Hormonbehandling med kvindelige kønshormoner

Information vedrørende hormonbehandling ved transkønnethed eller andre kønsidentitetsforhold for transkvinder.

Information vedrørende hormonbehandling ved transkønnethed eller andre kønsidentitetsforhold for transkvinder.

Før behandling

Før du starter hormonbehandlingen, skal du have lavet følgende undersøgelser:

  • Blodprøver for at sikre at dine nyrer, lever og stofskifte fungerer normalt, ligesom vi måler fedtstoffer samt mængden af mandligt og kvindeligt hormon i dit blod
  • En generel kropsundersøgelse med måling af højde, vægt og blodtryk evt. stetoskopi af hjerte og lunger.

Kvindeligt hormon

I langt de fleste tilfælde vil vi anbefale, at du starter din behandling med kvindeligt hormon, ØSTRADIOL/ESTRADIOL enten i form af tabletter, plaster, kutanspray eller gel.

Som udgangspunkt anbefales det at tage hormonerne enten som plaster, kutanspray eller som gel. Ved anvendelse af plastre skiftes disse 2 gange om ugen, mens kutanspray, gel og tabletter tages dagligt. Plastrene kan efterlade limrester på huden, som nemt fjernes med lidt neglelakfjerner på noget vat. Hvilken dosis og behandling du skal have, er afhængig af din alder, vægt og evt. andre sygdomme. Vi justerer dosis ved kontrollerne.

Vi tilstræber, at du ender med et hormonniveau i blodet, som svarer til en kvindes. Er du over ca. 50 år, anbefaler vi, at du går lidt ned i dosis for at mindske risikoen for bivirkninger. Dette efterligner den normale kvindelige overgangsalder.

Anti-mandligt hormon

Derudover anbefaler vi anti-mandligt hormon, da det kvindelige hormon ikke fuldt ud kan hæmme din egen produktion af mandligt hormon. De to kønshormoner vil derfor arbejde imod hinanden.

CYPROTERONACETAT (ANDROCUR©)

Androcur er et anti-mandligt hormon, som både stopper din egen produktion af mandligt hormon fra testiklerne samt hæmmer effekten af mandlige hormoner på cellerne. På den måde får det tilførte kvindelige hormon bedre mulighed for at udøve sin virkning. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det medfører at du ikke længere vil kunne opnå fuld erektion.

Kontrol 1. år

Efter 3 måneders behandling skal du have taget nye blodprøver, så vi kan kontrollere dit hormonniveau. Du bliver ringet op om svar.

Efter yderligere 3 og 9 måneder skal du møde i klinikken til kontrol forudgået af blodprøver. Herefter skal du kontrolleres med 1-2 års mellemrum. Det er vigtigt at du får taget blodprøver forud for dit besøg således at vi sammen kan se på svarene og eventuelt justere behandlingen derefter.

Ved afbud

Er du forhindret i at møde op til den aftalte tid, er det meget vigtigt, at du hurtigst muligt kontakter os, så vi kan give tiden til en anden, og så vi kan aftale en ny tid med dig. Da vi har mange patienter i behandling, kan der være flere måneders ventetid på en ny aftale.

Recepter

Ved konsultationen vil vi som udgangspunkt sørge for, at der er recepter frem til næste kontrol. Hvis du, fx pga. en tid er rykket, løber tør for medicin, er det dit eget ansvar at gøre opmærksom på dette i god tid. Der kan være flere ugers ventetid på at få lagt en ny recept ud.

Meld dig AKTIV på minsundhedsplatform.dk

Vi anbefaler, at du melder dig AKTIV på minsundhedsplatform.dk, hvor der er mulighed for at skrive direkte til sekretærerne. Her kan du også selv følge med i dine prøvesvar mm.

Hvad kan du forvente af ændringer under behandlingen?

Du kan forvente at:

•     Du gradvist vil udvikle bryster. Størrelsen på dem er ligesom for biologisk fødte kvinder meget individuelt •     Du gradvist vil få en mere feminin fedtfordeling på kroppen •     Du gradvist vil få mindre hårvækst (skæg og behåring på bryst, arme, ben og omkring kønsorganerne), men din skægvækst især vil ikke forsvinde helt.

De fleste af disse ændringer sker langsomt, og det kan tage op til flere år før den fulde effekt er opnået.

Der er mulighed for laserbehandling i ansigt. Tilbuddet er gratis.

Hvad er bivirkningerne ved behandlingen?

Der er en række bivirkninger ved behandlingen, som det er vigtigt at være opmærksom på, og som er grunden til, at vi kontrollerer dig hyppigt i starten af behandlingen:

  • Rød og irriteret hud ved plaster-behandling
  • Ophobning af væske i kroppen
  • Ved for høj dosering er der risiko for blodpropper i venesystemet
  • Nedsat sexlyst
  • Humørpåvirkning
  • Let øget risiko for hjertekarsygdom, dvs. forhøjet blodtryk og risiko for blodprop i hjertet
  • Påvirkning af leveren
  • Øget vægt
  • Påvirkning af stofskiftet
  • Øget risiko for brystkræft
  • Ved behandling med anti-mandlig hormon vil du ikke kunne få rejsning
  • Skrumpning af testiklerne og nedsat produktion af sædceller evt. helt ophør. Fornyet sædcelleproduktion kræver ophør af behandling med kvindeligt hormon.

Der er et tilbud om at få deponeret sæd til evt. senere brug. Tilbuddet er gratis. Sæden bør indsamles og deponeres før opstart med hormoner.

Hvis du allerede er i behandling med kvindeligt kønshormon

Hvis du allerede er i behandling med kvindeligt kønshormon, når du henvises til klinik 4004, vil vi foretage en samlet vurdering med blodprøver og kropslig undersøgelse. Formålet er at afklare om behandlingen umiddelbart kan fortsættes, eller der eventuelt skal foretages justeringer for at sikre en sund balance mellem ønskede effekter og eventuelle bivirkninger.

Kirurgisk kønsskifte

Hvis du senere får fjernet dine testikler, skal du stoppe med det anti-mandlige hormon, men det er vigtigt, at du fortsætter med de kvindelige hormoner, da det derefter er den eneste måde, du får kønshormoner på. Kønshormoner er nødvendige for, at din krop fungerer normalt og for at undgå knogleskørhed.

Kontrolbesøg

Behandlingen med hormoner er livslang. Som anført anbefaler vi indtil videre kontrol med 1-2 års mellemrum efter det 1. år. Denne kontrol tilbydes på Rigshospitalet eller for Region Syddanmark på Odense Universitets Hospital. I nogen tilfælde kan kontrollen overtages af egen læge eller en speciallæge.

Hvis du har spørgsmål til ovenstående eller dele af hormonbehandlingen, anbefaler vi, at du skriver dine spørgsmål ned og tager dem med til konsultationen.

Redaktør