Ca. 2 % af alle gravide oplever kløe og forhøjede levertal på grund af leverpåvirkning i sidste del af graviditeten. Det vil vi fortælle mere om i denne pjece.
Kløen er ubehagelig men ufarlig for moderen. Leverpåvirkningen kan påvirke det ufødte barn, hvis man ikke behandler den. Årsagen er en graviditetsbetinget overbelastning af leveren. Denne overbelastning forsvinder af sig selv igen, når man har født.
I Danmark har man de sidste mange år haft gode resultater med et undersøgelses- og behandlingsprogram.
Undersøgelser
Vi anbefaler, at du kommer til undersøgelse på Rigshospitalet en gang om ugen. Hver uge skal der tages blodprøver (levertal). De tages i afsnit 5001 i stueetagen. Prøven skal de fleste gange tages, når du er fastende. Det vil sige,
at du ikke må spise fra kl. 22. Du må drikke 1-2 glas vand i alt. Du må ikke ryge eller tygge tyggegummi de sidste to timer før blodprøvetagningen. Hver uge tilbydes du også en undersøgelse af barnet:
- Hver uge tilbydes du at få kørt en hjertelydskurve på barnet. Det kaldes en CTG, og det tager ca. en halv time. Det foregår på Rigshospitalet, Fødegang 4023.
- Hvis du har forhøjet niveau af galdesalte i blodet tilbydes du også hver uge kontrol med ultralydsskanninger. Det foregår også på Rigshospitalet.
Medicinsk behandling
Du bliver tilbudt behandling med Ursofalk (Ursochol eller Proursan) tabletter, som skal tages tre gange om dagen. De virker ved at øge udskillelsen af nogle af de stoffer, som kan påvirke det ufødte barn (galdesyrer). Ursofalk dæmper samtidig også moderens kløe.
Der er ikke beskrevet bivirkninger for børnene ved denne behandling. Moderen kan få lidt diarré af medicinen.
Igangsættelse af fødslen
Man ved, at det kan påvirke barnet, hvis det i lang tid er udsat for stor ophobning af galdesalte. Nogle undersøgelser viser en øget (men dog stadig meget lille) dødelighed blandt ufødte børn sidst i graviditeten, når moderen har leverpåvirkning. Alle gravide med leverpåvirkning anbefales derfor at få sat fødslen i gang senest ved terminen (ca. 40+0). Tidspunktet afhænger af blodprøverne samt barnets og moderens tilstand.
Mange kvinder med leverpåvirkning vil blive tilbudt igangsættelse 2 uger før terminen (ca. 38+0). Ganske få kvinder anbefales igangsættelse 6 uger før terminen (ca. 34+0).
Du kan få information om igangsættelse af fødslen hos din jordemoder.
Hvad du selv kan gøre
Mange kvinder er meget generet af kløen og har svært ved at sove af denne grund. Her er nogle råd, der måske kan hjælpe:
- Sørg for ikke at blive for varm på huden. Sov i kølige rum og med en kølig dyne.
- Hav en våd klud liggende, så du kan køle huden af i løbet af natten.
- Brug en god fugtighedscreme, når du har været i bad, så huden ikke bliver for tør.
- Nogle synes, det hjælper at smøre zinkliniment på huden. Det kan købes i håndkøb.
- Nogle har hjælp af antihistamin-tabletter. De bør ordineres af en læge.
Efter fødslen:
Der er ingen særlige forholdsregler, når du har født. Du kan amme og du kan føde ambulant, hvis alt er forløbet normalt.
Der er dog enkelte ting, det kan være rart at vide:
Det anbefales, at alle nyfødte i Danmark får en indsprøjtning med k-vitamin umiddelbart efter fødslen, men enkelte forældre fravælger dette tilbud. Man ved, at der kan være små forstyrrelser i moderens k-vitamin, når hun har haft leverpåvirkning, og barnet kan derfor have særligt behov for denne indsprøjtning.
Du skal stoppe med at tage Ursofalk, når du har født.
Leverpåvirkning forsvinder af sig selv.
Du kan få taget en blodprøve via din egen læge 6-8 uger efter fødslen for at kontrollere, at levertallene er normaliseret. Du skal selv bede om dette, hvis du ønsker det.
Der er stor sandsynlighed for, at du vil opleve leverpåvirkning igen i efterfølgende graviditeter. Hvis du senere i livet ønsker at tage p-piller, er det en god idé at nævne for lægen, at du havde leverpåvirkning under graviditeten.
Hvis du har spørgsmål til denne pjece eller til forløbet i øvrigt, er du altid velkommen til at henvende dig til din jordemoder.
Oversigt over undersøgelser
Dato | Blodprøver (Tages i klinik 5001) | Ultralyds-skanning 4002
4023 | CTG 4002
4023 | Igang-sættelse
4023 | Andet |
---|
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
| | | | | |
Selv om undersøgelserne er planlagt til et bestemt tidspunkt, kan der forekomme ventetid, da disse afsnit også tager sig af akutte graviditetsproblemer eller modtagelse af fødende kvinder. Vi håber på din forstelse for dette.