Svær bevidsthedssvækkelse og konfusion

Information henvendt til de pårørende af patienter med svær bevidsthedssvækkelse og konfusion.

En pjece til pårørende

Forord

Neurocentret på Rigshospitalet behandler patienter med sygdomme i nerver, hjerne og rygmarv. Det indbefatter både udredning af sygdomme, medicinsk behandling, operationer, akutmodtagelser og genoptræning.

En del af de indlagte patienter i Neurocentret er ramt af en diffus påvirkning af hjernen og kan i en kort eller lang periode være bevidsthedspåvirkede på en sådan måde, at de måske slet ikke registrerer eller reagerer på deres omgivelser. Andre patienter reagerer måske på omgivelserne men er forvirrede og ved måske ikke, hvor de er henne, eller hvorfor de er her.

Formålet med denne pjece er at give jer som pårørende information om bevidsthedssvækkelse efter en diffus påvirkning af hjernen. Ved bevidsthedssvækkelse menes overgangen fra at være vågen og opmærksom på omgivelserne til ikke at være vågen eller registrere omgivelserne. Ved diffus menes, at påvirkningen af hjernen er spredt over et større område uden tydelig afgrænsning.

I den første del af pjecen uddybes, hvad der forstås ved bevidsthedssvækkelse, herunder gennemgås de forskellige grader af bevidsthedssvækkelse: Koma, vegetativ tilstand og minimalt bevidsthedsniveau. 

Der beskrives, hvad man kan forvente af reaktioner hos patienten i de forskellige tilstande, samt hvor længe det forventes, at patienten er i tilstanden. Den tilstand af konfusion/delir, der kan følge efter bevidsthedssvækkelse, beskrives også. Denne del af pjecen afsluttes med en kort gennemgang af, hvilke former for behandling der findes, samt hvad der sker i hjernen, når man bliver bevidsthedssvækket.

I den sidste del af pjecen gives en række råd til, hvordan man som pårørende kan få det bedste ud af besøg hos og samvær med bevidsthedssvækkede patienter. Inspiration til disse er hentet fra ”Family Guide to the Rancho Levels of Cognitive Functioning” udgivet af Rancho Los Amigos Hospital, Californien, USA.

Til sidst er der indsat links til hjemmesider på internettet, hvor du har mulighed for at indhente flere informationer om emnet.

Med venlig hilsen

Neuropsykologerne
Anne Norup og Christina Engelmann

Svær bevidsthedssvækkelse 

Efter en diffus påvirkning af hjernen kan bevidsthedssvækkelse indtræffe. Nogle patienter forbliver bevidsthedssvækkede i længere tid, mens andre bedres gradvist.

Du kan se et såkaldt klassisk opvågningsforløb i figur 1, og du kan læse om de forskellige tilstande i opvågningsforløbet i de næste afsnit.

Figur 1

Man har i mange år anvendt forskellige ord for grader af bevidsthedssvækkelse eller bevidsthedspåvirkning. De enkelte tilstande kan på en forholdsvis enkel måde beskrives ud fra de engelske begreber arousal og awareness. Der findes ikke nogle helt dækkende ord for begreberne på dansk. Arousal har at gøre med vågenhed og energiniveau. Awareness har at gøre med fokusering af opmærksomhed mod sig selv eller omgivelserne, se figur 2. 

Figur 2, tilpasset fra Laureys S et al. 

Som det fremgår af figur 2, så vil patientens vågenhed og fokusering af opmærksomhed mod omgivelserne være påvirket på forskellige måder i de forskellige grader af bevidsthedssvækkelse.

Koma

Når en patient er i koma, er patienten hverken vågen eller i stand til at rette sin opmærksomhed mod omgivelserne. Patienter i koma ligger med lukkede øjne (ingen energi/arousal), ligesom patienten heller ikke retter sin opmærksomhed mod omgivelserne og derfor heller ikke reagerer på, hvad der sker i eller omkring dem (ingen opmærksomhed/awareness). Koma varer som oftest 2-4 uger, hvorefter bevidsthedsniveauet øges eller patienten dør af skaden.

