Højdosisbehandling, semiambulant

Ved semiambulant højdosisbehandling foregår behandling både på klinikken og i patientens hjem. Her findes nyttig viden om, hvad man skal være opmærksom på under et semiambulant forløb, samt information om klinikkens tilbud og aktiviteter.

Her kan du læse om at være i semiambulant højdosisbehandling. Det vil sige, at du er hjemme og kommer hyppigt til kontrol i stedet for at være indlagt.

Hvad vil det sige at være semiambulant?

At have et semiambulant forløb betyder, at du er hjemme i perioder, selvom dine blodværdier er lave og dit immunforsvar er svækket efter behandling med kemoterapi. I et semiambulant forløb bliver du fulgt tæt. 

Sundhedfaglige kriterier for semiambulant behandling

Du skal selv kunne klare dig hjemme i forhold til at tage medicin, spise, drikke, reagere på symptomer, varetage omhyggelig personlig hygiejne etc. Hvis du får feber, skal du kunne komme ind til os indenfor en time.
Der skal være en voksen person til stede på bopælen om natten. Dette er fordi, personen skal kunne hjælpe dig med at kontakte afsnittet og aftale, hvordan du kommer herind, hvis du får feber om natten. 
 
Når du er i et semiambulant højdosisforløb, vil du typisk få din kemoterapi i klinikken på den dag, vi kalder dag ”minus 2”. 

To dage senere bliver du indlagt til stamcelleinfusion, og forbliver indlagt til dagen efter. Dagen for stamcelleinfusion kalder vi for ”dag 0”. Herefter overgår du igen til dit semiambulante forløb, og du vil typisk skulle møde første gang i klinikken 5 dage efter du har fået dine stamceller tilbage (dag ”plus 5”).
Herefter møder du ca. hver anden dag, så længe dine blodværdier er lave. Nogle gange hver dag, hvis du har behov for transfusioner med blod eller blodplader. 

Du skal møde i klinikken ca. kl. 09.30. Hvis du er oplært i blodprøvetagning på CVK, er det en fordel, hvis du selv har trukket dine blodprøver hjemmefra og afleveret dem på Afdeling for Klinisk Biokemi 3011, inden du møder.

Klinikkens motionsrum

I ventetiden på prøvesvar, medicin m.m., opfordrer vi dig til at gå til holdtræning. Træning er kl. 11 i klinikkens motionsrum.

Registreringsskema

Vi vil gerne følge, hvordan du har det hjemme, derfor får du et registreringsskema, som du skal udfylde. Skemaet hjælper dig med at komme omkring dine egne observationer og symptomer. Der er også plads til, at du kan skrive kommentarer til, hvordan du synes, det går derhjemme. Vi taler om, hvordan du har det og tager afsæt i dine registreringer i skemaet.  Vi fokuserer særligt på, om der er noget, der har ændret sig siden sidst. 

Det, vi gerne vil vide noget om, når du kommer er:

  • Hvordan går det derhjemme?
  • Har du nogen nyopståede problemer?
  • Har du nogen symptomer på infektion?
  • Har du nogen symptomer på blødning?
  • Får du spist og drukket nok?
  • Hvor meget får du motioneret?
  • Føler du dig træt?
  • Har du smerter i mundhule og/eller svælg?
  • Har du haft behov for at tage smertestillende?
  • Har du diarré eller forstoppelse?
  • Har du kvalme?
  • Husker du at få taget din medicin og skyllet mund?
  • Er der noget, du er i tvivl om?

Vigtigt

Ring til klinikken eller sengeafsnittet

  • Hvis du har feber
  • Hvis du hoster blod op
  • Hvis du får næseblod
  • Hvis du bløder fra andre steder
  • Hvis du har ondt i halsen, føler åndenød eller har andre luftvejssymptomer
  • Ved ny tilkommen diarre (vandtynd afføring mere end 3 gange daglig)
  • Hvis du føler dig alment utilpas, fx fryser, er svimmel eller lignende
  • Hvis du tager mere end 2 kg på eller taber dig mere end 2 kg på et døgn
  • Hvis der er noget, du er i tvivl om

Opringning til dig

På de dage, hvor du ikke har fremmøder, vil vi gerne ringe til dig, såfremt du ønsker dette.

Det skal du gøre derhjemme

Du skal måle din temperatur hver morgen og aften, når du er hjemme, og hvis du føler, at du har feber eller er mere træt, end du plejer at være. Temperaturen skal du notere i skemaet. Kuldskærhed eller deciderede kulderystelser vil ofte være tegn på begyndende feber. 

Du skal kontakte sengeafsnittet, hvis du får temperaturforhøjelse

Ved temperatur på 38.5° ved en enkelt måling
Ved temperatur på 38.0°  ved to målinger med minimum 1 times interval

CVK

Du skal pleje dit CVK efter de givne retningslinjer, og du skal holde øje med hvordan dit CVK ser ud. Hvis du opdager, at huden omkring indstiksstedet er rød, varm, hævet eller øm, kan det være tegn på en begyndende infektion og du skal kontakte os.

