Sterilisation, ambulant mandlig

Beskrivelse af ambulant mandlig sterilisation.

Operationen foretages i lokalbedøvelse, dvs. følesansen er bevaret men smertesansen er ophævet. Der er ingen specielle forholdsregler forud for indgrebet. Dog bør du have spist og drukket inden du møder (morgenmad eller frokost).

Du anbefales at møde i løstsiddende bukser, og skal have fjernet al kønsbehåring ved barbering aftenen før operationen.

Forberedelse til selve operationen

Operationsfeltet afvasket med sæbevand, huden aftørres med desinficerende væske, og underkroppen tildækkes derefter med sterile stofstykker. Derpå gives lokalbedøvelsen og selve indgrebet påbegyndes kort tid efter.

Operationens varighed

Ca. 1 time.

Efter operationen

Du kan forlade afsnittet umiddelbart efter operationen (cykling frarådes). Efterfølgende skal du holde dig i ro resten af dagen. De efterfølgende dage bør du undgå hård fysisk aktivitet (sport af enhver art). Endvidere frarådes cykling de første dage. Har du hårdt fysisk arbejde anbefales arbejdsfri i 2-3 dage.

Smerter

Ved behov for smertestillende medicin anbefales Panodil eller lign., 2 tabletter højst 4 gange dagligt.

Forholdsregler

Brusebad er tilladt. Karbad, havbad og svømmehal frarådes indtil såret er lægt. Samleje kan genoptages når operationsfølgerne er svundet, ca. efter en uges tid.

Opfølgning

Trådene i huden på pungen kan enten være selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv, eller de kan være af en slags, som skal fjernes hos din egen læge efter 10 dage. Du vil få besked om dette i forbindelse med operationen.
Kontrol af sædprøve tre måneder efter indgrebet aftales med din egen læge. Indtil da anbefales brug af prævention. Der er ingen kontrol i Urinvejskirurgi, klinik 2011.

Komplikationer

Blødning

Blødning i pungen kan forekomme indenfor de første dage efter operationen. Dette viser sig ved hævelse af pungen og blå/rød misfarvning af huden. Det vil sædvanligvis forsvinde i løbet af 4-6 uger.

Betændelse

Betændelse kan optræde nogle dage efter operationen. Dette viser sig ved hævelse og smerter svarende til operationsstedet, evt. væsken fra såret og evt. feber.

Arvævsdannelsen

Arvævsdannelsen på sædstrengen med længerevarende ømhed kan forekomme. Dette svinder sædvanligvis af sig selv, men kan i enkelte tilfælde være kronisk.

Sædlederne

Det kan i meget sjældne tilfælde (under 1%) forekomme at sædlederne vokser sammen igen, så man ikke længere er steril.

I tilfælde af smerter, hævelse, rødme, temperaturforhøjelse eller andre problemer skal du kontakte Afdeling for Urinvejskirurgi.

Redaktør