Tømning af væske fra lungerne, ved ultralydsskanning

Ved hjælp af ultralyd, bliver væsken, der skal tømmes fra lungerne, lokaliseret. Herefter tømmes væsken, via dræn, fra lungerne.

Kort om behandlingen

Du skal have fjernet væske fra lungerne. Vi bruger ultralyd til at se, hvor væsken skal tages fra. I enkelte tilfælde sender vi væsken til nærmere undersøgelse. Ofte sætter vi et dræn ind i forbindelse med behandlingen. Drænet er et plastikrør, der kan tømme væske ud af kroppen og over i en pose. Vi bruger eventuelt kontraststof for at gøre forskellen mellem blodkar, organer og væv tydeligere.

Selve behandlingen varer 20-30 minutter, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse til undersøgelsen, og bagefter holder vi øje med dig for at sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Billede af en igangværende ultalydsskanning.

Vigtig forberedelse

Du skal have taget en blodprøve

Inden behandlingen skal du have taget en blodprøve for at kontrollere blodets evne til at størkne. 

Du skal selv bestille tid. Blodprøven skal tages senest 24 timer før behandlingen

Hvis du skal faste

Afhængigt af formålet med din behandling skal du eventuelt møde fastende på hospitalet. Du får information om hvordan i den afdeling, der har henvist dig til behandling.

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du ringe til den læge eller afdeling, der har henvist dig. Det kan have betydning for, hvordan vi skal behandle dig.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Behandlingen

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men området, vi behandler, er bedøvet.

Behandlingen

Du ligger ned eller sidder, mens vi behandler dig. Vi smører gelé på din hud og fører et ultralydshoved hen over huden med et let pres. Via ultralydshovedet dannes der billeder på en skærm, så lægen kan se, hvor væsken skal tømmes fra. Lægen tømmer væsken med en nål. Det kan være nødvendigt at stikke mere end en gang, og du kan kortvarigt få ondt, når væsken fjernes.

Vi lægger ofte også et dræn, som kan lede væske væk fra din lunge og over i en pose. Vi taler med dig om det, hvis det gælder for dig.

Risiko ved behandlingen

Ved nogle behandlinger er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

Sammenklappet lunge

Lungen kan klappe sammen. Risikoen er meget lille, da vi benytter ultralyd under behandlingen, så vi hele tiden kan se lungen. Hvis lungen klapper sammen, skal du have lagt et dræn i lungehulen, som hjælper lungen med at folde sig ud. Du skal være på hospitalet, så længe du har drænet siddende.

Efter behandlingen

Du kan være øm

Det er normalt at være øm i brystet efter behandlingen. Du kan tage smertestillende medicin med paracetamol mod ømheden. Lægen taler med dig om, hvad du skal være opmærksom på, inden du forlader afdelingen.

Du kan få et blåt mærke

Du kan få et blåt mærke og hæve lidt, der hvor væsken er taget fra. Det er normalt og går over af sig selv.

Du får fjernet dræn

Den læge eller afdeling, der har henvist dig til behandlingen, afgør, hvornår drænet kan fjernes igen. Det er også dem, der fjerner det.

Svar på væskeprøven

Hvis væsken er blevet sendt til nærmere undersøgelse, får du svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til behandlingen. Du kan også se svaret på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Du kan få mere viden om denne type behandlingwww.patienthåndbogen.dk. Søg på ’Indgreb under vejledning af billeddannende undersøgelse’.

Redaktør