Information om rekonstruktion af et område på underbenet

Heri findes information om rekonstruktion af et område på underbenet.

Med denne pjece vil vi gerne informere dig om din indlæggelse i forbindelse med din operation, hvor du skal have flyttet hud/muskel og evt. knogle til et område på benet.

Hvad sker der før operationen?

  • Vi anbefaler, at du får et afføringsmiddel, hvis du ikke har haft afføring dagen op til operationen. Dette får du af sygeplejersken. For regler vedr. faste og tørste se udleveret pjece ”Anæstesi/ bedøvelse”.

Hvad sker der på operationsdagen?

  • For at forebygge infektion er det vigtigt, at du tager et brusebad om morgenen. Se opslaget på badeværelset vedrørende ”Badning før operation”. Såfremt du har behov for hjælp til dette, hjælper personalet dig med dette aftenen før. Om morgenen skal du børste dine tænder grundigt. 
  • Om morgenen før operationen får du evt. noget beroligende medicin, såfremt du har aftalt dette med narkoselægen.
  • En portør vil køre dig til operationsgangen, hvor du vil blive modtaget af en sygeplejerske.
  • Operationen varer normalt 5- 7 timer.

Hvad sker der efter operationen?

  • Efter operationen bliver du observeret nogle timer på en opvågningsafdeling, før du kommer tilbage til afdelingen.
  • Du vil have et  tyndt plastikrør i en blodåre, hvorigennem du får væske. Dette vil du have så længe du har behov for at få væske og/eller antibiotika.
  • For at forebygge de smerter, der vil være efter operationen, får du fast  smertestillende medicin. Hvis du trods dette har ondt, er det vigtigt at du henvender dig til sygeplejersken.
  • De første 48 timer efter du er kommet tilbage fra operationen, kommer sygeplejersken hver time for at se til dig og tjekke operationsområderne. Herefter tilser sygeplejersken dit operationsområde ca. seks gange i døgnet. • Du vil have operationssår på benet og fra det område, hvor muskel/knogle er taget fra.
  • Om aftenen får du en indsprøjtning af blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper.
  • Du vil have 1-3 sugedræn i de områder, som er opereret. Sugedrænene fører overskydende blod og vævsvæske fra operationsområdet ned i nogle plastikbeholdere. 
  • Sugedrænene bliver fjernet efter 2 - 5 dage.
  • Du vil have et blærekateter, som er en gummislange i urinrøret op til blæren. Katetret har du for at personalet kan måle din urinmængde pr. time, for at sikre at din væskebalance er i orden. Blærekatetret fjernes som regel få dage efter operationen.
  • Du skal ligge i sengen minimum tre dage efter operationen. Dit ben skal ligge højt på en skinne for at undgå hævelse. Efter minimum tre dage må du komme op i en kørestol. Det opererede ben skal dog fortsat være eleveret. Tidspunktet for hvornår du må begynde at støtte/gå afhænger af din specifikke operation.
  • Du må spise den kost, du har lyst til. Det er helt normalt, at der kan gå nogle dage inden du får din appetit tilbage. Hvis du har behov for kvalmestillende medicin, kan du få det af sygeplejersken.

Hvornår fjernes trådene?

Du får fjernet trådene ca. 14 dage efter operationen. 

Hvor længe skal jeg være indlagt?

Du vil blive udskrevet ca. 10 - 14 dage efter operationen eller overflyttet til dit hjemsygehus eller en anden afdeling på Rigshospitalet. Hvis du udskrives direkte til eget hjem og har behov for hjemmesygeplejerske/hjemmehjælp, vil plejepersonalet bestille dette. Du skal tale med den læge, der har opereret dig om, hvordan du skal forholde dig efter udskrivelsen mht. til dit arbejde, fysiske aktiviteter m.m.

Redaktør