Patienter i koma kan ikke selv trække vejret, da de områder i hjernen, som normalt hjælper patienten med at trække vejret, er påvirkede. Patienter i koma får derfor hjælp til at trække vejret i en respirator, ligesom det sikres, at patienten har frie luftveje. Når patienten er i respirator, vil han/hun få bedøvende medicin for at skåne hjernen og få kroppen til at slappe af. Hvis ikke patienten var bedøvet eller lå i respirator, ville patienten dog fortsat være bevidstløs.

Eftersom patienten i koma ikke selv kan synke eller hoste, vil personalet suge spyt og slim op af halsen. Patienten vil blive vendt i sengen for at undgå liggesår og få mad gennem en sonde i næsen. Der er brug for hjælp til alle kropslige funktioner.

Patienter i koma vil: 

  • ikke have deres øjne åbne
  • ikke følge opfordringer (fx ”tryk mig i hånden” eller andet)
  • ikke tale eller udtrykke sig på anden vis
  • ikke have meningsfulde eller målrettede bevægelser 

Vegetativ tilstand

Når en patient er i en vegetativ tilstand, så er patienten som udgangspunkt i stand til at trække vejret selv (der kan dog være særlige årsager til, at det ikke er muligt). Patienten kan have en eller anden form for døgnrytme – eksempelvis have åbne øjne om dagen og lukkede øjne om natten (begyndende energi). Patienten reagerer dog ikke på, hvad der sker i kroppen eller omkring ham/ hende. Eksempelvis reagerer patienten ikke, når vi beder ham/hende om at blinke, vise fingre, trykke i hånd, åbne munden eller andet (ingen  fokuseret opmærksomhed). Vegetativ tilstand kan være en kortvarig og derved midlertidig tilstand. Det kan også være en varig tilstand.

En patient i vegetativ tilstand vil som nævnt ofte kunne trække vejret selv, og der vil derfor ikke længere være behov for respiratorbehandling. Dette skyldes, at hjernen igen bliver i stand til at varetage livsvigtige funktioner som hjertefunktion, vejrtrækning og blodtryk. Eftersom patienter i vegetativ tilstand fortsat er svært bevidsthedssvækkede, vil de stort set have brug for samme hjælp som personer i koma. 

Patienter i vegetativ tilstand vil:

  • formentlig have perioder med vågenhed/øjenåbning
  • måske komme med uforståelige lyde
  • måske kunne græde eller smile tilfældigt, uden det kan relateres til en bestemt situation, eller noget sagt eller gjort 
  • måske kunne sitre ved høje lyde 
  • ikke følge opfordringer (fx ”tryk mig i hånden” eller lignende) 
  • ikke tale og udtrykke sig på anden vis 
  • ikke have meningsfulde eller målrettede bevægelser
En patient i vegativ tilstand
Foto: Colourbox

Minimalt bevidsthedsniveau

En patient på minimalt bevidsthedsniveau vil være vågen (dvs. have perioder med åbne øjne) og indimellem i glimt reagere relevant på omgivelserne. Eksempelvis kan det være, at patienten en gang imellem svarer ”ja” eller ”nej” på et spørgsmål eller trykker i hånd, når man beder ham/ hende om det. Det er også muligt, at patienten kan smile eller græde, når man siger noget sjovt eller trist. På andre tidspunkter vil patienten ligne patienter i vegetativ tilstand, og der vil slet ikke ses nogen reaktioner. 

De glimtvise reaktioner skyldes formentlig udsving i patienters energi og vågenhed. Minimalt bevidsthedsniveau kan være en kortvarig og derved midlertidig tilstand. Det kan også være en varig tilstand.

Når patienter på denne måde kun virker til at være bevidste i kortere perioder, har patienten således et minimalt bevidsthedsniveau. Man kan også sige, at patienten indimellem, men ikke altid, er opmærksom på, hvad der sker i kroppen og i omgivelserne.

