Immunglobulin, Behandling med

Information om Immunglobulin og hvordan det virker, samt hvordan behandlingen med dette stof foregår

Vi vil med dette informationsark kort informere dig om, hvad immunglobulin er, og hvordan det virker

Afventende kvinde i reception

Immunglobulin

Immunglobulin er antistoffer, der udgør en del af kroppens immunforsvar mod celler, der er fremmede for kroppen som for eksempel bakterier. Immunglobulin stammer fra blod tappet fra bloddonorer.

Det immunglobulin, som Rigshospitalet bruger, kommer udelukkende fra danske donorer. For at forhindre, at der overføres infektioner til dig, er blodet sikret ved:

  • Omhyggelig udvælgelse af bloddonorer for at sikre, at mulige infektionsbærere udelukkes
  • Omfattende testning af hver bloddonation for virus og infektioner
  • Behandling af immunglobulin med virusdræbende midler

For at sikre dig bedst muligt som patient, vil vi ligeledes teste dig for HIV og leverbetændelse type B og C før og 3 måneder efter behandlingsforløbet med immunglobulin.

Sådan virker immunglobulin

Immunglobulin supplerer dine egne antistoffer, så de kan reagere normalt over for en, i dit tilfælde, graviditet. Det vil hjælpe til med at støtte og balancere dit eget immunsystem, så det reagerer normalt over for kroppens egne celler,
herunder eksempelvis foster- og moderkageceller. Da immunglobulin stammer fra blod fra mennesker, fungerer det præcis, som om det var dine egne antistoffer. Immunglobulin kan også reducere symptomerne i visse betændelsestilstande. Disse virkninger forstås dog stadig ikke fuldt ud.
Immunglobulin lagres i din krop. Der går ca. 6 uger fra en infusion af immunglobulin til mængden i din krop er halveret.

Selve behandlingen

Immunglobulinpræparater gives som udgangspunkt som infusion i en blodåre (intravenøs infusion). Du får anlagt et tyndt kateter i en blodåre enten i hånden eller i armen. Vores læger bestemmer, ud fra din vægt, hvor meget immunglobulin, du skal have. Antallet af infusioner afhænger af dine graviditets-/abortforløb og dine blodprøvesvar.

Behandlingen varer mellem 3-4 timer, og fra 6. graviditetsuge vil vi desuden skanne dig forud for infusionen for at kontrollere, at fosteret udvikler sig, som det skal.

Bivirkninger

Følgende bivirkninger kan forekomme:

  • Hovedpine
  • Kulderystelser
  • Feber
  • Influenzalignende symptomer
  • Opkastning
  • Milde overfølsomhedsreaktioner (allergiske reaktioner, fx hududslæt og kløe)
  • Kvalme
  • Ledsmerter
  • Lavt blodtryk
  • Moderat lændesmerte

For at nedsætte risikoen for bivirkninger vil vi i begyndelsen lade infusionen løbe langsomt. Hvis du tåler den godt, vil vi gradvist lade infusionen løbe hurtigere. Vi opfordrer dig til at drikke minimum 2 liter væske (vand, saft, juice) under infusionen. Samme dag skal du drikke yderligere 1½ liter, og i dagene efter minimum 2 liter dagligt.

Hvor ofte?

Behandlingerne startes altid om formiddagen. Antallet af infusioner er individuelt planlagt. Nogle starter allerede behandling inden graviditet. Andre starter i 4. graviditetsuge. Som udgangspunkt stopper behandlingerne ved 14.
graviditetsuge med mindre andet er aftalt. De første 4 infusioner gives indenfor 14 dage. Derefter gives behandlingerne med ca. 10-12 dages interval. Tidspunktet aftaler vi fra gang til gang. Du kan medbringe medbringe læsestof, mad, drikkevarer og en computer. Rigshospitalet har gratis WIFI, men vi kan desværre ikke forsyne din computer med strøm. Du har også, efter aftale
med sygeplejersken, mulighed for at gå en tur på hospitalet, hvor der er café, bibliotek, hvilerum med mere. Immunglobulin tåler ikke sollys, hvorfor vi beder dig om at opholde dig indendørs under infusionen.
Husk

Så snart du konstaterer, at du er gravid, skal du kontakte Gentagne Graviditetstab, enhed 4071 på telefon 35 45 84 86. Telefonen er åben mellem kl. 8.30-12.00 på hverdage. Vi bestiller 2 blodprøver. I den første blodprøve
måler vi hCG og progesteron, og 2 dage senere måler vi igen hCG. Du vil få svar på alle blodprøver den dag, du får målt dit hCG for anden gang, hvor en sygeplejerske vil ringe dig op med svarene og en videre plan.

Egne Noter:

 

 

 

Redaktør