Hjem med kateter

Heri findes vejledning til forældre, der skal hjem med et barn, der har kateter.

Vejledning til forældre, der skal hjem med et barn, der har kateter.

Husk altid følgende:

  • God håndhygiejne og brug af handsker, hver gang I skal røre ved kateteret, uanset om I skal vaske det, justere eller andet
  • Vær opmærksom på feber hos barnet, og kontakt altid afdelingen ved temperatur på 38 og derover
  • Undgå så vidt muligt at skille den øverste urinpose fra selve kateteret for at mindske risikoen for infektion
  • Hvis posen og kateteret bliver skilt ad af sig selv, tag da en steril vådserviet og tør både posespidsen og kateterenden godt af, og sæt det sammen igen (husk handsker!)

Materialer 

I skal altid have følgende klar hjemme: 

  • Handsker
  • Sterile vådservietter
  • Ny urinpose med lang slange (husk at lukke tømningsventilen på den nye pose, da den er åben fra fabrikken).

Urinpose til natten:

Ved sengetid sættes en urinpose med lang slange fast på den nederste tømmeventil på den øverste urinpose. Derved kan urinposen hænges på sengekanten og komme ned under blæreniveau.

Fremgangsmåde: 

  • Vask hænder og tag handsker på
  • Tag en steril vådserviet og rens den nederste studs på den øverste pose
  • Tag den blå prop af den nye pose, og sæt den ind i den rensede tømmeventil
  • Åbn tømningsventilen mellem de to poser
  • Når I tager den nederste pose af, er proceduren den samme
  • Urinposen må ikke genbruges

Husk også følgende i forhold til urinpose om natten

I skal sikre jer, at jeres barn ikke vikler sig ind i slangerne. Sæt evt. plastre på for at holde slangerne i ro tæt til kroppen.

NB!

Hvis der ikke kommer urin ud af kateteret, tjek ALTID om der er en afklemning på slangen. Hvis der ikke er afklemning på slangen, kan I prøve at rette kateterslangen ud. Kommer der stadig ikke urin ud af kateteret, skal I kontakte Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme.

Daglig pasning og observation af kateter Jeres barn må gerne komme i brusebad, men ikke karbad

Topkateter: 

Huden omkring kateteret skal tilses dagligt på det sted, hvor kateteret går ind i maven. 

Hvis plasteret løsner sig, eller hvis I ser tegn på voksende rødme og hævelse eller snask omkring kateteret, skal det renses, og der skal ny forbinding på. Medmindre I er oplært i dette, skal I kontakte afdelingen for at få det gjort.

Blærekateter (igennem urinrøret):

Har jeres barn blærekateter, skal I dagligt vaske omkring urinrøret og kateterslangen.

Fremgangsmåde: 

  • Vask hænderne grundigt
  • Vask med en blød klud fra urinrøret og ud langs kateterslangen
  • Kom en klat katetergel på kateteret, hvor det går ind i urinrøret

Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme
i Mave, Tarm og Urinveje
(BUKIR 4053) Juni 2020

Redaktør