Information om efterbehandling af hudtransplantat og donorsted

Heri findes information om efterbehandling af hudtransplantat og donorsted.

I denne pjece vil vi gerne informere dig om, hvordan du behandler dit hudtransplantat og donorsted, når du kommer hjem fra hospitalet.

Hvilke forholdsregler skal jeg tage, når jeg bader?

Når hudtransplantatet og donorstedet er helet, må du gerne tage brusebad. Vi anbefaler, at du venter yderligere en måned med at gå i karbad, svømmehallen eller bade i havvand. Det er bedst at bruge en uparfumeret og mild sæbe, når du bader, da den nye hud er mere følsom end den ’gamle’ hud.

Hvor længe og med hvad skal jeg smøre hudtransplantatet og donorstedet?

Du skal smøre hudtransplantatet og donorstedet 1-2 gange dagligt med en uparfumeret fugtighedslotion i 1-1½ år eller så længe det virker tørt. Fugtighedslotionen skal smøres på i et tyndt lag. 

Du kan f.eks. anvende en uparfumeret fugtighedslotion fra Apoteket eller Matas. Grunden til at du skal bruge lotion og ikke creme er, at cremen kan være for fed.

Hvorfor smøre huden?

Hudens talgkirtler sørger normalt for en passende indfedtning af huden. Ved hudtransplantatet og donorstedet er denne evne ophævet/nedsat, da nogle af talgkirtlerne er fjernet. Det er derfor nødvendigt at smidiggøre den nye hud ved, at smøre den daglig. Herved opnår man:

  • At huden bliver mere elastisk 
  • At huden bliver mere modstandsdygtig ved belastning
  • At du kan opnå et bedre kosmetisk resultat

Hvordan bør jeg forholde mig i forbindelse med solbadning?

Du skal undgå direkte sol på hudtransplantatet og donorstedet det første år efter operationen eller så længe hudtransplantatet og donorstedet er rødt, da der er øget risiko for solskoldning på grund af hudens følsomhed. Du risikerer at transplantatet og donorstedet bliver mørkere end den øvrige hud. 

Denne mørkfarvning forsvinder ikke igen. Du kan eventuelt tage noget tøj på, som dækker transplantatet og donorstedet eller bruge en uparfumeret solcreme med faktor 20 eller derover. Vedr. solcreme anbefaler vi at du rådføre dig med apoteket eller Matas

Hvordan bør jeg forholde mig, hvis mit hudtransplantat er på benet?

Hvis dit transplantat sidder på benet, skal du bruge en kompressionsstrømpe, som er en særlig stram strømpe eller en elastisk forbinding i ca. tre måneder efter operationen. Den elastiske strømpe/forbinding modvirker karsprængninger, fortykkede ar og misfarvning af transplantatet. Den modvirker også en eventuel tendens til at benet hæver. 

Såfremt du fortsat har behov for at bruge elastisk strømpe/forbinding efter de tre måneder, bør du rådføre dig med egen læge eller ambulatoriet om mulighed for økonomisk støtte til køb af strømpe. Sålænge dit ben hæver, anbefaler vi at du lægger benet op på en stol, når du sidder ned. 

Hvordan skal jeg behandle mit donorsted?

For at beskytte den nye hud på donorstedet anbefaler vi, at du de første uger efter du har fået fjernet forbindingen bruger en elastisk tubeforbinding. Denne får du med hjem, og du kan bruge den et par uger, eller så længe du føler, det er behageligt, at donorstedet er beskyttet. Tubeforbindingen kan håndvaskes og skal lægges til tørre udstrakt.

Hvornår må jeg dyrke motion?

Spørg lægen, da det afhænger af hvor dit transplantat og donorsted er og hvilken form for motion du dyrker.

Redaktør