Det vil være en fordel hvis du eller en af dine pårørende lærer at trække blodprøver på dit CVK, så kan ventetiden i klinikken bliver kortere. En anden væsentlig grund er, at undersøgelser viser, at der er mindre risiko for infektioner, når du selv passer dit CVK. Vi udleverer remedier, så du selv kan trække blodprøverne og evt. skifte forbinding, hvis du stadig har forbinding på dit CVK.

Blødning

Når dine blodplader er lave, så er du i større risiko for at bløde, fordi dit blod størkner dårligere. Blødninger kan vise sig som blå mærker eller som små røde blodudtrækninger i huden, næseblod, blod i urinen og/eller blod i afføringen. Der kan også komme blødning fra tandkødet ved tandbørstning. Hvis du får næseblod hjemme, skal du:

  • Sætte dig op og bøje dig fremover
  • Klem fast på næsen i 5 minutter
  • Sutte på knuste isterninger
  • Læg eventuelt isterninger i en pose over næseryggen

Stopper blødningen ikke ved disse tiltag, skal du kontakte sengeafsnittet. Hvis du observerer, at du har blod i urinen eller i afføringen, skal du ligeledes kontakte os.

Mundhygiejne

God mundhygiejne er vigtig. Læs pjecen ”Børst tænderne, det betaler sig”. Du skal skylle din mund 4 gange daglig med caphosol. Brusetabletterne opløses i 50 ml vand og dernæst skylle først 1 min. med halvdelen af opløsningen og derefter 1 min. med resten, spyt herefter ud. Hvis du får rødme eller smerter, kan du skylle mund op til 10 gange daglig med caphosol.  
 
Det er vigtigt, at du holder mundslimhinden fugtig for at undgå sår i mundhulen, derfor udleverer vi en sprayflaske, der skal fyldes med almindelig vand, som du skal spraye din mund med hver gang, du føler tørhed. Det mindsker risikoen for svære mundslimhindeproblemer. Hvis du får smerter i mundslimhinden, kan du med fordel anvende mundskyllemidlet andolex. Skyl din mund med 10 ml i 1 min. 3-10 gange daglig. Det hjælper mod smerter og fremmer helingen af mundslimhinden.
 
Hvis du får smerter i munden, kan du tage paracetamol som smertestillende. Du skal tage 1 g paracetamol 4 gange daglig. Husk at måle din temperatur, inden du tager paracetamol, da det virker febernedsættende. Kontakt sengeafsnittet hvis ovenstående ikke er nok til at lindre dine smerter, så kan vi vejlede dig med flere mundplejemidler og eventuelt mere smertestillende.

Mad og drikke

Når du er hjemme, er det vigtigt, at du ikke taber dig. For at komme bedst mulig gennem behandlingen har kroppen brug for kalorier og proteiner. Proteiner findes blandt andet i mælkeprodukter, ost, bønner og kød. Spis varieret og gerne kalorierigt. Se eventuelt i udleverede pjecer eller kogebog. Du skal drikke ca. 2 liter væske daglig. For at du skal undgå at tabe dig, er det en god idé at erstatte vand med kalorieholdige drikkevarer som f..eks. mælk, kakaomælk, proteindrik, saft, juice og lignende.

Når dit immunforsvar er lavt, må du ikke spise skimmelost, honning eller mad indeholdende rå fisk og rå æg. Husk at gennemstege dit kød og have en god køkkenhygiejne.

Du skal veje dig hver dag og notere det i skemaet. Du skal kontakte os, hvis du taber dig mere end 2 kg eller tager mere end 2 kg på, da større vægtændringer som regel er tegn på væskemangel eller ophobning af væske.

Diarré

Diarré kan opstå fordi slimhinden bliver beskadiget af kemoterapien, men kan også være tegn på en maveinfektion. Du skal kontakte os, hvis du har vandtynd afføring mere end 3 gange om dagen. Ved udtalt diarré, kan du få stoppende medicin, men forud for dette skal der tages afføringsprøver fra. Vær opmærksom på, at du har et øget væskebehov ved diarré.

Aktivitet og motion

Motion og bevægelse har en gavnlig effekt under behandlingsforløb også når immunforsvaret og blodværdierne er lave. Det er vigtigt, at du træner og bevæger dig dagligt.  
 
Du skal lave de øvelser fysioterapeuten har instrueret dig i. De dage, hvor du er til ambulant kontrol, skal du deltage i holdtræning i klinikkens motionsrum kl. 11.00. Generelt anbefaler vi, at du laver ca. 30 minutters fysisk aktivitet hver dag. Husk at være ude af sengen minimum 8 timer daglig.
 
Du vil sandsynligvis opleve en øget træthed og derfor kan du have behov for middagssøvn eller pauser i løbet af dagen. Trætheden kan dog ikke altid hviles eller soves væk, og derfor er det vigtigt, at du forsøger at holde dig i gang, når du er semiambulant.

Ophør af semiambulant forløb

Dit semiambulante forløb ophører, hvis du pga. komplikationer er nødt til at blive behandlet under indlæggelse, eller når dine blodværdier er normale igen, og du kan overgå til et almindeligt ambulant kontrolforløb. Vi udleverer din kontroltider, når du er klar til dette.

Redaktør