Patienter på minimalt bevidsthedsniveau vil på nogle tidspunkter kunne: 

  • følge simple opfordringer (fx ”se på mig”, 
  • ”tryk mig i hånden”)
  • svare ”ja” eller ”nej”, ved enten at sige det eller bruge kropssprog/fagter/gestik 
  • sige enkelte ord eller korte sætninger
  • smile, grine eller græde som reaktion på noget 
  • række ud efter ting omkring dem
  • forsøge at holde og bruge ting
  • fastholde blikket på personer og følge dem med øjnene 

Igen er det vigtigt at vide, at en person på minimalt bevidsthedsniveau kun vil kunne gøre disse ting en gang imellem. Sandsynligheden for en reaktion er størst, når vågenheden er størst, hvilket ofte er under træning eller anden form for stimulation i løbet af dagen: Eksempelvis når patienten kommer op at sidde eller i andre helt almindelige hverdagsaktiviteter, hvor aktivitetsniveauet øges, såsom påklædning, tandbørstning og lignende.

Locked-in syndrom

Det er vigtigt at skelne svær bevidsthedssvækkelse fra tilstande, hvor patienten ikke er bevidsthedssvækket, men af andre årsager kan være udfordret i at kommunikere med omverdenen, herunder Locked-in syndrom.

Locked-in syndrom skyldes en isoleret skade af de nervebaner eller forbindelser i hjernestammen (området nederst i hjernen tættest på rygmarven), der forbinder hjernen med resten af kroppen. En isoleret skade af lige netop disse forbindelsesnetværk vil gøre patienten lammet i de fleste muskelgrupper i kroppen, da der vil være ganske sparsom forbindelse mellem hjernen og kroppens muskler. 

Ved komplet Locked-in syndrom vil det kun være muligt for patienten at udføre blinken og lodrette øjenbevægelser, hvilket er en meget begrænset bevægelse, men alligevel ofte tilstrækkelig bevægelse til at kunne kommunikere sikkert og nuanceret med omgivelserne. Nogle patienter med Locked-in syndrom vil være svært bevidsthedssvækkede i ”den akutte fase”, hvilket kan medføre misforståelser i vurderingen af og kommunikationen med patienten den første tid efter skaden.

I nogle tilfælde vil der være tale om inkomplet locked-in syndrom, dvs. hvor patienten (gradvist om end sparsomt) kan bevæge nogle muskelgrupper. 
Det er på den ene side vigtigt at komme i gang med et kompenserende kommunikationsmiddel så hurtigt som muligt. På den anden side kan der hos nogle ske så hurtig bedring, at behovet for kompenserende kommunikation også ændrer sig. 

Som udgangspunkt er det patientens kommunale kommunikationscenter, der afprøver forskellige muligheder – f.eks. forskellige øjenstyringsmuligheder. Det er som udgangspunkt IKT-konsulenten på kommunikationscentret, der finder frem til det bedst egnede hjælpemiddel. 

At være pårørende til en svært bevidsthedssvækket patient 

At være pårørende til en patient i koma, vegetativ tilstand eller med et minimalt bevidsthedsniveau kan være udfordrende på flere måder. Der kan opstå mange spørgsmål, når man tilbringer tid med et svært bevidsthedssvækket menneske: Fx ”Hører han/hun, hvad jeg siger nu?”, ”Kan han/hun mærke, at jeg holder ham/hende i hånden?”, ”Kan han/hun mærke, at jeg sidder ved siden af ham/hende?”.

Når personalet vurderer bevidsthed hos patienter, så vil de tage udgangspunkt i ovenstående begreber. Personalet vil observere patienten i løbet af dagen, herunder lægge mærke til, om patienten reagerer på tale, berøring eller noget andet i omgivelserne: Kan patienten eksempelvis trykke i hånd eller blinke på opfordring, vise det sted på kroppen, hvor noget gør ondt, tilpasse sin hånd til forskellige ting (fx et krus/tandbørste), eller følge en ting/bevægelse med øjnene? Sådanne handlinger kan være tegn på bevidsthed. De kan vise, at patienten glimtvis forstår sprog og er opmærksom på, hvad der sker i kroppen og i omgivelserne.

