Operationsforløb ved samtidig operation i både tarm og lever

Information om operationsforløb for patienter der skal opereres i både tarm og lever.

Denne pjece er en orientering til dig og dine pårørende om den kommende indlæggelse og operation. Ved den forestående operation skal du både have fjernet et stykke tyktarm og en del af lleveren.

Pjecen er et supplement til de samtaler du har haft og løbende får med læger og sygeplejepersonale på afdelingen.

Gode råd før indlæggelsen

Det er vigtigt, at du er i så god fysisk form som muligt. Prøv at få lidt motion hver dag, gerne i form af at gå - eller en cykeltur. Spis god, næringsrig mad og suppler gerne med proteinrige drikke som mælk eller koldskål. Du skal helst holde din nuværende vægt. Det tilrådes at undgå alkohol og tobak, da det kan øge risikoen for komplikationer i forbindelse med operationen (anvend gerne nikotinplaster). Naturlægemidler og kosttilskud kan øge risikoen for blødning, påvirke blodtrykket eller forlænge udskillelsen af medicin, som anvendes til bedøvelse. Vi anbefaler derfor, at holde pause med naturlægemidler og kosttilskud i ugen op til operationen.

illlustration af fordøjelsessystemet
illlustration af fordøjelsessystemet.

Tal med din familie og nære venner, og lad dem gerne læse denne pjece. Skriv eventuelle spørgsmål ned, så du kan få svar i forbindelse med indlæggelsen. Det kan være en god ide at have en pårørende med ved indlæggelsen og til samtaler undervejs. Det betyder meget at have en at tale med bagefter, når man har fået vigtige informationer.

HUSK: Hvis du er i tabletbehandling for sukkersyge/diabetes med Metformin, skal du holde pause med behandlingen de sidste 2 dage før operationen.

Indlæggelsen

Du bliver indlagt dagen før operationen, til forskellige forberedelser. Du vil blive vist til rette på afsnittet. En læge vil opdatere din journal og du får taget blodprøver.

I løbet af dagen taler du med en sygeplejerske fra afsnittet om dit indlæggelses- og operationsforløb. Ved samtalen aftales hvordan vi kan tage størst mulig hensyn til dine ønsker og behov. I løbet af dagen taler du med en narkoselæge om bedøvelse og smertebehandling, og med den læge, som skal operere dig.

Du taler også med en stomisygeplejerske. Når du skal opereres på tarmen, er der en lille risiko for, at det under operationen er nødvendigt at anlægge en stomi (føre et stykke tarm ud på maven). Derfor skal alle, der opereres på leveren samtidig med tarmen, have markeret, hvor på maven det er hensigtsmæssigt at placere en eventuel stomi, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt.

Tarmen skal tømmes ud før operationen. Det aftaler vi nærmere med dig, når du møder på afsnittet.

Vær forberedt på, at der vil forekomme ventetid mellem de forskellige samtaler i løbet af dagen. Der vil være både mad og drikkevarer til rådighed. Der vil ikke altid være mulighed for at overnatte på afsnittet natten før operationen. Du kan vælge at sove hjemme og møde på afdelingen kl. 7 om morgenen på operationsdagen eller at overnatte på Rigshospitalets patienthotel, hvis du bor langt væk. Det aftaler du med personalet den dag du indlægges. Regn altid med at kunne være hjemme i weekenden, hvis du skal møde fredag morgen til forberedelser før operation om mandagen.

Det er en god ide at tage et par morgensko / indesko med under indlæggelsen. Medbring også gerne en løs og behagelig joggingdragt eller lignende, som kan bruges når du ikke ligger i sengen.

Operationsdagen

Du skal faste fra kl. 24 aftenen før operationen, men du må drikke vand og gerne saft indtil kl. 6. Du skal i bad (hvis du ikke allerede har badet aftenen før), vi giver dig nærmere besked om dette.

