Skjoldbruskkirtlen - radioaktiv behandling (600 MBq)

Den radioaktive behandling mindsker skjoldbruskkirtlens størrelse.

Kort om behandlingen

Du skal behandles med radioaktivt jod mod forstørret skjoldbruskkirtel (struma) eller forhøjet stofskifte. Den radioaktive jod optages i skjoldbruskkirtlen, hvor den sænker produktionen af hormon og mindsker kirtlens størrelse.

Vi bestiller en kapsel med radioaktivt jod, som kun passer til dig. Det er derfor meget vigtigt, at du møder op til din tid eller melder afbud i god tid.

Vigtig forberedelse

Undgå disse former for medicin og naturmedicin

Nogle slags medicin og naturmedicin kan påvirke resultatet af behandlingen. Du aftaler med den læge, der har henvist dig, hvad der gælder for dig, men generelt skal man i tiden op til behandlingen:

  • 3 uger før undgå medicin med kunstigt stofskiftehormon
  • 2 uger før undgå medicin, vitaminpiller og naturmedicin med jod og fødevarer med meget jod (fx tang)
  • 5 dage før undgå midler mod forhøjet stofskifte.

Tag din øvrige medicin, som du plejer. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Undgå graviditet og amning

Behandlingen med radioaktivt jod gør, at du under ingen omstændigheder må:

  • være gravid, når behandlingen starter
  • blive gravid før mindst 4 måneder efter behandlingen
  • gøre en kvinde gravid før mindst 4 måneder efter behandlingen
  • amme.

Kontakt os, hvis du er blevet undersøgt med røntgenkontraststof

Hvis du har fået kontraststof i forbindelse med en røntgenundersøgelse inden for de sidste 4 måneder, skal du kontakte os.

På hospitalet 

Behandlingen

Du taler først med en læge om behandlingen. Derefter skal du sluge en kapsel, som indeholder den mængde radioaktive jod, du skal have. Kapslen er på størrelse med en vitaminpille, og du sluger den med lidt vand. Bagefter kan du tage hjem.

Der kan gå flere måneder, før du mærker den fulde effekt af behandlingen. 

Hjemme igen

Undgå bestråling af andre

For at undgå at bestråle andre skal du følge en række forholdsregler.

De første 6 døgn efter behandlingen må du ikke:

  • have tæt kontakt med børn under 5 år eller gravide
  • sidde med børn på skødet eller sove i samme rum som børn
  • gå på arbejde, hvis du arbejder med børn under 15 år, har gravide kolleger eller arbejder med fødevarer.

De første 3 døgn efter behandlingen må du ikke:

  • deltage i arrangementer i offentligheden (biografer, restauranter og lignende)
  • have tæt kontakt med børn under 18 år.

De første 2 døgn efter behandlingen må du ikke:

  • dele seng med nogen eller sove på mindre end 2 meters afstand fra andre under 60 år, selvom der er en væg imellem rummene
  • dele sengelinned, bestik eller service med andre
  • gå på arbejde, hvis dine kolleger sidder på mindre end 2 meters afstand.

Er du i tvivl, kan du tale med din egen læge efter behandlingen.

Forholdsregler ved toiletbesøg

En stor del af det radioaktive jod udskilles med urinen. For at begrænse bestråling af andre personer, skal du de første 6 dage efter behandlingen:

  • sidde ned, når du tisser (også hvis du er mand)
  • tørre eventuel urin på gulv eller toiletbræt op med det samme
  • vaske tøj, der er ramt af urin, med det samme
  • kun bruge toiletter med skyl
  • smide bind og indlæg ud med det almindelige affald
  • vaske dine hænder grundigt efter hvert toiletbesøg.

Kør mindst muligt med offentlig transport

Du må gerne tage offentlig transport eller taxa efter din behandling. Det første døgn skal det dog højest være i 1 time ad gangen. Hvis du kører med taxa, skal du sætte dig på bagsædet og i modsatte side af chaufføren.

Dine øjne kan blive irriterede

I sjældne tilfælde kan du opleve irritation fra øjnene efter behandlingen. Dine øjne kan fx klø, hæve, løbe i vand eller gøre ondt. Hvis du får symptomer fra øjnene, skal du kontakte den afdeling, der har henvist dig til behandlingen.  

Du kan være øm

Det er normalt at være øm på halsen i et par uger efter behandlingen. Du kan tage smertestillende medicin med paracetamol mod ømheden.

Fortæl din hjemmehjælp om behandlingen

Hvis du får hjemmehjælp, skal du på forhånd fortælle din hjemmehjælper om retningslinjerne efter din behandling med radioaktivt jod. Der kan være særlige forholdsregler for hjemmehjælperen i dagene efter din behandling.

Oplys om det radioaktive jod, hvis du bliver indlagt

Hvis du bliver indlagt på et hospital inden for 6 dage efter din behandling, skal du fortælle personalet, at du har fået behandling med radioaktivt jod.

Du bliver indkaldt til kontrol

Du skal fortsat have kontrolleret stofskiftet ved blodprøver. Du bliver indkaldt til kontrol digitalt eller med fysisk post fra den afdeling, der følger dit stofskifte.

Redaktør