Samtalestøtte[1] er en metode, som vi bruger på afdelingen til at samtale med patienter, som har svært ved at kommunikere. Metoden kan bruges af både personale og pårørende.
Du kan bruge metoden til at føre en samtale med en patient, som har svært ved at tale eller forstå talt sprog. Metoden kan også bruges i samtaler med patienter, som har svært ved at huske, bevare overblikket eller koncentrere sig i samtalen.
Når du bruger Samtalestøtte, giver du patienten med kommunikative vanskeligheder mulighed for stadig at blive involveret i samtaler om stort og småt. Patienten får mulighed for at stille spørgsmål og træffe egne beslutninger. God kommunikation handler om samarbejde. Når en patient har fået svært ved at tale eller forstå, er det ekstra vigtigt, at du som samtalepartner påtager dig en aktiv rolle i dette samarbejde.
Principperne bag samtalestøtte
Samtalestøtte bygger på to grundlæggende principper: Det anerkendende princip og det støttende princip. Det anerkendende princip er med til at sikre, at patienten med kommunikative vanskeligheder føler sig behandlet voksent og respektfuldt.
Det støttende princip indeholder konkrete strategier, som skal hjælpe patienten med kommunikative vanskeligheder til at indgå aktivt i samtale. Strategierne skal bruges systematisk, så du overvejer, hvordan du 1) hjælper patienten til at forstå det, du fortæller, 2) giver patienten mulighed for selv at udtrykke sig, svare og stille spørgsmål og 3) tjekker efter, om du har forstået patientens budskab, og om patienten har forstået dit budskab. Det er forskelligt fra patient til patient hvilke strategier, der støtter samtalen bedst. Se eksempler på strategier sidst i pjecen.
Ark med kommunikative strategier
Hvis der er behov for særlig opmærksomhed på Samtalestøtte vil logopæden (talepædagogen) hænge et grønt ark med de vigtigste kommunikative strategier på tavlen på patientstuen. Under indlæggelse redigeres arket efter behov. Når patienten udskrives fra hospitalet, vil det ofte være en god ide at fortsætte med at bruge Samtalestøtte. Arket følger ofte patienten ved udskrivelse.
Samtalebog
Vi udleverer ofte en samtalebog til patienter med kommunikative vanskeligheder. Samtalebogen er blå og skal ligge på sengebordet. I samtalebogen finder du en vejledning til, hvordan den kan bruges. På side to kan du udfylde informationer om patientens familie, interesser mv. Udfyld den gerne i samarbejde med patienten. Vi bruger informationerne som udgangspunkt for samtale med patienten.
Vær opmærksom på, at samtalebogen er patientens egen bog. Spørg derfor altid patienten om lov til at kigge i bogen. Vær også opmærksom på, at bogen er tænkt som ’kladdepapir’ til samtalen, og at informationer, der står i bogen, ikke nødvendigvis er korrekte, da de afspejler en proces i samtalen.
[1] Samtalestøtte – på engelsk kaldt ’Supported Conversation for Adults with Aphasia (SCA)’ er udviklet i Toronto i Canada. Metoden er evidensbaseret og udviklet til at støtte kommunikation med patienter med afasi, dvs. sproglige vanskeligheder. Det har vist sig, at metoden også kan bruges til andre former for kommunikative vanskeligheder.