På operationsgangen bliver du modtaget af narkosepersonalet. Inden du bliver bedøvet bliver der anlagt et smertekateter (epiduralkateter) i ryggen. Kateteret bliver fjernet igen efter 3 døgn. Operationen foregår i fuld bedøvelse og efter et ophold på opvågningsafsnittet vil du være tilbage på 12. sal i løbet af eftermiddagen / aftenen.

Smertebehandling

Det er vigtigt at smertebehandlingen efter operationen er så effektiv, at du kan trække vejret helt igennem og bevæge dig frit.

De første dage behandles operationssmerterne gennem det epiduralkateter, der er anlagt ved operationen. Ved hjælp af en pumpe doseres smertestillende medicin døgnet rundt. 3 dage efter operationen bliver epiduralkatetret fjernet. Aftenen før vi fjerner smertekatetret, begynder du på tabletbehandling med 2 forskellige præparater (Panodil og Gabapentin), hvis effekt supplerer hinanden.

Det kan være nødvendigt at justere den smertestillende behandling undervejs, og det er derfor vigtigt, at du fortæller os hvis du har ondt. Smerter må ikke forhindre dig i at være i aktivitet.

Mad og drikke

Du skal faste natten før operationen Ellers regner vi med at du kan spise og drikke almindelig mad under hele opholdet. Sygeplejersken giver dig besked, hvis der er begrænsning på maden efter operation.

Aktivitet / de første dage efter operationen

Allerede om aftenen på operationsdagen vil vi hjælpe dig med at komme ud af sengen, så du kan være oppe et par timer. Dagen efter operationen stiler vi mod, at du er ud af sengen i mindst 8 timer og går mindst 3 ture på gangene. Det er fint at tage hvilepauser ind imellem. Det er vigtigt at overholde aktivitetsplanen, da den er med til at forebygge komplikationer efter operationen.

Vi beder dig om at tygge sukkerfrit tyggegummi ½ time 3 gange om dagen, da det fremmer tarmfunktionen. Tag en pakke sukkerfrit tyggegummi med. Det er ikke usædvanligt, at der går et par dage før tarmen fungerer igen. Personalet vil spørge til, hvornår der igen går luft fra tarmen (prutter) og holde øje med tarmfunktionen. Du vil få et let afføringsmiddel, indtil tarmfunktionen er i gang igen.

Hvis du har fået anlagt en stomi, vil personalet lære dig at passe den selv. Har du behov for det, kan en hjemmesygeplejerske hjælpe dig med stomien efter udskrivelsen.

Der er ingen særlige restriktioner efter operationen og sårsmerterne kan behandles effektivt med tabletter. De fleste patienter er efter 4 - 5 dage tilbage i sædvanligt funktionsniveau og kan tage hjem. Du vil få smertestillende medicin med hjem til de første dage og ekstra tabletter til at tage, hvis du får behov for det.

Opstår der komplikationer forlænges indlæggelsestiden. I forbindelse med operationer i leveren ses komplikationer i form af galdesivning eller blødning hos mindre end 6 % af patienterne og risikoen for en alvorlig komplikation, som fører til død er mindre end 1 %.

I forbindelse med operation på tarmen er risikoen for lækage af sammensyningen ca. 2 %. Infektion i såret og i sjældne tilfælde i bughulen kan også være en komplikation.

Information

Du kan dagligt, til stuegang, få information om din operation og forløbet i øvrigt. Det kan være en god ide at en pårørende af og til deltager i stuegang (kl. 8.30 på hverdage).

Hvor kan jeg læse mere?

På Rigshospitalets hjemmeside www.rigshospitalet.dk findes bl.a. yderligere informationer om Afdeling for Organkirurgi og Transplantation. Se under Organkirurgi og Transplantation, Afdeling for.

Parkering

Bemærk venligst at det ikke er muligt at parkere på Rigshospitalets område i forbindelse med en indlæggelse. Der henvises til offentlig vej som kræver parkeringsbillet fra de opstillede automater. Yderligere in-formation kan ses på Rigshospitalets hjemmeside www.rigshospitalet.dk.

Redaktør