Graviditet udenfor livmoderen - medicinsk behandling

Graviditet udenfor livmoderen kan behandles medicinsk. Det behandles med Methotrexat, som er et stof, der forhindrer celler i at vokse.

Graviditet udenfor livmoderen

Vi har ved gynækologisk undersøgelse, ultralydscanning og måling af graviditetshormon i blodet fået mistanke om, at du har en graviditet udenfor livmoderen.

Hvad er en graviditet udenfor livmoderen?

Der opstår mistanke om graviditet udenfor livmoderen, da undersøgelserne ikke har kunnet påvise en graviditet inden i livmoderen, og graviditetshormonet samtidig er let stigende eller uændret. Muligvis har lægen ved ultralydscanning set en graviditet udenfor livmoderen - i de fleste tilfælde sidder graviditeten i den ene æggeleder.

Medicinsk behandling af graviditet udenfor livmoderen

Hvis graviditeten uden for livmoderen enten er holdt op med at vokse eller vokser meget langsomt, og du i øvrigt har det godt, kan du tilbydes medicinsk behandling.

Hvis graviditeten er meget lille og begynder at gå til grunde af sig selv, hvilket ses ved, at graviditetshormonet er lavt og evt. begynder at falde af sig selv, kan man nøjes med at observere og kontrollere graviditetshormonet i blodet. Hvis graviditeten derimod vokser hurtigt, eller du har meget ondt, vil en kikkertoperation være den bedste behandling.

Medicinsk behandling indebærer en indsprøjtning, oftest i den ene balde, med stoffet Methotrexat. Methotrexat er et stof, som forhindrer celler i at vokse. Da graviditetsceller er meget følsomme, virker stoffet kraftigere på disse end på kroppens andre celler og får graviditeten til at gå til grunde.

Da Methotrexat påvirker alle væv (men i meget mindre grad end graviditetsvævet) og skal udskilles gennem lever og nyrer, vil du inden behandlingen få taget nogle blodprøver for at måle funktionerne i dine nyrer, din lever og knoglemarv.

En uge efter behandlingen skal du til kontrol i vores klinik og have taget nye blodprøver. Vi måler graviditetshormonet i blodet for at se, at det falder, som det skal og kontrollerer de øvrige blodprøver.

Er der bivirkninger ved den medicinske behandling?

Den dosis Methotrexat, der anvendes, er så lille, at alvorlige bivirkninger er ekstremt sjældne og altid forbigående. Enkelte kan få lette bivirkninger i form af let kvalme og manglende lyst til at spise i de første 1-2 dage efter indsprøjtningen.

Det er almindeligt, at du kan få ganske lette underlivssmerter, mens graviditeten går til grunde. Dette er hyppigst de første dage, og smerterne aftager gerne efter 4-5 dage. Hvis du får kraftige smerter, skal du kontakte os for at blive undersøgt. Det er også almindeligt, at du bløder fra skeden. Blødningen varer ofter 1-2 uger.

Virker behandlingen altid?

Hos ganske få patienter falder graviditetshormonet ikke som ventet. Det kan derfor være nødvendigt at give endnu en indsprøjtning eller foretage en kikkertoperation. Hvis det bliver nødvendigt, vil du selvfølgelig blive nærmere orienteret om, hvordan det foregår.

Hvornår kan jeg prøve at blive gravid igen?

Du kan forsøge at blive gravid igen 3 måneder efter behandlingen med Methotrexat.

Ved spørgsmål eller problemer

Du er velkommen til at ringe til Kvindesygdomme, sengeafsnit 5032 hvis der opstår problemer, eller du har spørgsmål. Vi er her hele døgnet.

Redaktør