Radioaktiv jodbehandling af struma

Jod optages næsten kun i skjoldbruskkirtlen. Radioaktivt jod hæmmer cellerne i kirtlen, hvilket formindsker kirtlen, hvis den er for stor (struma).

Dekorativt billede

Formålet med behandlingen

Jod optages næsten kun i skjoldbruskkirtlen. Radioaktivt jod hæmmer cellerne i kirtlen, således at kirtlens størrelse mindskes, hvis skjoldbruskkirtlen er for stor (struma).

Hvornår virker behandlingen?

Virkningen indtræder gradvist i løbet af nogle måneder. De fleste patienter kan nøjes med én behandling, enkelte må have gentaget behandlingen.

Forberedelser til behandlingen

Det er vigtigt at undgå jodholdig medicin, vitaminpiller og naturmedicin samt røntgenundersøgelser med kontrast i ugerne inden behandlingen.

Kvinder må under ingen omstændigheder være gravide på behandlingstidspunktet, da gravide ikke må behandles med radioaktivt jod på grund af risiko for bivirkninger hos fosteret – ved tvivl udføres graviditetstest. Ved amning op til behandlingstidspunktet må denne herefter ophøre.

Hvor, hvornår og hvordan foregår behandlingen?

Du skal møde på Nuklearmedicin, klinik 4011, hvor behandlingen foregår.

Thyroidea skintigrafi: Foretages med mindre du inden for den sidste tid har fået udført denne undersøgelse. Du får en lille dosis sporstof indsprøjtet i en åre i armen, 20 minutter senere tages 1-2 billeder med et gammakamera af skjoldbruskkirtlen.

Radiojod behandlingen: Her gives behandlingsdosis med radioaktivt jod som en kapsel, der skal synkes helt med et glas vand.

Er der bivirkninger?

Der er sjældent bivirkninger til behandlingen.

  • For lavt stofskifte: Nogle udvikler for lavt stofskifte. Dette sker oftest indenfor det første år efter behandlingen, men kan indtræde senere. Derfor kontrollerer vi dit stofskifte efter radiojodbehandlingen. Lavt stofskifte behandles effektivt med tabletter med det naturlige stofskiftehormon (eltroxin).
  • Let ømhed på halsen ses i enkelte tilfælde, det betyder ingenting.
  • Gener fra øjnene: I meget sjældne tilfælde forekommer gener fra øjnene (hævelse, tåreflod, smerter). Hvis du får symtomer fra øjnene skal du straks kontakte Afdeling for Hormon- og Stofskiftesygdomme.

Forholdsregler efter behandlingen

For at undgå, at andre mennesker bliver udsat for unødig stråling, skal du i de første dage efter behandlingen overholde visse regler. Der gælder særlige regler for omgang med børn og gravide.

Ved behandlingen på Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin gives besked om særlige forholdsregler med hensyn til:

  • Omhyggelig toilethygiejne - i nogle dage, da det radioaktive jod udskilles med urinen.
  • Eventuelt at sove med mindst to meters afstand fra andre personer, der er under 60 år - i nogle dage.
  • Eventuelt ikke at anvende længerevarende offentlig transport o.l. - de første par dage.
  • Evt. sygemelding fra arbejde - i nogle dage.
  • Ikke at være tæt på mindre børn - i nogle dage.

Graviditet

Kvinder må ikke blive gravide og mænd ikke gøre en kvinde gravid før der er gået mindst 4 mdr. efter behandlingen, evt. længere for kvinder.

Kontrol efter behandlingen

Skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormon kontrolleres regelmæssigt med blodprøver på Afdeling for Hormon- og Stofskiftesygdomme, Rigshospitalet.

Hvis du er i tvivl om noget eller skulle blive forhindret i at møde er du velkommen til at ringe til Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin.

Redaktør