Indsprøjtning - af Ozurdex (dexamethason) i øjet

Heri findes information om behandling med Ozurdex.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med din behandling med Ozurdex.

Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.

Baggrund for behandling med Ozurdex

Arehindebetændelse (uveitis), blodprop i øjet, sukkersyge og visse andre øjensygdomme kan føre til utæthed af blodkar i øjets nethinde. De utætte blodkar medfører, at væske siver ud i nethinden og slører synet.

Denne tilstand kan behandles med indsprøjtning af binyrebarkhormon i øjet. Ozurdex er et langtidsvirkende implantat, der indeholder binyre- barkhormonet dexamethason. Behandlingen kan stabilisere eller forbedre synet i 3-6 måneder.

Behandlingen kan, hvis det er nødvendigt, gentages efter 3 måneder.

Hvad er fremtidsudsigterne for dit syn?

Behandling med dexamethason kan ikke helbrede din grundsygdom, men behandlingen kan som regel forhindre yderligere synstab og i mange tilfælde bedre synet.

Risiko ved indsprøjtning af binyrebarkhormon i eller omkring øjet

  • Forhøjet tryk i øjet. Denne bivirkning er som regel forbigående og kan behandles med øjendråber. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at operere.
  • Grå stær. Binyrebarkhormon kan fremskynde udviklingen af grå stær (uklarhed af øjets linse).
  • Selve indsprøjtningen kan i sjældne tilfælde medføre komplikationer.
    - Infektion
    - Nethindeløsning
    - Glaslegeme blødning
    - Beskadigelse af linsen, som fører til hurtig udvikling af grå stær.

Komplikationerne kræver ekstra behandling men fører kun i sjældne tilfælde til varigt synstab.

Dagen hvor du skal have indsprøjtningen

Du skal holde øjenomgivelserne rene, og du må ikke bruge mascara eller anden make­ up på operationsdagen.

Indsprøjtningen

Indsprøjtning med Ozurdex foregår på en af afdelings operationsstuer.

Inden indsprøjtningen dryppes øjet med lokalbedøvende dråber og renses med desinficerende væske for at undgå infektion.

Der lægges en tynd plastfolie over øje og kind. Øjet holdes åbent med en lille holder. Derefter gives indsprøjtningen i det hvide i øjet. Der føles som regel ingen smerte, men et trykkende ubehag kan forekomme.

Sygeplejersken drypper øjet med en antibiotikum-øjendråbe, efter indsprøjtningen. Behandlingen tager ca. 15 minutter.

Efter indsprøjtningen

Efter indsprøjtningen kan du gå hjem.

Forholdsregler efter indsprøjtningen

3 dage efter indsprøjtningen, bør du ikke gå i svømmehal, svømmebassin eller havbad.

Hvad er normalt efter indsprøjtningen?

Blødning uden på øjet, der hvor kanylen stikkes ind. Det er ganske harmløst. Blødningen vil forsvinde indenfor 2-6 uger.

Du kan eventuelt se uklarheder /"fluer" for øjet, og synet kan være lidt mere sløret. Det er normalt og går sædvanligvis over i løbet af nogle dage.

Kontrol efter indsprøjtningen

Du skal komme til kontrol i Afdeling for Øjensygdomme indsprøjtningen:

2-4  uger efter indsprøjtningen:

  • En sygeplejerske/optiker måler synsstyrke, øjentryk og scanner dine nethinder. Pupiludvidende øjendråber kan være nødvendige forud for scanningen.
  • Hvis øjentrykket er tilfredsstillende, bliver du ikke undersøgt af en øjenlæge, men øjenlægen gennemser journal og scanningsbilleder efterfølgende.

2-3  måneder efter indsprøjtningen:

  • En sygeplejerske/optiker måler synsstyrke, øjentryk og scanner dine nethinder. Pupiludvidende øjendråber er nødvendige forud for scanningen.
  • Du vil blive undersøgt af en øjenlæge, der ud fra undersøgelsen vurderer behovet for videre behandling og kontrol.

Du skal kontakte Afdeling for Øjensygdomme

Hvis du oplever nedenstående, skal du straks kontakt Afdeling for Øjensygdomme

  • Tiltagende rødme, lysfølsomhed, pus eller vedvarende smerter i eller omkring øjet
  • Tiltagende sløret syn i dagene efter indsprøjtningen (tiltagende lysglimt, fluer, skygger i synsfeltet)

Kontakt til Afdeling for Øjensygdomme - se sidste side i denne patientinformation.

Hyppige spørgsmål

Gør det ondt at få indsprøjtning i øjet med binyrebarkhormon?

Det kan svie ganske kortvarigt, når øjet dryppes med lokalbedøvende øjendråber og vaskes med desinficerende væske. Selve indsprøjtningen kan være forbundet med trykkende ubehag og efterfølgende grusfornemmelse, der aftager i løbet af 1 døgn.

Hvad hvis jeg får blodfortyndende behandling?

Det er ikke nødvendigt at holde pause med den blodfortyndende behandling. Du skal fortsætte med at tage din medicin som sædvanligt.

Redaktør