Mukocilær clearance, børne

Ved hjælp af et sporstof, som du indånder, kan vi undersøge slimtransporten i dine luftveje. Undersøgelsen varer 2 dage. 3 timer første dag og 1,5 timer den anden.

Børne mukociliær clearance 

Når vi undersøger slimtransporten i dine luftveje, kalder vi det en mukociliær clearance. 

Hvad skal du gøre inden undersøgelsen 

Der er ingen forberedelser til selve undersøgelsen, men du bør ikke blive undersøgt, hvis du inden for de sidste 6 uger har haft infektion i lungerne, været forkølet eller har haft bihulebetændelse. Hvis du har det, skal du ringe til os på tlf. 35 45 40 11 og få en ny tid til undersøgelse.  

Hvad gør vi, når vi undersøger dig 

Undersøgelsen foregår over 2 dage, ca. 3 timer første dag og ca. ½ time næste dag.

Under undersøgelsen skal du ligge på et leje, og med en scanner tager vi billeder af dine lunger. Du beholder dit tøj på under optagelsen, men hvis du har metalknapper eller lynlåse i dit tøj, skal du tage det af, da det ellers kan forstyrre billederne.  

Det er vigtigt, at du ligger stille under scanningen. Du er velkommen til at se film under scanningen, men det kan vi tale om, når du kommer.

Dag 1: 

Først får du påklistret 2 mærker på ryggen, som vi bruger til at indstille scanneren efter.  Inden scanningen skal du med en klemme for næsen trække vejret igennem et mundstykke og indånde et sporstof, som lægger sig på slimen i dine lunger. Derefter skal du skylle munden, og så laver vi optagelser for at se, hvor hurtigt sporstoffet forsvinder fra dine lunger.  Du skal ligge på ryggen under optagelserne. Den første optagelse tager ca. 35 min., og i løbet af de næste 2 timer optager vi flere billeder, men der er enkelte pauser ind i mellem. En enkelt gang i løbet af undersøgelsen skal du igen med en klemme for næsen trække vejret igennem et mundstykke og i 1 min. indånde et andet sporstof, så vi kan se, hvordan luften fordeles i dine lunger, når du trækker vejret. Inden du forlader vores afdeling fjerner vi de 2 mærker på din ryg, og markerer med en tusch, hvor mærkerne skal sættes på næste dag.  

Dag 2: 

Næste formiddag får du igen påklistret de 2 mærker på din ryg, og vi foretager en enkelt scanning på 15 min. for at måle en eventuel rest af sporstoffet i slimen i dine lunger. Inden du forlader afdelingen, fjerner vi igen de 2 mærker på din ryg.  

Svar på undersøgelsen 

Vi kigger på dine billeder, og sender svaret til den afdeling, hvor du plejer at komme. 

Redaktør