Støvle med luftpude - vejledning i brug (Aircast støvle)

Information om brug og rengøring af en Aircast støvle.

Kort om bandagen

Du har fået en støvle med luftpuder på for at beskytte din ankel eller fod, mens den heler. Vi har fyldt luft i puderne og indstillet støvlen, så den passer til dig. Hvis du har et sår på din fod eller ankel, kan det have svært ved at hele, hvis der er noget, der trykker mod det. Støvlens luftpuder beskytter mod tryk og begrænser, hvor meget foden og eventuelle sår bliver belastet, når du står og går. Støvlen kan ikke fjerne tryk mod eventuelle sår fuldstændigt, så du skal gå så lidt som muligt, medmindre vi har aftalt andet med dig.

Forholdsregler for brug af støvlen

Inden du tager hjem, taler vi med dig om, hvordan du skal bruge støvlen. Lægen vurderer hvilke forholdsregler, der gælder for dig:

☐ Du må tage støvlen af, når du hviler dig.

☐ Du må tage støvlen af, når du sover.

☐ Du må tage støvlen af, når du bader.

☐ Du må tage støvlen af, når du træner.

☐ Du må ikke tage støvlen af, før du får besked om det.

☐ Der er særlige forholdsregler, der gælder for dig: __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Tag støvlen rigtigt på

Tag først en lang bomuldsstrømpe på. Strømpen skal sidde helt tæt mod benet og må ikke have folder. Vend bunden i vejret på støvlen og ryst den, så du er sikker på, at der ikke ligger noget i den, der kan genere din hud.
Inden du tager støvlen på, skal du åbne stropperne og fjerne plastikstykket foran. Hvis støvlen har klapper til at lægge hen over foden, skal de også åbnes. Hvis støvlen har polstring op om benet, åbnes det.

Du skal sidde på en stol, når du tager støvlen på.

Billede af at polstring lukkes

Sæt foden i støvlen. Pres hælen helt tilbage i støvlen, og foden så langt ned i støvlen som muligt.
Hvis støvlen har klapper, lægges de ind over foden. Start med klapperne på siden af foden, og luk klappen over tæerne til sidst.
Hvis støvlen har polstring op ad benet, lukkes den omkring underbenet.

Billede af at støvle spændes

Sæt plastikstykket foran på, og spænd stropperne. Start med den strop, der sidder tættest på tæerne, og bevæg dig videre op ad benet, så støtten føles behagelig.

Hvis støvlen strammer, gnaver eller giver et ujævnt tryk, kan du prøve at justere støvlen og stropperne igen.

Sådan kan du vaske dig, mens du har støvle på

Hvis du må tage støvlen af, når du bader eller vasker dig, anbefaler vi, at du sidder ned på en stol eller badebænk med benet på en skammel. Du skal hurtigst muligt tage støvlen på igen, når du er færdig med at vaske og tørre dig.
Hvis du ikke må tage støvlen af, kan du bruge en plastikpose uden på støvlen, når du er i bad. Sørg for at posen lukkes godt til foroven, så støvlen ikke bliver våd. 

Sådan gør du støvlen ren

Hvis du må tage støvlen af, kan du gøre den ren efter behov. Tag polstringen ud af støvlen, vask polstringen på 30 grader i vaskemaskinen, og lad den lufttørre. Vrid eventuelt polstringen i et håndklæde, så den tørrer hurtigere. Du kan tørre resten af støvlen af med en opvredet klud. Når alle støvlens dele er rene og tørre, skal du tage støvlen på igen.

Hold foden højt, og vip med tæerne

Det er naturligt, at dit ben hæver i løbet af dagen, og at støvlen derfor strammer om dit ben. Når du sidder, skal du hvile foden på en skammel med en pude under. Når du ligger, skal du bruge en pude eller dyne under foden, så den er over hjertehøjde. Vip ofte med tæerne, så du mindsker hævelse.

Brug krykker eller andet gangredskab, når du går

Når du går, skal du bruge de krykker eller det gangredskab, du har fået udleveret.

Gå forsigtigt i vådt føre

Du skal være opmærksom på, at støvlen kan være glat. Bevæg dig derfor forsigtigt, hvis du går på et vådt underlag.

Kontakt os, hvis støvlen gnaver

Hvis støvlen gnaver eller generer, så du får en trykkende eller snurrende fornemmelse, eller hvis du oplever smerter og hævelse i benet, skal du kontakte os.

Smid bandagen ud, når du er færdig med at bruge den

Bandagen kan ikke genbruges. Når du er færdig med at bruge den, skal du smide den ud.

Redaktør