Kateter i neoblære

Heri findes information om pleje, skylning og fjernelse af kateter.

Information om pleje, skylning og fjernelse af kateter

Du har netop fået fjernet blæren og som erstatning fået en tarmblære (Neoblære). Denne tarmblære afgiver nogle tarmtrævler, der kan tilstoppe kateteret. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at der hele tiden kommer urin. Det skal dog ses i forhold til dit væskeindtag.
Det er vigtigt at kateteret fungerer, så tarmblæren hele tiden er tom, og dermed kan heles. En fuld tarmblære heler ikke, da den hele tiden bliver overspændt og syningen derved belastes. 
Derfor skal tarmblæren skylles via kateteret 2 gange dagligt – Hyppigere hvis du oplever at kateteret ikke fungerer.
Under indlæggelsen vil du blive oplært i selv at skylle på kateteret. I det følgende kan du læse en beskrivelse af, hvordan du skyller samt se planen for oplæring under indlæggelsen.

Sådan skylles tarmblæren

Du skal altid vaske hænder før og efter du rører ved kateter og urinpose. Før du skiller kateter og kateter-slange skal du gøre alle ting klar:
Plastikbakke, Stor sprøjte, Spritserviet, Grå bakke, Saltvand (NaCl)

  • Pak plastikbakken, den store sprøjte og spritservietten ud.
  • Hav den grå bakke klar.
  • Hæld saltvand (Nacl) i plastikbakken.
  • Skil kateter og kateterslange. Tør kateterstudsen og studsen på kateterposen med spritservietten.
  • Hold den grå bakke under kateteret.
  • Med tom sprøjte trækkes først tilbage på kateteret, således at evt. rest urin udtømmes
  • Fyld den store sprøjte med 30 ml. Nacl.. Sprøjt det ind i kateteret og træk væsken retur i sprøjten.
  • Ovenstående skal gøres minimum 5 gange, eller flere indtil der ikke kommer flere tarmtrævler.
  • Du skal skylle 2 gange dagligt og skylle hvis du oplever, at kateteret ikke fungerer.

Hygiejne omkring kateteret

  • Du skal daglig vaske dig forneden med vand og mild sæbe.
  • Den synlige del af kateteret skal også vaskes med vand og mild sæbe.
  • Den lille benpose skal skiftes 2-3 gange ugentligt. Den lange natpose kan anvendes i en uge.
  • Det er en god ide at skifte pose (fra dag til nat/nat til dag) når du alligevel skal skylle kateteret. Det mindsker risikoen for infektioner.
  • Du må gerne tage brusebad, men tøm urinposen inden. Urinposen kan sagtens tåle vand.
  • Kateteret fixeres med et plaster for at undgå træk eller knæk på dette. 
  • Mænd: Kateteret fikseres i en blød bue op mod maven. Kateterposen sættes fast i urinposeholderen. Placeres under blæreniveau. 
  • Kvinder: Kateteret fikseres på låret. Kateterposen sættes fast i urinposeholderen. 
    Placeres under blæreniveau.
  • De brugte urinposer kasseres som almindelig dagrenovation.
  • Under indlæggelse tømmer personalet urinposens indhold, indtil I aftaler andet.
  • Efter udskrivelse tømmer du indholdet af posen i toilettet.

Plan for oplæringen

Dag 1

Du vågner på opvågningsafsnittet. Her vil sygeplejersken hjælpe dig med personlig hygiejne herunder hygiejne forneden og omkring kateteret.
Kateteret skylles formiddag og aften af plejepersonalet. De vil undervejs fortælle hvordan de gør.

Dag 2 

Morgen / formiddag: 

  • Plejepersonalet på sengeafsnittet hjælper dig med hygiejne omkring kateteret.
  • Plejepersonalet vejleder dig i, hvordan kateteret fixeres, således at der undgås træk på dette.

Kateteret skylles formiddag og aften:

  • Plejepersonalet gør tingene klar til skyl på kateteret. 
  • Du deltager i skyllet under mundtlig vejledning. Dette kan gøre liggende i sengen, siddende eller stående.
  • Husk håndhygiejne med enten håndvask eller håndsprit før og efter skyllet.

Plejepersonalet informerer dig omkring:

  • Hvordan kateteret skal være fixeret
  • Placering af kateteret: ½ meter under blæreniveau
  • Betydningen af hygiejne omkring kateteret
  • Håndhygiejne

Dag 3

Morgen / formiddag:

Du foretager hygiejne samt fixering af kateteret under vejledning fra plejepersonalet. 

Kateteret skylles formiddag og aften:

  • Du gør tingene klar til skyl under vejledning fra plejepersonalet. Se vejledningen ovenfor.
  • Du skyller på kateteret under supervision fra plejepersonalet.

