Indledning
Fysioterapeuterne ønsker med denne pjece at informere dig om, hvorledes du bedst og hurtigst kan komme i form efter din lungetransplantation.
Den store forskel efter operationen er, at du nu kan tillade dig at lave fysisk aktivitet, der belaster kroppen. Dette skal dog gøres med visse hensyn i forhold til dit operationssår, da det skal have tid til at hele.
Når du har fået foretaget en lungetransplantation, er det vigtigt, at du fremover sørger for at holde dig i god fysisk form.
Operationssåret
For at kirurgerne kan komme ind til lungen/lungerne spaltes brysthulen imellem to ribben. Perioden for opheling af denne spaltning varer 6 uger, og det er derfor vigtigt at du i denne periode:
- undgår at løfte mere end 4 kg
- undgår bevægelser og aktiviteter, som udløser eller forværrer smerter fra operationsområdet
… og stød fra med begge arme til du sidder på sengekanten
Når du bevæger dig i sengen, så tænk på, ikke at støtte med hele din kropsvægt på armene.
De første 6 uger efter operationen
Belastning
For at undgå belastning af operationsområdet/operationssåret, må den samlede belastning på opereret side ikke overstige 4 kg de første 4-6 uger efter operationen.
Daglige aktiviteter
For at undgå belastning af operationsområdet må den samlede belastning for armene ikke overstige 4 kg. Når du kommer hjem må du gerne foretage lettere huslige gøremål som opvask, madlavning, små indkøb etc. - blot dette ikke udløser smerter fra operationsområdet.
Opheling
Bevægelse øger blodgennemstrømningen i kroppen og er en forudsætning for at væv og hud kan få de bedste betingelser for at hele. Efter operationen er det derfor vigtig at du er fysisk aktiv i det omfang du formår, spiser og drikker samt får hvile og søvn.
Smerter
Det er ikke ualmindeligt, at du, udover fra selve operationsområdet, også kan opleve ømhed i nakke, skulderled samt mellem skulderbladene. Brystkassen har været åbnet under operationen og dette kan påvirke led og muskler. Ømheden kan lindres ved fysisk aktivitet og ved udførelse af øvelser bagerst i pjecen. Husk at du gerne må bevæge og bruge dine arme, blot du overholder førnævnte bevægerestriktioner.
Cykel
Du må gerne benytte motionscykel under og efter indlæggelsen, men vent med alm. cykel til efter 6 uger og gør det kun, hvis din balance og muskelstyrke er til det.
Seksualliv
I forhold til lungerne er der ikke noget i vejen for, at du kan genoptage dit seksualliv. Lungerne arbejder på samme måde, uanset om du går på trapper, cykler eller dyrker sex.
Emotionelle udslag
Hver person reagerer forskelligt efter en lungetransplantation. For nogen vil det at skulle hjem være overvældende og de vil bekymre sig om, hvordan de skal klare hverdagslivet. Det er normalt med humørsvingninger og afbrudt søvn efter transplantationen – også når du kommer hjem. Vi tilråder, at du får talt med en, du føler dig tryg ved, så du får vendt de tanker og følelser, du kan have. Hvis du har været svært syg gennem længere tid, har du måske været afhængig af din partner eller andre. Denne rolle bør nu ændres i takt med, du bliver stærkere.
Jo mere du selv påtager dig at udføre, jo hurtigere bliver du bedre, både fysisk og psykisk. Vejen frem til en almindelig hverdag er at tage udfordringen op. Det er kun dig selv, der kan give dig styrken og livskvaliteten tilbage.
Sekretmobilisering og lungefunktionsmåling
Alle lungetransplanterede skal dagligt bruge PEP-fløjte og peak flow. PEP-fløjten benyttes for at åbne for alveolerne (det yderste lungevæv) og mobilisere sekret. Peak flow måler pustetal ved maksimal forceret udånding.
PEP-fløjte (Postive Expiratory Pressure)
- Anvendes mindst 3 x dgl. de første 6 måneder efter transplantationen. Herefter anvendes den morgen og aften samt efter behov.
- Anvendes optimalt flere minutter af gangen med efterfølgende stød og host for evt. sekretmobilisering. Skal skilles ad og lufttørre efter brug for at undgå bakteriedannelse i den kondens, der dannes under brug.
- OBS: Pauseres ved sidste drænfjernelse på den ene side eller efter TBB (transbronkial biopsi) indtil kontrolrøntgen er godkendt af læge.
- Rengøring: Vaskes regelmæssigt i lunkent vand med alm. opvaskemiddel og skylles efterfølgende med vand.
Peak flow
- Anvendes dagligt - samme tid, samme udgangsstilling.
- Udførsel: viseren stilles på nul, tag den dybeste indånding du formår og pust så kraftigt som du kan.
- Det bedste af tre forsøg noteres.
- Hvis dit pustetal falder med mere end 10 % fra et stabilt niveau, skal du kontakte afdelingen.