Tidligt i opvågningsforløbet kan det være svært at skelne tegn på bevidsthed fra automatiske bevægelser, som fx hvis patienten klør sig på huden, piller ved sengehesten, tøjet, ledninger/snore eller lignende.

Det er ikke usædvanligt, at forskellige personer omkring patienten, vil kunne se forskellige reaktioner på forskellige tidspunkter og også tolke tegn på forskellige måder. Dette er helt naturligt og skyldes, at energien og vågenheden hos patienten kan svinge meget. Meget mere end raske mennesker kender til fra deres egen hverdag. 

Når patienten er mest vågen, vil der være større sandsynlighed for at se reaktioner, end når patienten er træt. Det er muligt, at man som pårørende vil kunne se reaktioner hos patienten, som personalet ikke får at se. Dette skyldes formentlig, at man indimellem hos nogle patienter kan vække genkendelse med sin stemme, duft eller sit udseende, hvilket kan øge energiniveauet og opmærksomheden hos patienten. Det kan derfor være en god idé at se patienten sammen med personalet. På den måde kan I tale om, hvad I hver især ser eller ikke ser – og hvordan I tolker de forskellige reaktioner.

Forvirring og ”konfusion” efter hjerneskade

Hvis patienten vågner så meget op, at han/hun bliver i stand at fastholde opmærksomheden til at føre en samtale, følge opfordringer eller bruge hverdagsting på sikker vis, så betragter man ikke længere patienten som svært bevidsthedssvækket. Der er i stedet tale om en konfusionstilstand. Ved konfusion forstås en tilstand, hvor patienten er usamlet i sin tænkning, adfærd og opfattelse af virkeligheden. En konfusionstilstand kan være en forholdsvis kortvarig og derved midlertidig tilstand. Det kan også være en varig tilstand.

I en konfusionstilstand vil mange patienter fortsat have svingende vågenhed og være meget forvirrede. Man vil sige, at de er ”konfuse” eller ”delirøse”. Eftersom vågenheden og energien fortsat svinger, kan konfuse patienter på nogle tidspunkter være langsomme og trætte (hypo-aktive), mens de andre gange kan virke ”overgearede” (hyper-aktive eller agiterede). Når patienter er overgearede, er det ikke usædvanligt, at de kan gå formålsløst rundt på hospitalsgangen samt rode eller pille ved alt i sengen og på stuen. Måske endda lægge sig op i naboens seng. Det kan også være, at patienten putter ting i munden, som normalt ikke kan spises. Handlingerne skyldes en indre energi og uro, som patienten ikke nødvendigvis ved, hvad skal bruges til. Uroen kan patienten ikke selv stoppe. Den er ikke umiddelbart udtryk for vrede mod noget eller nogen bestemt.

Mennesker, der er konfuse, vil have svært ved at fastholde opmærksomheden i længere tid. De vil blandt andet have svært ved at indlære og huske nye ting, der er sket efter skaden. Patienten vil måske kun kunne huske brudstykker eller slet ingenting, siden skaden skete.

Fotoalbum
Det kan være en god idé at medbringe familiebilleder, som patienten kan have på stuen.
Foto: Colourbox

Ofte vil patienten ikke vide, hvad der er sket, hvor han/hun er henne, eller hvorfor han/hun er lige her. Det kan også være, at patienten har glemt, hvad der er sket i dage, uger eller måneder før skaden. 

Når man har svært ved at huske og indlære nye ting, får man huller i hukommelsen. Det er naturligt, at man vil forsøge at fylde hullerne ud med noget, som giver mening. Konfuse patienter vil derfor ofte komme med mere eller mindre troværdige historier i et forsøg på at lappe hullerne i hukommelsen.

