PET-skanning (18F-FDG)

Ved en skanning med et radioaktivt sporstof fremstilles detaljerede billeder af kroppen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en PET-skanning med et radioaktivt sporstof (18F-Fluor-deoxy-glukose). Skanningen fremstiller meget detaljerede billeder af kroppens celler og væv.

Du skal forvente, at undersøgelsen varer 2-3 timer.

Foto af en PET-CT-skanner.

Vigtig forberedelse

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise de sidste 4 timer før din aftale. Du må dog gerne drikke vand.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer. Hvis du har diabetes, gælder særlige forholdsregler.

Forholdsregler, hvis du har diabetes

Hvis du har diabetes, skal du:

  • faste i 4 timer før undersøgelsen
  • holde pause med medicin, der indeholder metformin, de sidste 48 timer inden undersøgelsen
  • tage øvrige tabletter mod diabetes, som du plejer
  • tage din vanlige dosis insulin, før du begynder at faste. Du må ikke tage ekstra insulin, mens du faster
  • fortsætte med din basalinsulin, mens du faster, hvis du bruger insulinpumpe.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan påvirke resultatet.

Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Du vil blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt nogle typer af tøj fra det område, der skal skannes, fordi det forstyrrer skanningen. Tag gerne dine smykker af hjemmefra.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi giver dig sporstoffet i en blodåre i din arm. Herefter skal du hvile dig i 50 minutter , mens sporstoffet fordeler sig i kroppen. Inden vi skanner dig, skal du gå på toilettet. Under skanningen skal du ligge stille på ryggen. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.

Skanningen varer 30-45 minutter.

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en PET-skanning på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’FDG-PET-skanning’ og ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’.

Redaktør