Denne pjece er til dig, der enten er overstimuleret eller er
i øget risiko for at blive det
Kære:
Generelt om OHSS:
Ovarielt Hyper Stimulations Syndrom eller overstimulation er en reaktion som kan opstå når man behandles med FSH (follikel stimulerende hormon). FSH, er det kvindelige kønshormon, som naturligt modner æggene i æggestokken.
Ved behandling med FSH er det helt normalt at føle sig oppustet og have tyngdefornemmelse i underlivet. Symptomerne er forventelige og skyldes modning af flere follikler (ægblærer) som fylder i æggestokkene. Symptomerne aftager typisk en til to uger efter din ægudtagning.
Hvis din stimulation medfører en kraftigere reaktion end planlagt, med modning af mere end 15-20 follikler, kan du være i risiko for at udvikle OHSS. For at forebygge dette vurderer vi altid din aktuelle risiko, før vi ordinerer den ægløsnende sprøjte, Ovitrelle. Ovitrelle indeholder graviditetshormonet, hCG som bruges til at fremkalde en kontrolleret ægløsning. Ovitrelle, modner og løsner æggene i folliklerne, så de kan tages ud. Ovitrelle kan dog også være med til at udløse en overstimulationsreaktion, fordi hCG gør blodkarrene mere gennemtrængelige for væske end normalt. Hvis æggestokkene overstimulerede, kan hCG medføre en kraftig udsivning af væske fra blodbanen. Denne udsivning forværrer symptomerne fra æggestokkene og kan brede sig til bughulen og give symptomer fra hele maveregionen med smerter, udspilethed og vejrtrækningsbesvær. I meget svære og sjældne tilfælde kan OHSS medføre blodpropper.
Forebyggelse af OHSS:
Hvis vi er bekymrede for, at du er i risiko for at udvikle OHSS, kan vi give dig en anden ægløsningssprøjte (Gonapeptyl) end Ovitrelle. Hermed sikres ægløsning og ægudtagning, men overstimulationsreaktionen undgås eller begrænses efterfølgende. Når vi giver Gonapeptyl vil vi altid lave totalfrys af de befrugtede æg. Dette er dog kun muligt i kort protokol. Ved lang protokol kan det være nødvendigt helt at aflyse cyklus, hvis risikoen for overstimulation er for stor.
Totalfrys:
Efter ægudtagningen, bliver dine æg befrugtet og dyrket videre til blastocyster, med henblik på nedfrysning dag 5 eller 6. Det betyder, at alle egnede blastocyster nedfryses med henblik på senere brug i en frysebehandling. Ved frysebehandling er der ingen risiko for overstimulation. Stimulationen er ude af kroppen og dine æggestokke er tilbage til normal størrelse og funktion. Du kan melde dig til din første frysebehandling efter en måneds pause.
Den tidlige OHSS:
Den tidlige overstimulation observeres fra slutningen af din stimulationsperiode og i perioden efter den ægløsnende sprøjte. Symptomerne aftager typisk i løbet af 7-10 dage efter ægudtagningen. Bliver du gravid efter din stimulationsbehandling, kan symptomerne på overstimulation komme igen.
Den sene OHSS:
Den sene overstimulation opstår som følge af graviditet.
Sen overstimulation er ofte mere alvorlig og længerevarende end den tidlige. Dette skyldes den kraftigt stigende hCG-påvirkning fra graviditeten. HCG-stigningen forværrer og fastholder overstimulationssymptomerne. Hvis det vurderes, at du har en forøget risiko for overstimulation i forbindelse med din stimulationsbehandling, er det vigtigt at forebygge graviditet, så du undgår at blive alvorlig syg med risiko for indlæggelse. derfor vil vi i den situation lave totalfrys og udskyde din ægoplægning.
Symptomer på OHSS:
Oppustethed og tyngdefornemmelse i underliv og maveregion
Vægtøgning
Vejrtrækningsbesvær/åndenød
Alment ubehag
Feber
Kvalme, opkast og diarre
Smerter i mave og underliv
Vandladningsbesvær
Forebyggelse og behandling af OHSS:
Væske: Drik 3 liter i døgnet (ikke kun vand)
Det er vigtigt at drikke 3 liter i døgnet for, at undgå dehydrering. Du må drikke hvad du har lyst til, men væsken må meget gerne indeholde protein. Det kan f.eks. være kakaomælk, koldskål, drikkeskyr eller proteindrik. Det er en god ide at føre væskeregnskab, da 3 liter er meget.
Protein: Spis ekstra protein
Protein er med til at holde væsken i blodbanen og forebygge udsivning til æggestokke og bughule. Derfor er det vigtigt at du spiser ekstra protein. Skyr, æg, kød, bønner og fisk er gode kilder til protein.
Salt: Spis lidt ekstra salt
Salt binder væske i blodbanen, så spis lidt ekstra salt på maden og f.eks. lidt salte nødder i perioden indtil din OHSS er overstået.
Fysisk aktivitet: Undgå fysisk anstrengelse.
På grund af dine forstørrede æggestokke er det vigtigt, at du ikke anstrenger dig fysisk. Undgå hårdt fysisk arbejde og begræns motion. En forstørret æggestok kan dreje om sig selv og herved afklemme sin egen blodforsyning. Dette er meget smertefuldt og kan kræve akut operation. Mærk efter hvordan du har det og tilpas dit aktivitetsniveau herefter.
Vægt: Vej dig hver morgen
Overstimulation kan medføre at du tager på i vægt pga væskeophobning i æggestokke og maveregion. Den nemmeste måde at observere dette er ved at du vejer dig hver morgen, efter at du har tømt din blære. Tager du et ½ til et helt kilo på hver dag skal du kontakte os i afdelingen.
Maveomfang: Mål dig om maven med et målebånd
Det kan være svært, at vurdere om du er mere eller mindre oppustet og udspilet dag for dag. Du kontrollerer dette ved, at måle dit maveomfang hver morgen efter, at du har tømt din blære. Forværres din oppustethed skal du kontakte os.
Urin: Observer din urin
Når du drikker 3 liter væske dagligt, skal du selvfølgelig også tisse hyppigere end du plejer. Det er vigtigt, at du observerer din urin, som skal forblive klar og lys gul. Bliver urinen mørk og sparsom, eller får du vandladningsbesvær, er det tegn på at du er dehydreret. Enten fordi du har drukket for lidt eller på grund af en forøget udsivning af væske i maven.
Smerter:
Smerter i forbindelse med OHSS er normalt.
Er dine smerter lette til moderate må du tage:
Tablet Paracetamol 1 gram max 4 gange om dagen. Er dette ikke nok kan du evt supplere med: Tablet Kodein 25 –50 mg max 4 gange om dagen, ved behov.
Bliver smerterne værre end ovenstående smertebehandling kan afhjælpe, skal du kontakte afdelingen, eller 1813, hvis det er uden for vores åbningstid.
Indlæggelse:
I et alvorligt forløb med OHSS, kan det blive nødvendigt at indlægge dig til observation og behandling. Behandlingen består primært i væskebehandling og forebyggelse af blodpropper.
Sygemelding:
For nogen kan det være nødvendigt med en sygemelding, for at kunne holde sig lidt mere i ro.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
Med venlig hilsen
Afdeling for Fertilitet, Rigshospitalet