingen samme dag, og bliver i den forbindelse oplært i éngangskaterisering ved en sygeplejerske.

6-8 uger efter operationen skal du have lavet en undersøgelse, der kontrollerer nyrefunktionen (renografi). Du får svar på denne i klinikken samme dag. Tiden bliver sendt i E-boks.

Redaktør