MALS, operation for

MALS (Median Arcuate Ligament Syndrom) en sygdom, hvor pulsåren i maven bliver klemt af sener i mellemgulvet. Operationen vil lette presset på pulsåren.

Kort om operationen

MALS (Median Arcuate Ligament Syndrom) er et sjældent syndrom, hvor pulsåren i maven bliver klemt af nogle sener fra mellemgulvet, hvilket skaber dårlig blodforsyning til tarmsystemet. Symptomerne er som regel vægttab og vedvarende mavesmerter eller smerter efter indtagelse af måltider eller ved fysisk aktivitet. Årsagen til syndromet kendes ikke.

Formålet med operationen er at lette presset på pulsåren i maven og dermed forbedre blodforsyningen og bedre dine symptomer. Operationen foregår som en kikkertoperation.

Du bliver indlagt dagen før operationen og skal forvente at være på hospitalet 6 dage. Du bliver indlagt på og udskrevet fra Rigshospitalet, men selve behandlingen forgår på Hvidovre Hospital. Vi står for transporten mellem Hvidovre Hospital og Rigshospitalet.

Vigtig forberedelse

Hold pause med blodfortyndende medicin

Du skal holde pause med eventuel blodfortyndende medicin før operationen. Vi aftaler med dig, hvor længe du skal holde pause, da det afhænger af din medicin. Du må ikke stoppe med nogen blodfortyndende medicin, før vi har aftalt det med dig. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Undgå alkohol og rygning

Undlad at drikke alkohol og ryge op til operationen. Rygning og selv små mængder alkohol øger risikoen for betændelse i sår og gør, at de er længere tid om at hele. Selv et kortvarigt stop har effekt, men har du mulighed for det, skal du undgå at ryge og drikke alkohol en måned inden operationen. Spørg din egen læge, i din kommune eller på hospitalet, hvis du har brug for støtte og vejledning.

Fjern neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af og så vidt muligt lade blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet 

Prøver og samtaler dagen før operationen

Du bliver indlagt på Karkirurgisk Sengeafdeling på Rigshospitalet dagen før operationen. Her får du blandt andet taget blodprøver og et EKG (elektrokardiogram), og vi taler med dig om selve indlæggelsen. Herefter bliver du transporteret til Hvidovre Hospital, hvor selve operationen skal foregå. Her taler lægerne med dig om bedøvelsen og selve operationen. Du skal regne med, at undersøgelserne og samtalerne tager hele dagen, da du skal tale med flere personer, og der kan være ventetid mellem de forskellige forberedelser. Du overnatter på Hvidovre Hospital den første nat.

Du skal faste inden operationen

Din mavesæk skal være tom under operationen for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, hvor det kan give en alvorlig lungebetændelse. Derfor skal du:

  • fra kl. 02.00 stoppe med at spise. 
  • fra kl. 02.00 stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te
  • fra kl. 06.00 stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi tilbyder dig som det sidste inden kl. 06.00 et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget. Du får også lagt et epiduralkateter i ryggen, som indeholder smertestillende medicin.

Operationen

Når bedøvelsen virker, lægger lægen 5-6 små snit i huden øverst på maven og fører en kikkertslange og andre operationsinstrumenter ind. Din mave blæses op med luft, så vi bedre kan se organerne og har plads til at operere. Lægen løsner pulsåren fra det omkringliggende væv.

Sårene på maven lukkes med klips.

Operationen varer som regel cirka 3 timer. I meget sjældne tilfælde er vi nødt til undervejs at ændre operationen til en åben operation.

Efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til opvågningsafdelingen, hvor du vågner fra bedøvelsen. Her er du tilsluttet udstyr, som blandt andet måler hjerterytme og blodtryk. Du får også ilttilskud, og du får eventuelt væske eller medicin gennem et drop. Du har katetre i ryggen og i blæren og en sonde i næsen. Efter cirka 4 timer kommer du tilbage på sengeafdelingen, hvor du er indlagt, indtil du er klar til at komme hjem.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

  • Betændelse i sårene: Der kan gå betændelse i sårene. Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.
  • Forbigående smerter i højre skulder: Under operationen er der blevet pustet luft ind i maven. Rester af luft kan give trykkende smerter i brystet, skulderen og nakken. Dette er normalt, og smerterne forsvinder af sig selv igen efter senest 2 døgn. Jo mere du er oppe og bevæger dig, jo hurtigere forsvinder luften.
  • Blødning: Det kan bløde fra små og store pulsårer under operationen. Det kan i meget sjældne tilfælde betyde, at kikkertoperationen må ændres til en akut, åben operation.
  • Skade på væv i tarmen: I meget sjældne tilfælde kan der ske skade på vævet omkring områderne, hvor vi opererer dig, fx vævet i tarmen.
  • Blodprop: I sjældne tilfælde dannes en blodprop i forbindelse med operationen. Hvis det sker, fjernes blodproppen ved en akut operation.

Hjemme igen

Sygemelding

Vi anbefaler cirka 2-4 ugers sygemelding. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente lidt længere. Hvis du har brug for en sygemelding, kan du få den hos din egen læge.

Undgå hård motion og tunge løft

Maven må ikke belastes. Derfor må du ikke cykle, dyrke motion eller løfte tunge ting over 4 kilo de første 2 uger.

Vent med at køre bil

Du må ikke køre bil, hvis du tager stærk smertestillende medicin.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse de første 3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør