Hals/mund, strålebehandling

Du har fået konstateret kræft i halsen/munden og som led i din behandling, skal du have strålebehandling.

Du har fået konstateret kræft i halsen/munden og som led i din behandling, skal du have strålebehandling. Du skal have i alt ______ behandlinger ______ gange om ugen

Planlægning af strålebehandlingen

For at planlægge din strålebehandling, skal du have scannet overkroppen og halsen. Scanningen viser, hvordan vi bedst kan give dig strålebehandlingen. 
Inden scanningen får du lavet et net, der hjælper dig med, at ligge stille med hovedet. Nettet skal du have på under scanningen og ved de efterfølgende strålebehandlinger.

Ved planlægningen får du udleveret ”Råd og Vejledning under strålebehandling” samt tid til første strålebehandling. Umiddelbart før start på strålebehandling vil du blive tilbudt en samtale med en fra behandlingspersonalet på behandlingsapperatet. Ved den første strålebehandling vil du få udleveret et skema med tider til de efterfølgende strålebehandlinger.

Planlægningen varer op til 4 timer. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Strålebehandlingen

Første strålebehandling tager ca. 30 min., da apparaturet skal indstilles til din behandlingsplan. De efterfølgende strålebehandlinger varer 15-20 min. pr. gang. Selve strålerne kan ikke ses og gør ikke ondt.

Ved den første strålebehandling, vil du få udleveret et skema med tider til de efterfølgende strålebehandlinger.

Bivirkninger

Som du kan læse nedenfor, kan der opstå forskellige bivirkninger relateret til din strålebehandling. Præcis hvilke og hvor mange du får, kan vi ikke vide på forhånd. Sygeplejerskerne vil umiddelbart kunne afhjælpe de fleste gener, desuden vil du en gang om ugen blive tilset af en læge i din klinik.

De hyppigste bivirkninger til en strålebehandling mod hals/mund er synkesmerter. Det skyldes, at det bestrålede område er beklædt med slimhinde, som er meget følsomt over for stråler. Mange patienter vil derfor opleve smerter i forbindelse med fødeindtag, og nogle vil finde det svært, at få maden til at passere. 

Mange patienter oplever ligeledes, mundtørhed og sejt spyt, da slimhinden i munden og spytkirtlerne påvirkes.

En del oplever, at maden kommer til at smage anderledes - at alt får metalsmag. Hos nogle fører det til kvalme og madlede. Undervejs i forløbet kan du opleve, at din stemme forsvinder. Stemmen kommer igen efter endt strålebehandling.

Der vil opstå hårtab i stråleområdet, og det kan være permanent. Det gælder skæg, men også håret i nakken, som ofte er med i stråleområdet.

Du kan opleve, at huden i behandlingsområdet bliver rød. Det kan være alt fra lidt rødme til en kraftig rødme. Eventuelt skaller noget af hudens overflade af og det kan væske fra området.

Mange patienter vil opleve en grad af træthed under behandlingen. 

Kost

Under strålebehandlingen anbefaler vi en god, alsidig og proteinrig kost. Det er vigtigt, at du ikke taber dig under strålebehandlingen, du vil derfor blive tilbudt ernæringsvejledning i dit ambulatorium en gang ugentligt. 

Rygning

Vi anbefaler, at du undlader at ryge under din strålebehandling, og vi hjælper gerne med at skabe kontakt til din kommune, der kan hjælpe med rygestopkursus. Rygning nedsætter virkningen af din strålebehandling. Rygning virker livsforkortende.

Alkohol

Vi anbefaler, at du under din strålebehandling holder dig til sundhedsstyrelsens anbefalinger om maks. 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. Er du i tablet behandling med Nimoral, anbefales det at undgå alkohol 6 timer efter indtagelsen af Nimoral.

Motion

Under din strålebehandling må du gerne motionere. Lyt til din krop og hold pause, når du bliver træt. Mange oplever, at motion har en god effekt på den træthed, der kan komme under strålebehandlingen. Desuden har motion en gavnlig effekt på psyke og humør.

Antioxidanter

Under din strålebehandling anbefaler vi, at du undlader at tage kosttilskud i form af antioxidanter (f.eks. A, C, E vitamin samt Q10), da disse kan hæmme strålebehandlingens effekt. Du må gerne få antioxidanter, der forekommer naturligt i kosten.

Henvendelse

Mandag-fredag kan du henvende dig fra 8.3015.45 tildet apparat, hvor du går til strålebehandling. Telefonnummeret fremgår af din mødeseddel, som udleveres ved første strålebehandling.
I weekenden kan du i samme tidsrum ringe på 35 45 11 31

I akutte situationer relateret til din strålebehandling kan du efter kl. 15.45 henvende dig på 35 45 35 45
- bed om onkologisk visitation. Her vil du tale med en sygeplejerske. 

Hvis du i dit forløb i Strålebehandling, klinik 3981 har oplevelser, som du ikke finder tilfredsstillende eller har forslag til forbedringer, opfordrer vi dig til, at rette henvendelse til personalet ved apparatet eller i klinikken.

Redaktør