At være pårørende til en konfus patient

På hospitalet vil man forsøge at skabe så rolige rammer som muligt, herunder ”skærme” patienten fra for mange indtryk. Dette gør man for at undgå unødig uro og overstimulation, der kan skabe yderligere forvirring hos patienten.

Som pårørende kan man være med til at skærme og berolige: Man gør det ved at vække genkendelse i form af sin duft, stemme og sit udseende. Det kan også være en god idé at medbringe familiebilleder og personlige ejendele, som patienten kan have på stuen. Dette kan skabe genkendelige og trygge rammer. Besøg bør begrænses til få nære pårørende ad gangen. På den måde har patienten ikke for mange mennesker at skulle forholde sig til. Man bør om muligt mindske unødig støj fra radio eller TV på stuen. Adgang til mobiltelefon bør afvente til patienten selv kan huske, hvem han/hun taler eller skriver med.

Personale og pårørende må meget gerne fortælle patienten, hvordan tingene hænger sammen. Det er vigtigt at holde beskeder så korte og simple som muligt (det er også en måde at skærme patienten på). Selvom patienten umiddelbart virker til at glemme, hvad du siger, så øger gentagelser sandsynligheden for, at noget huskes.

Det er ikke usædvanligt, at en konfus patient vil væk fra hospitalet. Hos ”overgearede” patienter kan det være udtryk for uro og rastløshed. Ofte vil patienten ikke kunne fortælle, hvor han/hun vil hen, og hvordan det skal foregå. I sådanne tilfælde kan det nogle gange være nok at gå en tur rundt i afdelingen eller køre en kort tur med vedkommende i kørestol. Bevægelse kan være med til at mindske den indre uro. Af sikkerhedsmæssige grunde skal du altid spørge personalet, om det er forsvarligt at gå eller køre en tur.

I andre tilfælde vil patienten insistere på at skulle hjem og ikke kunne se formålet med hospitalsopholdet. I en sådan situation må man ofte acceptere, at argumentation ikke er effektivt. Uanset hvad man siger, kan patienten enten have glemt det umiddelbart efter eller blot være uforstående. Du kan i stedet opmuntre patienten til at blive på hospitalet og deltage i behandlingen. Du kan også overveje at føre samtalen over på et andet emne eller foreslå at lave noget, som patienten synes om. På den måde kan du forsøge at aflede patienten - når man som menneske har svært ved at huske og koncentrere sig, er man ofte let at distrahere. I nogle situationer kan dette være en fordel.

På grund af den påvirkede hukommelse er tidsfornemmelsen måske væk eller meget dårlig. Patienten kan eksempelvis ikke nødvendigvis huske, om det er 10 minutter eller 10 dage siden, at han/hun sidst har haft besøg af nogle pårørende. Nogle patienter vil i den konfuse tilstand have en fornemmelse af at kede sig hele tiden. Andre patienter vil aldrig helt få den fornemmelse, men måske i stedet nyde gentagelser og finde tilfredshed i ”at lave ingenting”. 

Patienter, som har været bevidsthedssvækkede og konfuse, kan bagefter almindeligvis ikke huske noget fra denne tid. Det betyder, at der på sigt vil være et længerevarende hul i deres hukommelse. Man kan bidrage til at ”mindske hullet” ved løbende at tale om sygdomsforløbet.

Hvor lang tid varer opvågningsforløbet?

Hvor lang tid opvågningsforløbet varer, vil være forskelligt fra person til person. Som nævnt er det muligt, at et opvågningsforløb kan gå i stå på alle niveauer. En patient kan derfor forblive i vegetativ tilstand eller have et minimalt bevidsthedsniveau på ubestemt tid. Er man konfus i mere end et år efter en hjerneskade, vil man ikke længere kalde det for konfusion. Man vil i stedet betragte det som en mere varig tilstand, der til en vis grad kan sammenlignes med demens. Når patienten ikke længere er konfus, så vil vanskelighederne på længere sigt blandt andet afhænge af både skadens årsag, omfang og placering i hjernen.
 
