Der kan være forskellige årsager til, at vi anbefaler dig at malke ud inden fødslen.
Den første mælk, der er i brystet, kaldes råmælk. Det er normalt at begynde at producere små mængder råmælk midt i graviditeten. Du kan ikke altid se råmælken. Råmælken stabiliserer barnets blodsukker mere effektivt, end modermælkserstatning gør. Derfor anbefaler vi nogle gravide at malke ud i graviditeten, typisk 1-3 uger før, de skal føde. Aftal med din jordemoder, hvornår du kan starte.
Udmalkning af råmælk i graviditeten påvirker ikke mængden af den mælk, du producerer lige efter fødslen, negativt. Derimod forbereder den dit bryst til amning. Det er individuelt, hvor lang tid det tager at malke ud, og hvor meget råmælk der er ved udmalkningen. De første gange, du malker ud, er det normalt, at der kun kommer lidt eller ingen mælk ud. Mængden kan svinge fra under 1 ml til over 5 ml. Selvom du kun opsamler en lille mængde råmælk, er den vigtig for dit barn.
Du kan til enhver tid stoppe med håndudmalkningen, hvis du ikke ønsker at fortsætte.