- Rengøring: Mundstykke vaskes regelmæssigt i lunkent vand med alm. opvaskemiddel og skylles efterfølgende med vand.
Fysisk aktivitet
Sundhedsstyrelsen anbefaler en halv times daglig fysisk aktivitet. Aktiviteten skal være med moderat til høj intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdags aktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter. Sørg for at få indarbejdet gode vaner og læg fysisk aktivitet ind som et fast punkt i din dagligdag. Fysisk aktivitet nedsætter desuden risikoen for knogleskørhed og livsstilssygdomme.
Forslag til fysisk aktivitet kan være:
- Daglige gåture. Gør turene gradvist længere og sæt tempoet op.
- Gå på trapper. Hold en pause hvis du bliver for forpustet. Hvis du ikke har trapper, men bruger fitness-center kan du gå på stepmaskine eller løbebånd, hvor der gradvist kan sættes mere stigning på i takt med, at din styrke og kondition forbedres.
- Motionscykel. Kør en længere periode og øg senere modstanden. ”Køl af” til slut med lav modstand.
Træning
Træning er vigtig for at øge din muskelstyrke, kondition, balance og det vil kan din livskvalitet. Sundhedsstyrelsen anbefaler at du mindst to gange om ugen skal være fysisk aktiv med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken.
Den træning du er startet på under indlæggelsen fortsættes og intensiveres efter udskrivelsen. Stil krav til dig selv og husk at du godt må presse dig selv, når du træner. Start altid med let opvarmning i 10 minutter, så din puls øges gradvist og kroppen/musklerne bliver opvarmet inden du starter med styrke- og konditionstræning. Under træningen skal du blive moderat forpustet, dog ikke mere forpustet end at du samtidig kan føre en samtale i korte
sætninger. Det kaldes talegrænsen.
Det er naturligt, at dine muskler udtrættes når du træner og at træningsømhed opleves bagefter. Det sidste kan afhjælpes ved at afslutte træningen med udspændingsøvelser.
HUSK
Du har dagligt behov for protein for at kunne opbygge dine muskler. Hvis det er muligt så indtag et glas mælk, kakaomælk eller en proteindrik efter træning for at give din krop de bedste betingelser for at opbygge muskelvæv.
Hygiejne
Det er vigtigt med en god håndhygiejne. Når du har været ude at træne f.eks. i træningscenter eller været ude at handle, så sørg for at vaske hænder når du kommer hjem.
Efter 6 uger
Daglige aktiviteter
Du kan nu genoptage daglige aktiviteter som f.eks. at vaske gulv, støvsuge, handle ind m.m. Du må også påbegynde løb, golf, tennis, stavgang, fodbold, roning og lignende sportsgrene samt generelt øge intensiteten under træning.
Du må cykle på alm. cykel, hvis din balance og muskelstyrke er klar til det.
Arbejde
Det er umuligt at sætte regler for, hvornår du kan begynde at arbejde. Det afhænger af arbejdets karakter og om der er specielle forhold, du skal tage hensyn til efter operationen. Tal med lægen når du kommer til kontrol.
Efter 6 måneder
Svømning kan nu opstartes (frarådes de første 6 måneder pga. infektionsrisiko).
Havearbejde skal du helst først starte 6 måneder efter transplantationen. Husk ALTID havehandsker og undlad at rode med nedfaldne blade og jord grundet risiko for skimmelsvamp. Du må ikke skovle træflis/hø/halm, fejre blade i carport eller andet som støver, da du indånder støvet.
Væv | Sengeleje ændring i % af udgangsværdi | Genoptræningstid efter sengeleje |
---|
Muskel | 6 uger, 40% | 8-12 uger |
Knogle | 3-4 uger, 5-20% | 10-12 uger |
Sener/ ledbånd | 6 uger, 20-25% | 25-50 uger |
Kondition | 3 uger, 20% | 12 uger, 3 x ugentligt |
Efter 2-3 ugers sengeleje hos en utrænet person, kan pulsen ved fx. trappegang være 20-30 slag højere end normalt.
Kilde: Klinisk Reumatologi (Munksgaard 2002)
Konsekvensen af inaktivitet / sengeleje og behov for efterfølgende genoptræning.
Ovenstående skema viser konsekvensen af inaktivitet hos raske mennesker.
Hos syge og kroniske patienter er konsekvensen af inaktivitet større og genoptræningen tager derfor længere tid. Det vil sige at ovenstående genoptræningstid er absolut minimum for optræning efter transplantation.
Øvelsesprogram
Følgende øvelser må udføres umiddelbart efter operationen. Øvelserne udføres i roligt tempo og må ikke give smerter fra operationsområdet.
Gentag hver øvelse 10-15 gange.
Skulderrulninger
1. Hold armene ned langs siden.
2. Kør skuldrene rundt i store cirkelbevægelser, først den ene vej og så den anden vej.