Grøn stær - Implantation af større dræn

Dræn i forbindelse med grøn stær (glaukom) anvendes hyppigst til behandling af svær grøn stær for at mindske trykket inde i øjet. I fagsprog kaldes det for glaukomdræn.

Dræn i forbindelse med grøn stær (glaukom) anvendes hyppigst til behandling af svær grøn stær for at mindske trykket inde i øjet. I fagsprog kaldes det for glaukomdræn.

Drænet består af et silikonerør, som slutter med en plade for enden. Silikonerøret implanteres i øjets forreste kammer gennem en lille åbning bag hornhinden, således at overtryk i øjet aflastes ved at væske løber gennem røret til endepladen (Figur 1). Endepladen placeres hyppigst opadtil på øjet og fikseres bagved, mellem eller under øjets muskler. Drænrøret dækkes med et beskyttende væv (hjertehinde fra donor - donorpericardium) for at undgå hul i slimhinden. Hinden er et biologisk væv, som er testet for smitsomme sygdomme.

Figur 1: Placering af glaukomdræn på øjet.
Kilde: Afdeling for Øjensygdomme.

Der findes forskellige typer af dræn til grøn stær. På Rigshospitalet anvender
vi enten et Ahmed- eller et Baerveldtdræn.

  • I Ahmed-drænet er der indbygget flowbegrænsning i drænet, der
    forebygger trykket ikke bliver for lavt
  • I Baerveldtdrænet er der ikke en flow-begrænsning, så derfor bruger
    vi en anden operationsmetode for at prøve at begrænse flowet.

Forholdsregler før og efter operation

Du skal fortsætte med dine normale/sædvanlige øjendråber, indtil du møder
til operation.

Hvis du tager blodfortyndende, skal du efter aftale med kirurgen tage følgende forholdsregler:

  • Marevan-behandling: Pause 3 dage inden operationen
  • Marcoumar-behandling: Pause 5 dage inden operationen
  • Magnyl-behandling: Pause 7 dage inden operationen
  • NSAID-behandling såsom Ibuprofen: Pause 7 dage inden operationen
  • Plavix (Clopidogrel) eller Persantinbehandling: Pause 3 dage inden operationen
  • Pradaxa-behandling: Pause 24 timer inden operationen.

Hvis du tager fiskeolie, gingobiloba (Ginseng) eller hvidløgstabletter skal du stoppe 7 dage inden operationen, da tilskudene også virker blodfortyndende.

Andre ting du skal være opmærksomme på i forbindelse med operation:

  • Du må ikke bruge makeup af nogen art på operationsdagen
  • Vi tilbyder en afslappende pille inden operationen, hvis du er nervøs
  • Operationen varer ca. 1,5 time. Når operationen er slut, bliver der lagt en øjenforbinding, som må tages af efter 4 timer eller når du er kommet hjem
  • Hvis børnene er kede af at have klappen på, må klappen fjernes med det samme
  • Når bedøvelsen aftager, kan eventuelle smerter afhjælpes med Panodil op til 4 gange om dagen
  • Efter operationen, stoppes behandlingen med tryksænkende øjendråber i det opererede øje og hvis der gives diamox-piller, stoppes de normalt også. Vanlig øjendrypning fortsættes på det andet øje.

Øjendråber efter operation

Efter operationen skal det opererede øje dryppes med øjendråber, som forebygger øjenbetændelse. Recepten lægges på serveren ved det ambulante besøg eller efter operationen.

Typisk skal der dryppes med:

  • Monopex, 1 dråbe i øjet 6 gange om dagen
  • Kloramfenikol, 1 dråbe i øjet 4 gange om dagen

Børn skal typisk dryppes med:

  • Tobradex, 1 dråbe i øjet 6 gange om dagen

Der er kontrol i ambulatoriet dagen efter operationen. Herefter påregnes kontrol 1 gang om ugen eller hyppigere ved behov, indtil forholdene stabiliserer sig.
Det opererede øje skal dryppes i mindst 9 uger efter operationen, og øjendrypningen vil blive justeret løbende.

Efter operationen tilrådes det, at undgå:

  • vand i øjnene de første 3 dage
  • hårdt fysisk arbejde, styrketræning, gymnastik og tunge løft i 3 uger
  • snavs i øjet, svømmehal eller bade i havet i 3 uger, indtil forholdene stabiliserer sig.

Desuden tilrådes det, at børn har fri fra skole/daginstitution i 10 dage – individuel vurdering.

Hvordan er synet efter operation?

Efter operation bliver synet sløret, og det kan tage 4 til 6 uger før synet er stabilt. Og i tilfælde af fremskreden sygdom inden operationen, kan synet blive dårligere. Man bør huske, at formålet med operation er at bevare synsfeltet og reducere trykket, ikke at forbedre synsstyrken.

Der må påregnes sygemelding efter operationen i ca. 2 til 3 uger, afhængigt af individuelle forhold og skolegang/erhverv. 

Hvilke risici er der ved operationen?

Ligesom ved alle kirurgiske indgreb er der risiko for infektion og blødning. Dette forekommer dog meget sjældent. 

En operation for grøn stær kan også medføre udvikling af grå stær, hvis man ikke er opereret for dette tidligere. Og der kan forekomme tryksvingninger efter operationen, og synet kan blive sløret.

Øjenklinikken skal kontaktes

  • hvis der opstår stærke smerter i øjet eller synet pludseligt bliver meget sløret
  • hvis øjet bliver meget rødt.

Du kan ringe til Klinik for Grøn stær i dagtimerne mellem kl. 8.00 og 15.00, hvor du her kan tale med en af vores medarbejdere, der har særligt kendskab til din øjensygdom. Brug venligst nedenstående kontaktoplysninger. 

Venlig hilsen
Personalet i Afdeling for Øjensygdomme

Redaktør