Røntgenundersøgelse af rygmarvskanalen (med kontraststof)

Ved hjælp af kontraststof, der sprøjtes ind i rygmarvskanalen, tages detaljerede billeder af rygsøjlen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt din rygmarvskanal. Vi bruger kontraststof for at gøre rygmarvskanalen synligt på røntgenbillederne. Vi foretager også en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) i forbindelse med undersøgelsen. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder.

Undersøgelsen varer cirka 45 minutter, men det er en god idé at afsætte 2 timer, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du ringe til den læge eller afdeling, der har henvist dig, og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe. Det skal du gøre senest 2 dage før din aftale hos os. 

Du skal eventuelt have taget en blodprøve

Inden undersøgelsen skal du have taget en blodprøve, hvis du har:

  • diabetes
  • en nyresygdom eller er opereret i nyrerne
  • en hjertesygdom
  • forhøjet blodtryk
  • urinsyregigt.

Blodprøven skal vise, om dine nyrer kan tåle kontraststoffet. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, skal sende dig til blodprøvetagning inden undersøgelsen, hvis det er aktuelt for dig. Blodprøven må normalt højst være 3 måneder gammel. Hvis du er indlagt, er der andre forholdsregler. Kontakt den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis du er i tvivl.

Du må spise et let måltid

Du må gerne spise et let morgenmåltid før undersøgelsen, fx en skive brød eller lidt yoghurt.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig til røntgenundersøgelsen. Sig det også til os ved selve undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Undersøgelsen

Du begynder med at ligge ned på siden, mens vi fører en kanyle ind mellem to ryghvirvler og sprøjter kontraststof ind i rygmarvskanalen. Kontraststoffet gør hulrummet i rygsøjlen synligt på en skærm. Det kan kortvarigt spænde, når vi sprøjter kontraststoffet ind.

Efter indsprøjtningen af kontraststof, kører vi dig i en stol eller seng til en CT-skanner og skanner din ryg. Du skal ligge helt stille under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden. Skanningen tager cirka 10 minutter.

Efter undersøgelsen

Undgå at bøje hovedet nedad

De første 4 timer efter undersøgelsen må du ikke få hovedet under brysthøjde. Kontraststoffet kan løbe til hovedet og give dig kraftig hovedpine. Du må derfor heller ikke ligge ned.

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får det dårligt efter undersøgelsen eller får udslæt, kløe eller rødme på huden, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Undlad blodprøver 4 timer efter røntgenundersøgelsen

Få taget eventuelle blodprøver inden røntgenundersøgelsen. Efter undersøgelsen skal du vente mindst 4 timer med at få taget blodprøver, da resultatet ellers kan være misvisende. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du vente endnu længere.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Redaktør