Information om rekonstruktion af brystvorte

Brystvorten bliver lavet i lokalbedøvelse. Brystvorten bliver lavet af hud fra brystet.

Med denne pjece vil vi gerne informere dig om rekonstruktionen af din brystvorte.

Hvor foregår operationen

Operationen foregår i Ambulatorium for Led- og knoglekirurgi, Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling 3004, opgang 3, stueetagen eller på Plastikkirurgisk operationsgang 3031 (opgang 3, 3 sal).

Hvordan rekonstrueres brystvorten

Brystvorten bliver lavet i lokalbedøvelse. Operationen varer ca. 1 time. Inden operationen tegner lægen i samråd med dig, hvor du vil have din nye brystvorte placeret. Brystvorten bliver lavet af hud fra dit bryst (se illustration). 

Medbring en BH

For bedre at kunne bedømme placeringen af brystvorten, anbefaler vi at du medbringer en BH, som du også vil bruge efterfølgende. Den skal være i tyndt stof og i en lys farve. Brystvorten skal kunne anes igennem BH skålen. Hvis du ikke bruger BH, kan du i stedet medbringe en stramtsiddende tynd T-shirt i en lys farve. 

Forbinding

For at beskytte din nye brystvorte, får du sat en forbinding med skumgummi og selvklæbende film på.

Brystvorten bliver lavet af hud fra dit bryst

Efter operationen

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå, at der kommer vand ind under forbindingen. Hvis du plejer at bruge BH, må du bruge den igen efter operationen. 

Får jeg ondt efter operationen

Som regel ikke, da de fleste i forvejen har nedsat følelse i det bryst som er rekonstrueret. Hvis du har behov for smertestillende medicin, anbefaler vi, at du tager Paracetamol (panodil, pinex, pamol). Disse tabletter kan købes i håndkøb. Følg doseringsanvisningen på pakken.

Fjernelse af tråde

Din brystvorte bliver syet med tråde der skal fjernes efter 10-12 dage. Trådene bliver fjernet af en sygeplejerske i Ambulatorium for Led- og Knoglekirurgi, Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling. 

Pleje af dit ar

Når trådende er blevet fjernet, kan du vaske brystvorten med sæbe og smøre efter med creme. Arrene kan blive mørke af sollys. Du bør derfor beskytte dem så længe de er røde, med en solcreme - minimum faktor 15 eller med tøj.

Vent med at sove på maven, til trådene er fjernet.

Hvornår må jeg arbejde

Du kan genoptage arbejde lige efter operationen, hvis blot du beskytter brystvorten mod stød

Kan jeg dyrke motion efter operationen

Det afhænger af, hvilken motion du dyrker. Indtil trådende er fjernet, bør du ikke dyrke motion hvor du sveder meget. Spørg personalet hvis du er i tvivl.

Redaktør