Renografi, Børne

Renografi er når vi tager et billede af dine nyrer med et kamera. Du får væske at drikke, hvorefter du skal tisse. Derefter sprøjter vi sporstof i din arm og scanner dig.

Børne renografi 

Når vi undersøger dine nyrer med et kamera, kalder vi det en renografi. 

Hvad skal du gøre inden undersøgelsen 

Du kan smøre Emla-creme, også kaldet ”tryllecreme”, på i albuebøjningen og på håndryggen. Emla kan du købe på apoteket, og det smøres på ca. 1 time inden undersøgelsen. Det bedøver stedet, hvor du bliver stukket. 

Hvis du er under 6 år, vil du få lagt en lille plastiknål (venflon) i armen, inden du møder hos os. Den skal vi bruge til at indsprøjte det sporstof, vi bruger til undersøgelsen. Det vil du og dine forældre få besked om af den afdeling, hvor du plejer at komme. Er du over 6 år, møder du direkte på vores afdeling.

Har du brug for noget afslappende medicin eller for at blive bedøvet, så du kan ligge stille under billedoptagelsen, skal du tale med den afdeling, hvor du plejer at komme.

Hvad gør vi, når vi undersøger dig 

Når du kommer til vores afdeling, får du vand, juice eller saftevand, som du skal drikke inden undersøgelsen. Hvis du er sulten, må du gerne spise, og du må også gerne gå på toilettet. Mens du sidder og drikker, er du velkommen til at hygge dig på vores børnegang. 

Når du er færdig med at drikke, skal du gå ud at tisse. Så kommer du ind i undersøgelsesrummet, og hvis der ikke er metalknapper eller lynlåse i dit eget tøj, må du gerne beholde det på under undersøgelsen. Herefter sprøjter vi sporstof ind i din arm. Det du får sprøjtet ind, kommer med blodet rundt i hele kroppen, og dine nyrer laver det om til tis, så vi kan se, hvordan dine nyrer fungerer.

Det er vigtigt, at du ligger stille, og at du trækker vejret, som du plejer under undersøgelsen. Du må gerne snakke med dine forældre, og de må også gerne sidde ved siden af dig, mens vi tager billederne. Du er velkommen til at se film (i loftet) under billedoptagelsen, men det kan vi tale om, når du kommer.   
Lige efter undersøgelsen skal du igen gå ud at tisse. 

Svar på undersøgelsen 

Vi kigger på dine billeder, og sender svaret til den afdeling, hvor du plejer at komme.

Redaktør