Det er ikke muligt at forudsige opvågningsforløbet og prognosen for enkeltpersoner. Man ved, at mere omfattende skade af hjernen ofte er forbundet med et længere opvågningsforløb.  Varigheden af tiden fra skaden til man får en sammenhængende hukommelse fra dag til dag, er den bedste målestok for sværhedsgraden af hjerneskade efter trafikulykker, fald og lignende (traumatisk hjerneskade). For patienter, der har været udsat for traumatisk hjerneskade, kalder man perioden fra skadestidspunkt, til patienten har en sammenhængende hukommelse for begivenheder fra dag til dag, for post-traumatisk amnesi (PTA).

Patienter, som har været svært bevidsthedssvækkede og konfuse i lang tid, vil have en dårligere prognose end patienter, som har været bevidsthedssvækkede og konfuse i kort tid. På samme måde mindskes sandsynligheden for, at man vågner helt op, jo længere tid man er i vegetativ tilstand. 

Det er vigtigt at understrege, at der altid er undtagelser. Ud fra den viden man har i dag, så er det som sagt ikke muligt at sige noget om prognosen hos den enkelte patient lige efter skaden.

Hvad sker der i hjernen, når man er bevidsthedssvækket?

Både en lille skade et ”strategisk vigtigt” sted i hjernen, og store skader i mange dele af hjernen kan medføre længerevarende bevidsthedstab. I nogle tilfælde opstår bevidsthedstabet med det samme, mens det andre gange udvikler sig over tid.

Generelt vil skaderne afbryde forbindelser (nervebaner) mellem områder i hjernen, der gør os i stand til at være henholdsvis vågne og opmærksomme. Når disse forbindelser afbrydes, så vil der ikke være tilstrækkelig med aktivering af de store netværk i hjernen, der er nødvendige for bevidsthed. Undersøgelser peger på, at bevidsthed ikke er placeret et bestemt sted i hjernen, men derimod kræver aktivering af mange forbundne hjerneområder, der hver især er nødvendige for at opretholde henholdsvis vågenhed og opmærksomhed. På den måde kan man se bevidsthedssvækkelse som et ”afbrydelsessyndrom”.

Du kan læse mere om det hjernemæssige grundlag for bevidsthed ved at søge på ”svær bevidsthedssvækkelse” på http://neurowiki.dk.

Findes der nogen behandling, der kan øge bevidstheden?

Der findes umiddelbart ingen medicinsk behandling, der kan øge bevidsthedsniveauet som helhed hos patienter, der er svært bevidsthedssvækkede efter en skade i hjernen. Hos enkelte patienter kan nogle former for medicin, der også bruges til patienter med Parkinsons sygdom, øge vågenheden/energi-niveauet, men der er umiddelbart ikke fundet medicin, der kan øge patienters opmærksomhed. Den samme effekt er fundet hos nogle få patienter, der har fået indopereret elektroder i hjernen, som stimulerer bestemte hjerneområder (deep brain stimulation) og måske også hos enkelte patienter, der har modtaget gentagen elektrisk stimulation af hjernen uden på kraniet (transkraniel magnetisk stimulation). Dette er dog eksperimentelle behandlingsformer, der ikke tilbydes som standard nogle steder i verden, da behandlingen er udført på særdeles få patienter med meget blandet effekt.

På nuværende tidspunkt er der ingen specifikke former for fysioterapeutisk, ergoterapeutisk, neuropsykologisk, logopædisk, specialpædagogisk, sygeplejemæssig eller anden form for træning, som alene kan øge bevidsthedsniveauet. Studier af tidlig mobilisering af patienten (fx vende patienten i sengen, op med hovedgærde, op at sidde på sengekanten, op at stå i vippeleje med mere) tyder dog på at have en vis positiv effekt.

Råd og vejledning til samvær og besøg

I denne sidste del af pjecen gives en række råd til pårørende til bevidsthedssvækkede patienter. Rådene er inspireret af ”Family Guide to the Rancho Levels of Cognitive Functioning”.

