Operation for brok

Heri findes information om forberedelse til operation for brok og tiden efter.

Information om forberedelse til operation og tiden efter.

Operationen foregår ambulant. I møder som aftalt i indkaldelsesbrevet og udskrives samme dag. Det er vigtigt at barnet er fastende inden operationen, så mavesækken er helt tom.

Følg disse fasteregler:

6 timer før mødetiden, skal barnet faste, det betyder at dit barn ikke må spise mad, slik (inkl. tyggegummi), indtage mælkeprodukter, modermælkserstatning eller juice med frugtkød.
Måltidet skal være færdig senest kl.:____

Indtil 1 time før mødetid anbefales det at dit barn drikker klare væsker f.eks. vand, saftevand, æblejuice (filtreret) eller sukkervand.
Der må ikke drikkes efter kl.:_______

Ammer du dit barn, må det ammes indtil 4 timer før mødetiden.
Amningen skal være færdig senest kl.:___

Medbring gerne noget mad/drikkelse til efter operationen som I ved barnet kan lide. Det kan være en god ide, at I selv spiser morgenmad inden I vækker barnet.

Medbring gerne underholdning

Dagen kan være lang, så tag derfor gerne en god bog, iPad eller lignende med.

Giv barnet et bad og rent tøj

Aftenen inden eller om morgenen før operationen, skal barnet have et bad. På operationsdagen beholder barnet sit eget tøj på, så det er godt hvis tøjet er blødt og rart at have på. Medbring gerne et par ekstra underbukser/bukser.

Vægt

Barnet må gerne vejes hjemmefra: ______kg

Tal med Jeres barn

Når et barn skal opereres, er det vigtigt, at barnet er forberedt, på det der skal ske. For mange børn er det første gang de møder hospitalsverdenen og derfor er det en god idé at tale med jeres barn om hospitalet, bedøvelsen, operation og alle de tanker, der dukker op omkring det. Brug gerne, bamser, dukker, bøger, film m.m. i forberedelsen.

Panodil

Det anbefales på forhånd at købe smertestillende Panodil (håndkøb), til brug i dagene efter.

Lokalbedøvende plaster eller creme

Jeres barn skal have lagt et PVK (et lille plastikrør i blodåren) i forbindelse med operationen. I skal derfor sætte lokalbedøvende EMLA-plaster eller EMLA-creme på håndryggene. Dette købes på apoteket. EMLA-creme er nemmest til små hænder dvs. børn under 2 år. Det sættes, hvis muligt, gerne der hvor I kan se blodårerne,” de blå streger” på håndryggen. Plastrene kan sættes bedre fast med husholdningsfilm rundt om hænderne. Det samme gælder cremen som smøres på og fikseres med husholdningsfilmen.

Operationsdagen

Hjemmefra skal I 1 time før mødetid kl._____ sætte EMLA plaster/creme på begge håndrygge som beskrevet ovenfor. Inden operationen møder I kirurgen, anæstesilægen og sygeplejersken.

Jeres barn vil blive bedøvet enten med medicin i PVK’et eller med en maske. I begge tilfælde sover barnet i løbet af 1-2 minutter. I følger med ind på operationsstuen, indtil jeres barn sover.

Efter operationen, som varer ca. en time, bliver I kaldt til opvågningen og sidde hos jeres barn. Vi opfordrer til at der kun er en forælder der sidder i opvågningen, så længe barnet sover.

  • Barnet sover gerne 1-2 timer i opvågningen.
  • Barnet kan have behov for ekstra smertestillende/kvalmestillende medicin, som gives i PVK’et.
  • Kirurgen informerer om indgrebet samt forholdsregler efter operationen.
  • Sygeplejersken informerer om smerteplan og udleverer smertestillende medicin til det første døgn.
  • Barnet må spise og drikke så snart det vågner.
  • Store børn skal ud og tisse før hjemsendelse. Hos blebørn skal forældre selv være opmærksomme på at barnet får tisset når de kommer hjem.
  • Barnet får fjernet sit PVK, hvorefter I kan tage hjem og hygge resten af dagen.

Når I er kommet hjem

Smertestillende

Barnet får under operationen lagt lokalbedøvende medicin omkring såret, som virker i 2-6 timer. Hjemme skal I give den udleverede medicin og følge smerteplanen. Barnet kan have lette smerter og have behov for smertestillende Panodil i 2-3 døgn efter operationen.

Operationssåret

Såret er syet med tråd der forsvinder af sig selv. Det forventes at huden omkring såret bliver misfarvet, svarende til et blåt mærke og der kan forekomme hævelse. Der kommer sjældent infektion.

Plastre

Plasteret på såret skal sidde i 24 timer. Er såret ikke tørt når plasteret fjernes, skal der nyt plaster på. Dette skiftes indtil såret er tørt. Under plasteret sidder ofte små hvide strips, disse skal sidde, til de selv falder af.

Bad

Barnet må komme i brusebad efter 24 timer. Blebørn vaskes som vanligt forneden. Karbad, svømmehal og havvand kan først tilrådes efter 10-14 dage, pga. øget risiko for infektion samt at trådene opløses før tid.

Leg og aktivitet

Når barnet ikke længere har smerter, typisk efter et par dage, kan barnet genoptage sine vanlig fysiske aktiviteter og begynde at gå i børnehave eller skole igen. Vent dog med sport og fysisk anstrengelse til 1-2 uger efter operationen.

Komplikationer

Komplikationer er sjældne, men i tilfælde af infektionstegn som ses ved rødme, varme, hævelse og temperaturforhøjelse, samt hvis der opstår tiltagende blødning eller smerter, kan I kontakte Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske
Sygdomme op til 10 dage efter operationen på telefon 35 45 40 53

Mere viden

I kan søge mere viden på www.rigshospitalet.dk/BUKIR og ”videncenter for børnesmerter” > smerter hos børn > akutte smerter

Efterfølgende kontrol

Der kan være opfølgende kontrol i klinikken, dette vil lægen informere jer om før udskrivelse.

Redaktør