Plejepersonalet informerer dig omkring:

  • Observation af urinproduktionen
  • Hvornår skal man skylle hyppigere?
  • Betydningen af farven på urinen
  • Betydningen af væskeindtag. Når man har kateter er det væsentligt at drikke rigeligt med væske, det vil sige i gerne 1½ - 2 liter dagligt.

Dag 4 og frem til udskrivelsen

Morgen / formiddag:

  • Du foretager selvstændigt hygiejne omkring kateteret, samt fixering af dette.

Kateteret skylles formiddag og aften:

  • Plejepersonalet sørger for at du har de ting du skal bruge til rådighed.
  • Du skyller selvstændigt på kateteret.

Er du i tvivl om noget, tilkalder du plejepersonalet.

  • Plejepersonalet informerer dig omkring:
  • Brug af kort pose i dagtiden
  • Hvordan den korte pose fixeres på benet
  • Hvordan posen skiftes

Udskrivelse

  • Du medgives materialer til brug ved skyl, skift af pose og fixering af kateteret.
  • Du skal selv lave saltvand til at skylle med derhjemme. Plastikbakken og sprøjten kan skoldes og genbruges.
  • Du medgives en tid til at komme ind på afdelingen til fjernelse af kateteret.

Opskift på saltvand 

1 liter kogende vand (Det er vigtigt at vandet koger i 20 minutter) Tilsæt derefter 1 spsk. fint salt. 
SKAL AFKØLES! til stuetemperatur inden brug.

Efter udskrivelsen

Du foretager selvstændigt hygiejne omkring kateteret, samt fixering af dette. Kateteret skylles formiddag og aften. Hyppigere hvis du oplever at urinen ikke løber!

Fjernelse af kateter efter anlæggelse af neoblære

Du møde ambulant og have fjernet dit blærekateter, som blev anlagt i forbindelse med operationen. Du skal påregne at være i afdelingen til hen på eftermiddagen, hvor du bliver udskrevet.
Du skal være i behandling med penicillin i det døgn, hvor du skal have kateteret fjernet. Pillerne er blevet udleveret til dig, da du blev udskrevet. Du skal opstarte dem om morgenen på dagen, hvor kateteret skal fjernes og fortsætte til alle pillerne er taget. 

Efter fjernelsen af blærekateteret er det vigtigt at du følger et bestemt vandladningsmønster. Du får derfor brug for at anvende et vækkeur til at minde dig om, at du skal lade vandet.Vandladningsmønsteret er med til at øge kapaciteten i din nye tarmblære samt nedsætte risikoen for infektioner.

Når blærekateteret er fjernet vil du opdage, at der vil forekomme urinlækage. For at skåne dit tøj, vil du blive sendt hjem med nogle forskellige størrelser bleer. Tømning af tarmblæren foregår ved at presse med mavemusklerne. For at undgå urinlækage, er det dels vigtigt at du følger nedenstående vandladningsmønster og dels at træne bækkenbunden og dermed bækkenbundsmusklerne. Disse anvendes fx når man forsøger at holde luft fra tarmen tilbage.
Hvis du har besvær med at tømme blæren fuldt ud, kan du blive nødt til at anvende et éngangskateter til at tømme blæren med. Du vil derfor blive oplært i dette i forbindelse med at kateret fjernes. 

Vandladningsmønster

Umiddelbart efter fjernelse af kateteret skal du lade vandet ca. hver 2. time i dagtimerne. Om natten anvender du en stor ble og koncentrerer dig om at få din nattesøvn.

Efter 1-2 måneder opstarter du nedenstående vandladnings-mønster. Det kan dog være, at du allerede kan holde på vandet i mere end 2 timer. 
Hvis du fx kan holde på vandet i 3 timer i dagstimerne, skal du opstarte vandladningsmønsteret med at lade vandet hver 3. time døgnet rundt.

1. uge

Du skal lade vandet ca. hver 2. time døgnet rundt, evt. oftere. Du vil have behov for at stille vækkeuret om natten.

2. uge

Du skal lade vandet hver 3. time døgnet rundt.

3. uge

Du skal lade vandet hver 3. time i dagtiden og hver 4. time om natten. Hvis du lader vandet som det sidste, inden du går i seng og som det første, når du står op, er det muligt for dig kun at skulle op 1 gang om natten.

4. uge

Du skal lade vandet hver 4. time døgnet rundt.
Hvis du lader vandet som det sidste, inden du går i seng og som det første, når du står op, er det muligt for dig kun at skulle op 1 gang om natten.

Fra 5. uge

Du skal fortsætte med at lade vandet hver 4. time om dagen. Du vil som regel skulle stå op 1 enkelt gang om natten for at lade vandet. 
På længere sigt vil du selv finde din vandladningsrytme.

Redaktør