Hvad kan man som pårørende gøre, når patienten er bevidsthedssvækket, dvs. befinder sig i koma, vegetativ tilstand eller på minimalt bevidsthedsniveau:

  • Forklar patienten hvad du gør. Eksempelvis: ”Nu flytter jeg på din arm”, ”nu tørrer jeg din pande” etc.
  • Tal i korte og simple sætninger
  • Fortæl patienten hvem du er, og hvor han/hun er, hvorfor han/hun er på hospitalet, og hvad dag det er
  • Begræns antallet af besøgende til få ad gangen
  • Forsøg at holde stuen rolig og stille
  • Medbring patientens egne ting fra hjemmet, fx deodorant, tøj, billeder og lignende
  • Giv patienten tid til at hvile
  • Giv patienten god tid til at reagere – nogle gange vil der ikke komme svar, andre gange vil der
  • Udfør velkendte aktiviteter, sæt yndlingsmusik på, læs højt af en bog (det velkendte i din stemme), fortæl om venner og familie
  • Tal aldrig hen over hovedet på patienten, men tal til ham/hende, som du gerne selv vil tales til

Hvad kan man som pårørende gøre, når patienten er konfus og/eller ”overgearet”:

  • Overordnet skal man ”skærme og korrigere” patienten. Skærme patienten for unødig støj og ”ikke relevante” ting. Korrigere og rette patienten i hans/hendes fejlopfattelser. Hvis patienten bliver mere urolig og overgearet af at blive ”skærmet og korrigeret”, så skal man holde op med dette og eventuelt forsøge at aflede/distrahere patienten
  • Fortæl patienten, hvor han/hun er, og at han/ hun kan være tryg her
  • Medbring familiebilleder og velkendte ting fra hjemmet
  • Giv mulighed for bevægelse, så længe det er sikkert for patienten
  • Prøv at finde på aktiviteter, der virker beroligende for patienten – eventuelt i samråd med personalet
  • Lad så vidt muligt være med at presse patienten til at gøre noget – prøv i stedet at lytte til, hvad han/hun ønsker
  • Gentag ting/informationer efter behov – husk at patienten ikke nødvendigvis vil huske, hvad du tidligere har fortalt
  • Fortæl patienten, hvad dag det er, hvor han/ hun befinder sig, samt hvorfor han/hun er her
  • Begræns antal besøgende og mindsk unødig støj
  • Husk hviletid
  • Hjælp patienten til at deltage i træningen – det er ikke sikkert, at han/hun kan fastholde, hvorfor han/hun skal træne

Yderligere information

Du kan finde mere information om svær bevidsthedssvækkelse på www.neurowiki.dk, som er en hjemmeside udviklet af Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet, der hovedsagelig har sundhedspersonale som målgruppe: http://neurowiki.dk/index.php/Svær_bevidsthedssvækkelse,_konfusion_og_delir

Du kan også hente mere information hos ”Coma Science Group” fra Belgien, ledet af Steven Laureys (siden er på engelsk og har hovedsagelig sundhedspersonale og forskningsinteresserede som målgruppe): http://www.coma.ulg.ac.be/

Du kan hente mere information om ”Family Guide to the Rancho Levels of Cognitive Functioning” på følgende link: http://file.lacounty.gov/
SDSInter/dhs/218115_RLOCFOriginalFamilyGuide-English.pdf


Du kan finde kontaktoplysninger på alle de kommunale hjerneskadekoordinatorer i hele Danmark på Socialstyrelsens hjemmeside: https:// socialstyrelsen.dk/handicap/hjerneskade/ hjerneskadekoordinatorer/voksenomradet

Du kan finde dit lokale kommunikationscenter 
ved at gå ind på Dansk Tale, Høre & Synsinstitutions hjemmeside: www.dths.dk 

Reference
Figur 2 er tilpasset fra Laureys S et al. Brain function in coma, vegetative state, and related disorders. Lancet Neurology 2004;3:537-46 - figur 2, side 538

Egne noter:

_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________

Redaktør