Graviditetskvalme

Årsager til graviditetskvalme og information om hvad man kan gøre for at mindske den.

Denne folder giver oplysninger om årsagerne til graviditetskvalme, og hvad du selv og dine pårørende kan gøre for at mindske kvalmen.

Hvad er graviditetskvalme?

Det er normalt at have kvalme i begyndelsen af graviditeten. Det sker for 50% af alle gravide. Kvalmen ledsages ofte af opkastninger og øget træthed. I langt de fleste tilfælde får du det gradvist bedre efter et par måneder. Den egentlige årsag til graviditetskvalme kendes ikke, og tilstanden er ikke arvelig. Man mener, der kan være en sammenhæng mellem kvalme og højt graviditetshormon (HCG). Kvalmen forstærkes yderligere af fysiske, psykiske og sociale forhold. Det er individuelt, hvordan det opleves, og hvordan det påvirker din hverdag

Dekorativt billede

Hverdagen kan virke uoverskuelig, og det er normalt at føle sig utilstrækkelig i forhold til graviditet, familie, børn og arbejde i denne periode.

Hvilke symptomer kan du opleve?

Det varierer hvor mange symptomer den gravide har, og hvor slemt, det opleves. De hyppigste symptomer er:

  • Kvalme og opkastning
  • Træthed, svimmelhed
  • Appetitløshed og madlede
  • Øget følsomhed overfor lugte
  • Vægttab, bleg kulør og tørre læber
  • Koncentreret urin
  • Lugtesansen skærpes, så lugte, du før fandt naturlige, kan nu synes generende.

Hos de fleste gravide kvinder mindskes symptomerne omkring 12. uge, men hos enkelte varer symptomerne længere.

Hvilke forhold kan forstærke kvalmen?

Vær opmærksom på, om der er noget i dagligdagen, arbejdslivet eller familielivet, der er problematisk eller på anden vis krævende.

Man ved, at der er sammenhæng mellem de følgende punkter og kvalme:

  • Lavt saltindhold i blodet som følge af nedsat væskeindtag og opkastninger
  • Forstoppelse
  • Små børn i hjemmet eller anden uro
  • Depression, stress og angst.

Hvilke forhold mindsker kvalmen, og hvad du kan og dine og pårørende gøre?

Det er ikke videnskabeligt bevist at generelle råd mod kvalme og opkastning virker, men der er mange gravide, der har god effekt af følgende:

  • En forstående og hjælpsom familie, som kan aflaste
  • Søvn og hvile flere gange om dagen
  • Små, hyppige måltider, gerne hver 2. - 3. time, også selvom lysten ikke er der. Det kan være mad som suppe, mandler, rosiner, abrikoser, ris, hirse, nudler
  • B6 vitamin kan uden problemer benyttes af gravide og kan fås i håndkøb. Kan have en symptomlindrende effekt på kvalmen. B6 vitamin anbefales i doser på 20 mg tre gange dagligt
  • Sid op efter måltidet, så tyngdekraften hjælper med at holde maden nede. Få evt. dit hovedgærde hævet, så du ligger højt om natten
  • Drik små mundfulde hyppigt, helst 1½ liter om dagen. Gerne vand med saften fra en citron. Tal med personalet om dit væskebehov
  • Ved halsbrand undgå kaffe og stærkt krydret mad. Det er muligt at købe håndkøbsmedicin mod halsbrand
  • Vælg evt. kold mad i stedet for varm, hvis der er problemer med lugten af varm mad
  • Prøv at finde på ting du godt kan lide at lave, som måske kan aflede dig fra kvalmen, fx læse, se en film, tale med en god veninde etc.

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at henvende dig til os i afdelingen. 

Redaktør